Fredagsklummen Katrine Fromberg: ”Dagens råd: vi må kun give gode råd, når vi bliver spurgt.”

Fredagsklumme

Du kender det sikkert; du bøvler med et problem, betror dig til dine nærmeste, og før du får set dig om, tager samtalen en drejning i retning af at være en mindre spørgetime udi om du har prøvet det ene, det andet og det tredje for at løse, hvad end du frustreres over. Selvom du med al sandsynlighed troligt kan nikke ja til allerede at have afprøvet samtlige løsningsforslag følger hernæst en yderligere strøm af gode råd om, hvordan dit problem så kan løses. Lyder det velkendt?

For mit eget vedkommende har jeg ikke tal på, hvor mange velmenende råd jeg har fået i forhold til at komme mine udfordringer med at sove til livs. Så længe jeg kan huske, har jeg hadet at skulle i seng, og det har altid taget mig uforholdsmæssigt lang tid at falde i søvn. Da jeg var barn og delte værelse med min søster, var det ikke usandsynligt, at jeg vækkede hende igen, når vi var blevet puttet, og hun var faldet i søvn. Jeg skulle liiige fortælle hende om en idé, jeg havde fået eller forsøge at overtale hende til at lege videre på den leg, vi havde haft gang i inden vi gik i seng. Det var heller ikke sjældent, at jeg glædede mig så meget til en begivenhed, at jeg kunne bruge utallige lysvågne timer på at tænke på, hvad der skulle ske. I dag er historien om mine søvnproblemer stort set den samme. Jeg kan bruge timer på at falde i søvn, fordi jeg glæder mig, bekymrer mig, spekulerer eller planlægger i ét væk.

Og det er så nu, at du, kære læser, skal bremse dig selv… For lige så velkendt det er at modtage råd i en lind strøm, ligeså velkendt er trangen til selv at øse ud af dem også. Men inden trangen overmander dig, vil jeg blot indskyde, at jeg kan forsikre om, at ja, jeg har prøvet mindfulness, jeg lufter ud i soveværelset inden jeg skal sove, jeg har talt får (og rigtig mange af dem, indimellem flere tusinde), jeg skriver to-do lister, jeg har lavet åndedrætsøvelser, jeg har haft lavendel i soveværelset, jeg har lyttet til søvndyssende musik, jeg sover med sovemaske, jeg kigger ikke (næsten ikke) på skærme og jeg tager et varmt bad inden sengetid og så videre og så videre...

Måske vi alle skal minde os selv om at spare på alle de gode råd, vi tripper for at give, når dem vi står overfor åbner op for frustrationer. De fleste råd er med overhængende sandsynlighed allerede afprøvet, så måske handler det i stedet om at give en støttende skulder og et lyttende øre at kunne betro sig til?

For selvom gode råd gives i bedste mening, kan de være en smule belastende i længden, og ofte har de den effekt, at man holder op med at fortælle om ens frustrationer, for man orker næsten ikke at høre på hele smøren af råd udfolde sig. På selvmodsigende vis vil jeg derfor slutte af med et godt råd til dig, der vil give gode råd: lad være med at give nogen, medmindre du bliver spurgt. Ellers så hold dig til at vise (oprigtig) interesse og lytte. Det behøver ikke altid at være en spørgetime i, om man nu har prøvet det ene, det andet og det tredje gode råd, for - tro mig - det har man.

 

Relaterede artikler