Fredagsklummen Maria Frederikke Munch Thorgaard: Da mit forhold til Paris ændrede sig

Maria Frederikke Munch Thorgaard: Da mit forhold til Paris ændrede sig
Illustration: Mette Boesgaard
Det hænder ofte, at jeg får en mail med ordlyden ”Jeg skal til Paris i weekenden - har du ikke lige et par tip?” Jeg forstår sådan set godt, hvorfor jeg får spørgsmålet, for jeg har boet i Paris, og siden jeg kom hjem i 2005 har jeg været der både privat og i arbejdsregi mindst fire gange om året, så jeg er vel en connaisseur …?
Men sagen er den, at jeg aldrig besøger fancy steder som L’Avenue, og Hôtel Costes. I stedet har jeg mere eller mindre faste traditioner såsom en tur (okay, mange ture) i supermarkedet Monoprix, en tur på apoteket, på loppemarkedet, cafeen KB Coffee … Og for et år siden blev en ny fast tradition tilføjet, som jeg aldrig kommer til at afvige fra. Jeg besøger en kirke og tænder et lys for min franske ven, som jeg mistede i oktober 2017.
 
 
Jeg mødte ham, da jeg boede i Paris. Han boede i en lejlighed på den anden side af gården; jeg kunne kigge ind ad hans vinduer, og han havde tit bar overkrop, så jeg tænkte, at der nok var dejlig varmt i hans lejlighed i modsætning til min. De veninder, jeg havde fået dernede, og jeg fik hurtigt fremstillet et skilt. Vi skrev: ’Mme Munch, Esc. A, 3eme’ for at signalere, hvilken opgang og etage han kunne finde mig. Men jeg var for genert til at vise ham skiltet, og i stedet gik der et par uger med lidt uskyldig vinken. En eftermiddag åbnede han så sine franske altandøre, viste mig to øl og vinkede mig over. Jeg var 18 år og alt for modig, så jeg tog imod invitationen. Og pludselig foldede Paris sig ud på en helt anden måde.
 
Det besøg blev nemlig starten på et udefinerbart forhold med op- og nedture. Han flyttede mere eller mindre ind i min lejlighed, for det viste sig, at hans lejlighed på ingen måde var varmere end min – han var bare glad for at gå med bar overkrop. Han lærte mig om rapmusik, læste højt for mig, rettede min udtale, kørte mig rundt på sin scooter i Paris, viste mig filmen Le Grand Bleu, lærte mig om fransk høflighed og det at sige ”merci, au revoir”, når man går ud af en forretning. Han var altid efter mig og udfordrede mig på de mål for min fremtid, jeg havde sat. Jeg ventede på ham på alle tænkelige måder (også på alle metrostationer og gadehjørner i Paris – at komme til tiden var ikke en af hans franske styrker), men det blev aldrig et monogamt forhold, og når jeg år senere talte med ham om franskmænd og deres elskerinder, blev han tosset ...
 
Jeg flyttede hjem til København for at studere, men mødtes altid med ham, når jeg var i Paris. En dag midt under en forelæsning på journalistik fik jeg en besked fra ham: Han havde fået konstateret testikelcancer. Chok. Han var jo ikke engang fyldt 30. Han kom i behandling og blev erklæret rask. Mødte en mexicansk kvinde, blev gift, fik en søn og flyttede til Mexico City. Men canceren vendte tilbage, og for et år siden døde han. 35 år gammel.
 
Som årene var gået siden vores tid i Paris, blev der længere og længere mellem vores chat-samtaler på Skype, men de var der, og de var fine og ærlige og dybe. Her et år efter hans død har jeg stadig svært ved at forstå, at vores samtaler er slut. At de aldrig kommer tilbage. Men min mand har lært mig, at jeg skal have min franske ven med mig i de ting, jeg gør; tage dét med mig, som han lærte mig, og på den måde fortsætte samtalen. Og af og til, når jeg sidder i en kirke i Paris, kan jeg mærke ham, ligesom at mine tanker altid kredser om ham, når jeg lytter til The Nationals ’Hard to Find’.
 
Om få uger bliver årets Knæk Cancer-indsamling skudt i gang. På ELLE bager vi kager, som vi sælger til vores kollegaer. Aller, der udgiver ELLE, fordobler det indsamlede beløb, så det er en god portion penge, vi kan sende videre, og for mig giver det om muligt endnu mere mening at bakke op om nu, for: Laurent, jeg savner dig.

Relaterede artikler