Fredagsklummen Malou Wedel Brun: Ååååh, livet! Hvad skal man vælge?

Illustration: Mette Boesgaard

Denne klumme handler om valg. Ikke de politiske, som du bliver indkaldt til og kan nå at beslutte dig omkring, men dem, der angår dig personligt. Og her tænker jeg heller ikke på de små dryp, der på sigt udhuler stenen, som at du prioriterer din træning frem for din veninde, eller at du køber take-away i stedet for at lære at lave en ret ad gangen, eller at du tænder for en serie i stedet for at læse en bog, eller at du foretrækker vind i håret på dit skrøbelige hoved frem for den frisureudfordrende cykelhjelm. Nej, her tænker jeg på de helt store brag. Dem, der sprænger klipper væk og baner en ny vej.

Søndag morgen sad min mand og jeg og så vores ældste søn, Gustav, spille håndboldkamp. Ud over spændingen er det også altid lidt rørende for os. Han spillede nemlig også basket før i tiden, og han var så dygtig til begge dele, at hans trænere bad ham vælge, for han kunne ikke hellige sig begge. Først valgte han basket. Men efter et par måneder trak håndbolden mest. Han bad os om at sige det til træneren, men den gik ikke. Det skulle han selv, forklarede vi. Han skulle mærke helt nede i maven, at dette var hans beslutning, hans valg. Træneren var forstående; Gustav skulle bare lige deltage i en kamp, han havde meldt sig til, først, for man holder, hvad man lover. Og så oprandt afslutningen. Han græd, holdet græd, og træneren havde lavet en fin ramme med billeder fra hans (mange) basket-år. ”Det er den værste dag i mit liv,” sagde han på vej hjem. Der gik et par måneder, hvor han havde røg ud ad ørerne, og skolen indkaldte os til samtale: ”Den før så afbalancerede dreng var pludselig forandret, hvorfor?” Fordi, kunne vi fortælle dem, han var nødt til at foretage et (for ham) livsafgørende valg. Og den slags sætter sig spor, uanset om du er 11 eller 51. I dag elsker han at spille håndbold, samtidig med at han følger med i al den danske og amerikanske basket, han kan – også, når der er NBA-finaler kl. 03 om natten. Og vi accepterer det stiltiende. For det er ikke oprør fra hans side, det er kærlighed.

Læs også: Fredagsklummen | Rose Maria Boelsmand: "Hvad er det bedste ved dit job?"

Selv tog jeg mit første store valg, da jeg skulle i gymnasiet. Skulle jeg vælge sproglig eller matematisk? Var jeg gået efter karaktererne, er der ingen tvivl om, at jeg skulle være sproglig. Nu valgte jeg matematisk og blev en del af en klasse, som fra dag et var en stor kærlighedsaffære, og vi ses flere gange årligt den dag i dag og har det som til en uendelig fætter-kusine-fest. Det grundlagde en social sikkerhed og stabilitet i mig, en urokkelig del af mit fundament.

Næste store valg var studium og universitet. Jeg valgte jura og Aarhus, fordi to af ”gymnasiekusinerne” og jeg skulle lave et kollektiv og leve livet i Smilets By. Jeg søgte ind som aftalt og blev optaget. De to andre valgte hhv. at tage et sabbatår i Sydamerika og at flytte til Odense med kæresten. Efter et år søgte jeg ind på dansk i København, og der blev åbnet for den selvstændighed og kreativitet i mig, som jeg havde savnet på jurastudiet, ligesom jeg kom tilbage til vante rammer og tæt på min familie.

Mit næste store valg blev taget sammen med en studieveninde. Vi ville gerne have en fælles hobby, men var bestemt ikke til fitness eller løb. Hendes bror var glad for bridge, jeg havde altid spillet kort, og sådan blev det. Vi begyndte til bridge, og i løbet af meget kort tid have vi fået skabt det, jeg kalder min bridgefamilie, hvor vi er sammensat af folk fra årgang 1934 til 1974, ses hver måned, tager på årlige ferier til Sydfrankrig og ganske enkelt elsker hinanden. Det åbnede for mig for, at familie findes i mange former, og at alderen intet har med identiteten at gøre.

Mit næste store livsvalg var, da jeg fra den ene dag til den anden droppede min kæreste til fordel for ham, der i dag er min mand (og som jeg i øvrigt mødt i forbindelse med bridge). Præcis halvandet år efter fik vi vores første barn, Gustav. Det valg åbnede for kærligheden, som nærer mig hver evig eneste dag.

Mit næste afgørende valg har jeg tidligere skrevet en klumme om; det var, da jeg blev ved at holde fokus på at skulle være en del af ELLE, hvis det kom til Danmark. Det valg åbnede for min karrierevej, mit håndværk og et hav af skønne bekendtskaber.

Læs også: Fredagsklummen | Malou Wedel Bruun: "Mit ELLE-liv"

I de seneste 17 år har jeg jo været en del af et par og en familie, så de større beslutninger er taget i fællesskab. Men jeg foretog alligevel et stort livsvalg alene, da jeg insisterede på at købe sommerhus for præcis et år siden, selv om min mand var lodret imod. I dag elsker vi det alle fire, og jeg kan mærke, at stedet er afgørende for min livskvalitet. Her falder jeg til ro, trækker vejret og tanker ny energi og inspiration. Det var et af mit livs bedste valg.

Hver dag er et valg, der udgør næste skridt på din livsbane. Lidt ligesom da man var barn og læste mysteriebøger, hvor man skulle vælge mulighed A (gå til side 23) eller mulighed B (gå til side 50) og selv ”komponere” teksten. De endte altid meget hurtigt i blindgyder for mig. Det gjorde de sådan set også for min søster. Men hvor jeg lagde bøgerne væk af respekt for konceptet, startede hun forfra. Og forfra. Og forfra igen, indtil hun havde fået den perfekte historie. På sin vis også af respekt for konceptet, kan jeg godt se i dag. Den går bare ikke rigtigt i den virkelige verden. Du får en valgmulighed, og du er nødt til at tage konsekvensen. Mærker du efter med hele din krop og hele din sjæl, så ved du, at der egentlig ikke var tale om et valg, men om at gøre det eneste rigtige – for dig.

Læs også: Fredagsklummen | Rebecca Laudrup: "Vi har så travlt med at have travlt"

Gustav var heldig, at han kunne komme tilbage til sit håndboldhold. Det var ikke uden skepsis og sårede følelser fra trænerens side; ville drengen nu ombestemme sig igen? Det gjorde han ikke. Han fandt bare ud af, hvordan han kunne dyrke begge sine passioner. På den måde traf han det rette valg, og jeg er ikke i tvivl om, at det rustede ham til resten af livet. For det er valgene, der er livet. Og er du ikke i stand til at vælge; er du ikke i stand til at mærke efter, kommer du aldrig videre.

Relaterede artikler