Fredagsklummen Katrine Fromberg: Sådan blev jeg omgangskredsens indretningsekspert

Jeg er nu på den anden side af mine første seks måneder på ELLE og ELLE Decoration, og det giver anledning til at gøre status over jobbet som boligjournalist - eller rettere: de oplevelser, der også følger med stillingen. For titlen forpligter. Her kommer et par anekdoter...

Da jeg for et par måneder siden havde møde med min nye bankdame, syntes hun, at vi for det gode samarbejdes skyld skulle begynde med at lære hinanden lidt bedre at kende. Vi præsenterede os, og som den søde og engagerede bankdame, hun er, blev der flittigt taget noter. På sin blok noterede hun: boligjournalist, L Dekoration. Selv om hun tydeligvis ikke kendte til magasinet, kunne hun ikke skjule sin begejstring for mit job eller tilbageholde sin iver efter at få et par gode råd med på vejen. Før vi fik set os om, endte det, der oprindeligt skulle have været en samtale om omlægning af lån og andre tørre bank-ting, i en decideret indretningshjælpsseance, hvor hendes ene spørgsmål om indretning tog det andet, og jeg gladeligt kastede mig ud i plantegninger og skitser på bankpapirerne med forklaringer om, hvorfor hun hellere skulle male hele rummet end blot en enkelt firkant på væggen, krydret med ideer til, hvordan hun kunne få mest muligt ud af sine uudnyttede kvadratmeter i sin L-formede stue. Uden at fornærme nogen kan man roligt sige, at vi ikke nåede at tale mange låntyper på det bankmøde. 

En anden gang, jeg blev spurgt til råds om indretning, endte det knap så hyggeligt. Min svigermor er flyttet for nylig, og derfor spørger hun mig jævnligt til råds over Facebook Messenger om, hvilke farver hun skal male, hvilke møbler hun skal købe, og hvilke ting hun skal luge ud i. Det er virkelig smigrende, men grundlæggende udfordrende, eftersom min svigermors og min egen smag ligger ret langt fra hinanden. Det har jeg selvfølgelig for længst påpeget, men uagtet af det vil hun stadig gerne have mig med på råd. Derfor sendte hun mig for nylig nogle billeder taget i en butik af en lænestol og en sofa, som hun gerne ville have min mening om. Jeg skrev pænt tilbage, at jeg syntes, møblerne var retro-agtige i forhold til hendes øvrige farvevalg, at de derfor ikke passede ind, og at jeg kort sagt syntes, hun skulle vælge noget andet. For ikke at efterlade hende helt på bar bund sendte jeg hende også et par inspirationsbilleder og links til nye forslag, som i min optik ville være bedre valg end det, hun havde sendt. Og så blev der stille. Et par minutter efter skrev hun tørt tilbage: “Jeg HAR i øvrigt købt møblerne”. Ups. Og med et gik jeg fra at være den hjælpsomme svigerdatter til den mest irriterende og bedrevidende af slagsen. For at undgå mere akavethed end højest nødvendig, gjorde jeg det bedste, jeg havde lært, for at komme i tanke om nogle gode ting at sige om de nye møbler, da jeg et par uger senere besøgte hende: “Ajmen, det er sørme en god pris” og “Det ser ud til at være noget slidstærkt stof”. Heldigvis var hun ikke for stolt til at labbe min ros af møblerne i sig.

Læs også: Fredagsklumme: Rebecca Laudrup: "Vi har så travlt, med at have travlt"

Helt lige så nem at narre var min veninde ikke, da hun bad om min mening om et stort gammelt guldaldermaleri med motiv af to græssende køer. Hun introducerede værket med, at det var det bedste køb, hun længe havde gjort, og at hun slet ikke havde kunnet vente med at høre, hvad jeg syntes om det. Ligesom med min svigermor ville jeg jo nødigt gøre hende ked af det, men samtidig med at jeg er en smule konfliktsky, er jeg også meget ærlig. Jeg prøvede i bedste mening at skrue ned for, hvor lidt jeg brød mig om billedet, og hvor lidt, jeg syntes, det passede ind i hendes resterende stil og indretning. Men hun kender mig for godt og gennemskuede lynhurtigt, at det bestemt ikke var min kop te. Jeg besidder ikke evnen til at holde et pokerface, så skuffelsen var stor for min veninde, da jeg desværre ikke formåede at nikke anerkendende, smile og forsikre hende om, at det da var et udmærket værk. Til gengæld lærte hun lektien om, at man ikke skal spørge mig, hvis ikke man kan tåle eller ønsker min ærlige mening.

Dog har jeg lært lidt af fadæserne med især min veninde og min svigermor, så da jeg til en middag sidste fredag blev spurgt af min kærestes vens kæreste om, hvad jeg ville lave om i deres lejlighed, hvis jeg var dem, gjorde jeg mig umage med virkelig at være påpasselig. Alt imens idéerne ventede lige på tungen, og listen over, hvordan de kunne gøre det til verdens fedeste lejlighed, bare blev længere og længere oppe i mit hoved, fik jeg på besindig vis i stedet spurgt hende, hvorfor hun ønskede at lave om, og hvad hun grundlæggende var utilfreds med i indretningen. Til min overraskelse fik jeg et befriende ærligt svar retur. Hun var som sådan ikke utilfreds, for hun interesserede sig overhovedet ikke for indretning og gad egentlig hverken at bruge tid på at sætte sig ind i det eller bruge mange penge på det, hun ville bare gerne have, at de, der kom på besøg, blev imponerede og syntes, de boede flot. Hendes ærlige refleksion gjorde det nemt for mig at svare: Indretning handler ikke om, hvad ens veninde, svigerdatter eller kærestes vens boligjournalistkæreste synes. Indretning handler om selv at trives i sit hjem og holde af, hvordan man bor. Æstetisk og velindrettet eller ej. Dermed ikke sagt, at jeg ikke står på spring for at stille min viden og uforbeholdne meninger til rådighed, hvis det kan være behjælpeligt og er ønsket, men det skal ikke være for min eller nogen andres skyld, kun for ens egen. Ellers bliver det ikke godt i længden.

Relaterede artikler