Fredagsklummen Katrine Fromberg Kiehn: 6 julebud, vi kan overveje…

Køb gaverne i butikkerne og få julestress… Ja, du læste rigtigt!
Lige så meget der er at glæde sig over op til jul, lige så meget er der næsten at blive forpustet over. December er lige dele hygge, idyl, travlhed og to do-lister. For at undslippe det værste af julestressen besluttede jeg mig sidste år for at købe størstedelen af gaverne på nettet. Det lettede uden tvivl julegaveindkøbene, men sådan gør jeg ikke igen. Af to årsager: 1. Jeg dør nok ikke af at mærke en snert af julestress. For helt ærligt, så er det vist heller ikke værre. 2. Hvis jeg ønsker, at der skal ligge små, hyggelige butikker rundt om hjørnet fra min lejlighed på Østerbro, så må jeg selv bidrage til det. Det nytter ikke noget, at jeg på det tidspunkt af året, hvor butikkerne burde omsætte for mest, lægger mine penge
i en webshop, fordi jeg kan få samtlige gaver med et enkelt klik. Den går ikke i år. Think global – act local. I år vil jeg bevæge mig ud i julekaosset og støtte de lokale butikker.

Minimalistisk, stilet jul eller Gertrud Sand helvede?
Jeg er vokset op med en mor, der altid har gjort en stor indsats for at skabe et smukt julehjem, min far… not so much. Da min mor holdt af, at julepynten stilfuldt matchede og var nøje afstemt, så den resterende indretning ikke druknede i juleri, syntes min far aldrig, der var nok pynt. Med årene blev det derfor en tradition, at når min mor drog afsted til årets første julefrokost, så fandt min far igen julekasserne frem, og så fik jeg og mine to søskende ellers lov til at pynte amok. Til min mors rædsel kunne hun så vågne op med tømmermænd til et hus, der nærmede sig Gertrud Sands våde juledrøm i stedet for det stilede julehjem, hun havde i tankerne og havde forladt aftenen før. Men som vi nærmede os den 24. december, og min mor helt kvindelist-agtigt havde taget en smule pynt ned hver dag, endte det på magisk vis alligevel altid med at være helt perfekt, når vi nåede juleaften. Hverken for lidt eller for meget. For det kan jo godt være, at ens hjem ikke behøver være fuldstændig lige så gennemført stilsikkert i juletiden som ellers. Måske er det okay, at der netop i dén særlige måned er lidt slinger i valsen og er plads til den halvgrimme hjemmelavede julenisse og for meget nips og dims i vindueskarmene. 

Gavepapir - gem det!
Når det kommer til smukt gavepapir, er jeg som en skade, der sidder på lur for at nå at gemme det glitrende papir, inden det krølles sammen og kasseres. Indtil jeg sidste år læste, at vi i Danmark smider 825 ton gavepapir ud til jul, har jeg aldrig tænkt det som en bæredygtig bedrift. Jeg har ene og alene gjort det, fordi jeg ikke har kunnet bære at se det smukke papir blive kylet ud. Om du gør det for bæredygtigheden, eller, som jeg, fordi du ikke kan nænne andet, er for så vidt også underordnet. At spare på (gave-)papiret er godt for miljøet!
PS: Er du ikke klar på at genbruge gavepapiret, men vil du alligevel gerne pakke pænt ind med lidt bedre samvittighed, så kan du overveje at anvende FSC-certificeret gavepapir (ja, det findes faktisk) eller benytte gavepapir lavet af genbrugspapir.

Hold de gode gerninger på egen banehalvdel

Der er nok at få dårlig samvittighed over op til jul. De ekstra kilo på sidebenene, privatøkonomien er ved at kollapse, man ”glemte” igen igen at prioritere familiejulefrokosten og så den helt oplagte; vi forbruger alt, alt for meget. I forhold til sidstnævnte er hjælpen nær; der kan købes aflad. I de senere år er vi blevet bombarderet med gaver, der kan lette den dårlige samvittighed over alle de penge, vi bruger på alt det, vi måske ikke rigtig mangler. ’Giv en ged’, ’Varm en hjemløs’, ’Få et sponsorbarn i Uganda’. Alt sammen helt igennem gode og ordentlige initiativer. Men er det ikke lidt, som om velgørenhedsgaverne sjældent er at finde på nogens ønskelister, men mest er noget, der gives? Bemærkelsesværdigt nok. Og ja, det er dejligt at give, men måske det burde overvejes, om det i lige så høj grad handler om at lette den dårlige samvittighed og om der – på så rammende nydansk – er en snert af godhedsflashing ind over mere end et reelt ønske om virkelig at gøre noget? For ellers kunne de velgørende gaver jo lige så godt finde vej til ønskelisten i stedet for listen med gaveindkøb, ikke? Pak godhedsflashingen og fromheden på andres bekostning sammen, tag ansvaret på dig og skriv det på din egen ønskeliste, hvis du virkelig mener det.

