Fredagsklummen Maria Frederikke Munch Thorgaard: "Problemet med jul er …"

maria-frederikke-munch-thorgaard-fredagsklummen-elle-dk
Illustration: Mette Boesgaard
Lad mig lige starte med at slå noget fast: jeg ELSKER jul. Jeg elsker pynt, gavepapir, den årlige gløgg-komsammen med vennerne, risalamande, adventsgaver, duften af gran, julekort … jeg kunne blive ved. 
 
Men jul er ikke forbundet med glæde for alle, og for mit eget vedkommende oplever jeg ét specifikt problem med højtiden, for jeg er skilsmissebarn – eller rettere: -voksen … Mine forældre blev nemlig skilt, da jeg var i slutningen af tyverne, og det kom bag på mig af flere grunde, ikke mindst fordi jeg indtil da var af den overbevisning, at forældre bliver skilt, mens man går i grundskole, og hvis ikke er man home safe. 
 
At være skilsmissevoksen er et helt problem for sig, men skulle nogle være i tvivl – det har jeg faktisk oplevet, at enkelte var; i tvivl, altså – så tror jeg på ingen måde, det er mindre hårdt at være voksen frem for at være barn, når ens forældre bliver skilt. Det medfører bare nogle andre problemstillinger, og en af dem er altså jul. For som voksen, skal du selv træffe beslutningen om, hvem du vil holde jul hos. Hvilken forælder skal man glæde med sit selskab, og hvem skal potentielt holde jul alene eller i hvert fald uden børn og børnebørn. Netop det aspekt, at jeg selv har fået en søn, besværliggør det yderligere, for hvilken bedsteforælder vil ikke holde jul med sit barnebarn? Til dét regnestykke skal så tilføjes, at min mands forældre også er skilt – dog kan de godt både finde på og finde ud af at holde jul sammen, så hovedpinen er ikke lige så stor der. 
 
Men hvad gør man? Langt de fleste er vokset op med at holde jul på en helt bestemt måde – samme gæster, samme menu, samme type træ, samme pynt, samme sange. Sådan gjorde vi også hjemme hos os i mange år, indtil mine forældre brød med traditionen og tog os på skiferie i Norge hen over julen. Og gudsketakoglov for det, for nedsmeltningen over 1) at vænne sig til at holde jul på en helt anden måde som skilsmissevoksen og 2) at holde jul med svigerfamilien (som i øvrigt for mit vedkommende gør det på den mest julede og hyggelige vis) var noget mindre, når man allerede én gang har brudt med traditionerne – og overlevet. 
 
Tilbage står stadig det faktum, at selve julens omdrejningspunkt, juleaften, endnu ikke rigtigt har fundet en god, fast form og skaber hovedpine og forviklinger i måneder op til, hvor mine tre søskende og jeg må indgå aftaler og planer, der er et Excel-ark værdigt. Men ud af miseren opstod dog en ny tradition, som især mine søskende og jeg i dag værdsætter mere end selve juleaften: 1. juledag samles vi og holder noget a la det, jeg forestiller mig, man gør i USA. Vi tilbereder en stor brunch med samme ingredienser hvert år: røget laks og paté fra Daniel Letz, byens bedste brød, croissanter, æg, pølser, oste, juice … og måske nogle risalamanderester. Vi åbner en gave eller to hver. Ser ’surprisefilm’ (vi skiftes til at finde en julet film hvert år). Og alt foregår i nattøj. Når mørket sænker sig, drikker vi champagne og spiser den italienske kage pondoro.
 
Det er endnu ikke en tradition, der inkluderer begge forældre, og det bliver det måske aldrig. Det er primært for os ’børn’. Og mavepinen over at ’skuffe’ den ene eller anden forælder forsvinder selvfølgelig heller ikke af, at vi har ’opfundet’ et nyt koncept og har rykket julen, men det føles godt at forsøge at vende situationen til noget rart og positivt, mens tiden samtidig langsomt, men sikkert sørger for, at juleaften atter finder en form alle kan finde glæde ved.