Fredagsklummen Josephine Aarkrogh: "Mine bedste tips til livet med fuldtidsjob og baby"

Illustration: Mette Boesgaard

”Gud, er der allerede gået et år?” ”Skal du tilbage på ELLE?” ”Skal du tilbage på fuld tid?” Lige så mange spørgsmål og gode råd man bliver mødt med, når man har en voksende mave, ligeså mange kommer der, når ens barsel er ved at være slut. Og det er sådan set også helt okay, for jeg forestiller mig, at det er fordi hele work-life-balancen (både generelt og når man er ny mor) er en gåde for mange. Mig selv inklusiv.

Da jeg spurgte pigerne på redaktionen, hvad min første fredagsklumme skulle handle om, kom det simultant: ”hvordan du får livet med fuldtidsjob på ELLE og baby til at gå op?”

For ja, jeg er tilbage på fuld tid – jeg tror ikke mit job egner sig til kun at være deltid. Jeg tror, jeg ville føle, at jeg gik ’glip’ af for meget, at for mange beslutninger ville blive taget uden mig, og så ville jeg nok alligevel ende med at lægge flere timer i det

Er hverdagen kaotisk til tider? Bestemt. Men det er også sjovt.

Læs også: Fredagsklummen // Nikita Hoffmann Andersen: ”Hverdagen på ELLE-redaktionen er…”

Nu har jeg været tilbage på arbejde i to måneder - så jeg er på ingen måde ekspert! -  men vil gerne dele mine bedste tips til at få hverdagen til at gå op.

I må meget gerne dele jeres med mig på Instagram @josephineaarkrogh

Her er mine bedste tips:

Få hjælp!

Bedsteforældre er vores redning i hverdagene, og de henter en dag om ugen hver. Når det er mine svigerforældres dag, er aftalen, at min kæreste sørger for putning om aftenen, så jeg har ”fri” til at arbejde sent, tage til træning eller se veninder. Og selvfølgelig omvendt. At min dag er torsdag, hvor det måske er lidt ekstrahyggeligt at drikke et glas vin med veninder, gør mig ingenting ...

Skru forventningerne ned

Der bliver spist en del takeaway og nemme pastaretter hjemme hos os for tiden. Inden jeg startede arbejde igen, prøvede jeg at se så mange veninder som muligt, for ærlig talt er det svært at få tid til i travle hverdage. Og weekenderne går hurtigt med bare at hygge som familie. Og jeg får ikke trænet så meget, som jeg gerne vil. Generelt forventer jeg ikke, at jeg har samme (spontane) hverdag som før, men det er også okay, for jeg ved, at det er for en periode.

Gør klar til næste dag

Når min datter sover, kan jeg faktisk bedst lide at få ryddet lidt op og gjort klar til dagen efter. Lægge tøj frem til mig og hende, så det er klaret og morgenen bliver lidt mindre stresset og uden for mange tøjkriser. Men nogle aftener har jeg også bare lyst til at smide mig på sofaen og se serier med min kæreste, og det gør vi også. Hvis vi altså ikke dejser om at træthed (vi er gode til at bide film, og nogle gange serieafsnit op i to) – som leder mig til næste tip …

Gå tidligt i seng

Søvn er så vigtigt for mig, og selvom jeg føler jeg kunne besvare mails hele natten, før jeg kommer til bunds, har jeg et princip om ikke at gå senere i seng end kl. 22. Ellers kan jeg ikke fungere, når mit levende vækkeur vågner alt mellem kl. 5 og 7, og jeg har en travl dag på kontoret. Hvis jeg kan gå i seng allerede kl. 21, er det heller ikke dårligt.

Alenemorgener

… altså mig og baby, når min kæreste fx er ude at rejse, sker heldigvis ikke så tit. For det er uden tvivl en udfordring. Hvordan går man i bad med en 1-årig, der kravler rundt og glider på det våde gulv? Og straks værre; får vasket hår? Jeg har haft succes med at sætte hende i Trip Trapp-stolen på badeværelset og give hende en banan. Det køber mig ca. 4 minutter under bruseren. Hvis jeg er sej og laver bananpandekager (aftenen inden når hun sover), tager det måske lidt længere for hende at spise … ”Hvad med makeuppen, når du har en baby på armen?” spurgte min veninde. Det bliver lagt på hendes værelse, mens hun tumler rundt med sit legetøj.  Nogle dage mere… skal vi sige no-makeup-agtigt? end andre …

Det er uden tvivl et puslespil, men når det hele går op i en højere enhed, og jeg både får vasket hår, får masser af havregrød i min datter, sørger for at komme ud af døren uden madpletter på tøjet og med makeup på, og får afleveret hende glad i vuggestuen og mødt på arbejde inden kl. 9 er det virkelig en succes, og jeg kan få det vildeste kick af det!

 

Relaterede artikler