Lidt, men godt
I forlængelse af ovenstående er det klart, at gode gerninger og bæredygtighed kan være udfordret, når det står i samme sætning som jul. For selv om julen er hjerternes fest, og det handler om at hygge sig i selskab med dem, vi holder af, så handler julen unægtelig også om de skønne ting, vi glæder sig over at skulle give og håber på at få (se bare alle de lækre julegaveidéer, vi viser i ELLE og ELLE Decoration, så ved du nøjagtig, hvad jeg mener). Materialismen er svær at komme helt udenom. Det store spørgsmål er, om materialismen kan pakkes (pænere) ind og blive bare en anelse bæredygtig? Kan vejen mod at mindske julestress og et heftigt kollektivt overforbrug for eksempel være at tænke lidt, men godt? Da jeg sidste juleaften endte med købskvalme og materialisme-lede over alle de gaver, vi pakkede ud, slog det mig, at løsningen måske er at gentænke gavegivning. Hvad nu, hvis vi dropper, at alle skal give til alle, og i stedet gør det sådan, at man hver især får tildelt en i familien, som man skal købe gave til? Og kun til den ene. Til gengæld skal man så virkelig gøre sig umage. Gaven skal sidde lige i skabet – helt ukritisk at give sin far strømper og årets bestsellerbog går altså ikke. Det skal også være et kriterie, at gaven skal kunne byttes – uden skuffede eller sure miner fra giveren. Skal julegavekonceptet kunne blive bare en my mere bæredygtigt, så holder det nemlig heller ikke, at gaven ender på bunden af et skab, fordi nogen ender med noget, som de beholder for husfredens skyld.

Giv et ELLE-abonnement på 12, 8 eller 4 numre af ELLE.

Skal julen være som den plejer?
I julen er det mere end tilladt at dyrke traditioner og nostalgi. Den gamle sang, om at julen skal være som den plejer, lever i bedste velgående, og jeg skal være den første til at indrømme, at jeg stordyrker nostalgien op til jul. For eksempel er det indiskutabelt at jeg sammen med min mor og søster hvert år skal bage vaniljekranse efter min morfars opskrift. Ikke noget med at prøve noget nyt og spændende. Og jeg kan ikke en gang rigtig lide småkager. Til gengæld kan jeg lide traditionen med, at min mors køkken den ene gang om året omdannes til en mindre vaniljekransefabrik, hvor min søster laver dej, min mor sætter i ovnen, og jeg håndterer køkkenmaskinen og måler nøjsomt op, at alle vaniljekranse bliver nøjagtig samme størrelse. Min morfar ville vende sig i graven, hvis han så min mor og søsters sjuskede, ukurante størrelser. Nogle ting kan man bare ikke gå på kompromis med, det skal jo være som det plejer. Eller skal det? På de ting, hvor det fungerer, er det jo godt nok at holde traditionerne i hævd. Men måske kan en anden end den demente mormor, der har glemt alt om målestok forhold og bytter rundt på salt og sukker, få lov til at stå for sovsen fra nu af - også selvom mormor har lavet den de sidste 40 år? Måske må bedsteforældrenes ensomme nabo også godt være med juleaften? Måske må den nyudsprungne veganer godt komme med nye retter og variationer til julemenuen? Måske behøver der ikke komme gæster 1.juledag, når det år efter år alligevel konstateres, at ingen rigtig orker det og bare helst vil se ’Alene hjemme ’-filmene for hvem ved hvilken gang? Selvom jeg indledningsvist understregede, at jeg elsker traditioner og at julen er, som den plejer at være, så gør det ikke altid noget at udfordre traditionerne, uanset om det gælder gæster, julemad eller småkagerne fra den lille vaniljekransefabrik i min mors køkken. Det ved jeg, fordi jeg som barn holdt jul på et hotel i Norge hvert andet år. Her fandt jeg ud af, at selvom julesalmerne i kirken var på norsk og jeg ikke kendte halvdelen af dem, at selvom man skulle kigge langt efter juleand og rødkål på menuen, da den i stedet stod på fisk og pil selv-rejer, og selvom vi var over 100 mennesker til at danse om juletræet og ikke bare min egen familie, så kunne julen blive nøjagtig lige så dejlig, som den plejede at være, velkendt julemad og faste traditioner eller ej.

Relaterede artikler