

7 queer-film du skal kende
’FARVEN LILLA’, 1985
Filmen, der bygger på den Pulitzer Prize-vindende roman af samme navn, var nomineret til 11 Oscars, men vandt ingen. Det kan man udlede af, hvad man vil, men i begyndelsen af 1980’erne var film om sorte kvinders lesbiske forhold ikke ligefrem hverdagskost. Heldigvis har filmen, og bogen for den sags skyld, om kvinden Celies kamp, efter at hun er blevet tvunget til at gifte sig med en mand, for længst skrevet sig ind i film- og queerhistorien.
'Farven lilla' kan streames på HBO Max.

Whoopi Goldberg i 'Farven lilla'.
’PHILADELPHIA’, 1993
Tom Hanks vandt retteligt en Oscar for bedste mandlige hovedrolle for sin præstation som den AIDS-ramte advokat Andrew Beckett i ’Philadelphia’. Beckett bliver fyret og mener selv, at det handler om, at han er bøsse og har AIDS. I kampen mod sit gamle firma hyrer han en sort advokat, som først ikke vil tage sagen og i øvrigt kæmper med sine egne fordomme, men som ender med at hjælpe Andrew Beckett med at bevise, at han var udsat for diskrimination.
'Philadelphia' kan streames på YouSee TV & Film.

Tom Hanks og Denzel Washington i 'Philadelphia'.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
’FUCKING ÅMÅL’, 1998
‘Show me love’ var den nedtonede titel på den svenske ‘Fucking Åmål’, som ellers er blevet en nyklassiker. I mange andre lande var filmens titel åbenbart lige så provokerende som indholdet: to unge piger, der forelsker sig og springer ud sammen. Men hvor filmen på den ene side hylder det skandinaviske frisind, er den også et vidnesbyrd om, at det selv i vores del af verden i 1990’erne stadig var svært at skille sig ud, ikke mindst med sin seksualitet, i en mindre provinsby.
'Fucking Åmål' kan streames på HBO Max.

Rebecka Liljeberg og Alexandra Dahlström i 'Fucking Åmål'.
’BROKEBACK MOUNTAIN’, 2005
Sådan har du nok aldrig set to af de største mandlige Hollywoodskuespillere før. Eller to cowboydere for den sags skyld. Det var kontroversielt, da Heath Ledger og Jake Gyllenhaal forelskede sig, havde hed sex og derefter indledte et forhold, der varede i to årtier. Selv om ingen af skuespillerne selv tilhører queer-miljøet, er filmen alligevel bredt anerkendt både i mainstreamkulturen og af queer-miljøet som en af de vigtigste film om homoseksualitet i filmhistorien.

Jake Gyllenhaal og Heath Ledger i 'Brokeback Mountain'.
’ADÈLES LIV – KAPITEL 1 & 2’, 2013
Der findes mange film, som handler om at springe ud. Men nogle gange er det også rart at se en film om queer-personer, der handler om alt muligt andet. Den 17-årige Adèle lever et temmelig almindeligt liv, men forelsker sig hovedkulds i Emma, som er kunststuderende og noget ældre end hende selv, og forholdet er langtfra ukompliceret. Filmen fik især opmærksomhed pga. dens meget eksplicitte sexscener, som sjældent er set mellem to kvinder i en mainstreamfilm, men den kan heldigvis også alt muligt andet. ’Adèles liv’ vandt desuden Guldpalmerne i Cannes samme år.
'Adèles liv – kapitel 1 & 2' kan streames på Filmstriben.

Léa Seydoux og Adèle Exarchopoulos i 'Adèles liv'.
’TANGERINE’, 2015
Meget få film om transpersoner har rent faktisk transpersoner som skuespillere. Men det har komediedramet ’Tangerine’ i form af skuespillerne Kitana Kiki Rodrigues og Mya Taylor, som i filmen spiller to transkønnede sexarbejdere. ’Tangerine’ blev vist ved Sundance Film Festival i 2015, og Mya Taylor vandt senere prisen for bedste kvindelige birolle til filmprisuddelingen Independent Spirit Awards som den første transperson nogensinde.
'Tangerine' kan streames på Filmstriben.

Kitana Kiki Rodrigues og Mya Taylor i 'Tangerine'.
‘CALL ME BY YOUR NAME’, 2017
“Er det bedre at tale eller at dø?” Det spørgsmål er et af de vigtigste i filmversionen af bogen ’Call Me By Your Name’. For skal man rive hjertet ud og forfølge sine følelser med fare for at blive afvist, eller er det lettest blot at dø? Filmen var egentlig ikke tænkt til at ramme et bredt publikum, men de færreste har kunnet stå for den charmerende og vedkommende kærlighedshistorie mellem 17-årige Elio og hans fars assistent, den ældre Oliver, som finder sted i 1980’ernes Italien. Heller ikke Oscar-akademiet, som gav filmen prisen for Bedste filmatisering af et manuskript.
'Call Me By Your Name' kan streames på Viaplay.

Timothée Chalamet i 'Call Me By My Name'.

Sponsoreret indhold
ELLE anbefaler

Her er Rihannas bedste looks fra hendes anden graviditet

Kylie Jenner er den seneste kendis, der tager ’quiet luxury’-stilen til sig

Clara Svane: Denne prisvenlige olie bruger jeg til ansigt, krop og hår

Katie Holmes har fundet en helt ny version af far-sandalen – og du vil elske den

Disney i stærk modvind for Ursulas makeup i 'Den Lille Havfrue'
