Fredagsklummen Marie Louise Wedel Bruun: Sådan får jeg tid til at læse bøger

Marie Louise Wedel Bruun: Sådan får jeg tid til at læse bøger
Illustration: Mette Boesgaard

Jeg læser. Meget. Og hele tiden.

Men pudsigt nok er folks første reaktion sjældent at spørge, hvad jeg har læst, men derimod hvordan jeg får tid til det. For ”iiih, hvor ville de gerne læse flere bøger og aviser, men de ved simpelthen ikke, hvornår det skulle være.”

Mit svar er simpelt: Det handler – ligesom alt andet i vores moderne tilværelse – om at prioritere sin tid. Jeg skal ikke gøre mig til herre over, hvordan du skal prioritere din, men jeg kan godt fortælle dig, hvordan jeg får tid til både at være en fuldtidsarbejdende (plus det løse) mor til to og en læser:

1. Jeg går ikke i et fitnesscenter – jeg dyrker husmorfitness. Og det foregår ved, at jeg cykler på arbejde, hvilket er ca. 2 x 30 min. dagligt med høj puls, hvor jeg endvidere får vendt mine tanker om alt fra en artikel til et mailsvar. Er du mere til løb, så husk bare omklædningstøj i en letvægtsrygsæk. Jeg gør selv rent og rydder op derhjemme, og det giver mere, end man lige skulle tro at svinge støvsugeren og støvekluden. Jeg går hen til supermarkedet og tilbage igen, tungt belæsset med poser. Jeg undgår så vidt muligt elevatorer og tager trappen i stedet. Også op til 7. sal. Jeg bor i lejlighed, men hjælper til, så snart jeg øjner havearbejde hos familie og venner. Fortsæt selv … Ved ganske enkelt at bruge min krop mest muligt holder jeg mig i en form, der gør, at jeg kan slippe for at bruge tid i et fitnesscenter. Dermed er mange timer vundet, skulle jeg hilse at sige, ligesom det er rart at bruge sin tid på noget konkret

2. Jeg helårsbader. Det er lynhurtigt gjort, men det kick, man får ud af at bade, især når vandet er rigtig koldt, udløser en energi af en anden verden, som gør, at jeg tænker fuldstændig klart og kan koncentrere mig om muligt endnu mere, end jeg plejer – med andre ord: læse hurtigere.

3. Jeg tager toget. Hvis jeg af forskellige grunde ikke kan cykle (pga. vejret eller afstanden), tager jeg toget. Selv et kvarter kan udnyttes til at få læst nogle sider. Bare pas på, du ikke bliver så opslugt, at du glemmer at stå af toget (her taler jeg af bitter erfaring …).

4. Jeg ser ikke tv-serier eller hører podcasts. Her må jeg så sige: Det ville jeg egentlig gerne, men jeg er en total junkie – jeg kan ikke nøjes med et enkelt afsnit, og det har ødelagt min nattesøvn og betydet, at jeg ikke fik læst. Så de sidste mange år har det været slut med tv-serier for mit vedkommende. Og det går nok. Der er alligevel også så mange serier i dag, at ingen taler om de samme i kantinen eller ved middagsbordene; det er ikke ligesom dengang med Sex and the City, Madmen og House of Cards ... I øvrigt ser jeg heller ikke tv, med mindre det er DRs julekalender eller X-Factor – så stiller jeg til gengæld uret efter det!

5. Jeg er mest muligt offline. Jeg er kun på Instagram (og prøver ihærdigt at begrænse det …). Jeg tjekker ikke Facebook, Twitter, LinkedIn, EB.dk, BT.dk, TV2 News eller hvad der ellers findes af støjsendere, ligesom jeg heller ikke spiller spil på telefonen eller computeren.

6. Jeg tjekker ikke mails uden for arbejdstid. Hverken morgen, aften, weekend eller ferie. Bare ærgerligt. Men ved du hvad? Mailen er der også i morgen og på mandag. Og haster det absurd meget, må man sende mig en sms – min telefon er altid på lydløs, men jeg ser den som regel inden for et par timer, med mindre jeg sidder og læser.

Alt i alt har jeg således masser af tid i min hverdag til at læse. Og jeg får både læst min daglige avis og Weekendavisen, mine bøger til ELLEs Update-anmeldelser og bøger til ”eget” forbrug. Fordi jeg prioriterer det. Og hvis jeg kan, kan du også. Så fri mig for at høre dig sige, du kun har tid til at læse i flyveren eller på stranden. For du narrer kun dig selv – der er altid tid til en bog, og det er aldrig spild af tid.

God læselyst, k.h.

Malou