CEO Ulrik Garde Due: ”Det er skønheden, der hersker i Paris."

Da jeg var 17 år gammel, tog min far mig med til Paris for første gang. Allerede dér følte jeg, at det var en by, som jeg blev nødt til at udforske og prøve at bo i. I 1986 blev jeg ansat som kommerciel konsulent på den danske ambassade i Paris, og siden har jeg boet i alt 14 år i byen ad fire omgange – senest flyttede jeg tilbage for to år siden sammen med min partner. Jeg har også boet i New York, London og Tokyo, og jeg har været hjemme i København, men det er i Paris, at jeg føler mig mest hjemme.

Det er skønheden, der hersker i Paris. Både i arkitekturen og i byens snegleformede opbygning med de mange forskellige arrondissementer. Det betyder, at selv om du befinder dig i en storby, er der mange små intime kvarterer – en slags byer i byen – som står i kontrast til de store boulevarder og er med til at gøre byen overskuelig at bevæge sig rundt i.

Pariserne er kendetegnet ved deres elegance og arrogance. Elegancen ser man i deres måde at klæde sig, udtrykke sig og gebærde sig på. Franskmændene har god stil, og pariserne i særdeleshed. Arrogancen er ret kendt, franskmændene er jo stolte og synes ofte, at de har nok i sig selv, og at Frankrig har alt at byde på. Men forstår man at tage det med et glimt i øjet, kan man få en masse ud af den.

Jeg har altid været tæt knyttet til Latinerkvarteret, som også var dér, min far tog mig hen, den første gang jeg var i Paris. Vi besøgte Place de Furstemberg, som er en meget smuk og fotogen lille plads i det 6. arrondissement. Der sad der en mand og spillede violin, og fordi pladsen er så intim, opstod der en helt særlig akustik og stemning, næsten som i et amfiteater. Det er et sted, jeg altid tager folk med hen, fordi det for mig er essensen af stemningen i Paris og Latinerkvarteret især. Bagefter tager jeg folk med på sejltur op og ned af Seinen med afgang fra broen Pont Neuf. Det er en meget turistet ting, men jeg synes, at det er den smukkeste og mest effektive tur gennem Paris, hvor man både får en fornemmelse af byens størrelse, af dens monumenter og af de forskellige arrondissementer.

I nærheden af hvor jeg bor i det 6. arrondissement, ligger restauranten Le Petit Lutetia. Det er et klassisk fransk brasserie med et twist i form af det meget dynamiske og sjove klientel, som kommer der. Især kommer der mange teaterfolk, som spiser efter teatertid, fordi de har længe åbent, og fordi de serverer god, klassisk brasseriemad.

Jeg holder også af Café au Sauvignon. Det er en familieejet café gennem flere generationer, hvor jeg altid tager hen for at bestille en café au lait, som de serverer præcis, som jeg godt kan lide det: med den varme mælk i en lille kande ved siden af kaffen, så man selv kan få lov til at dosere.

Jeg er opvokset ude ved vandet nord for København, og som ung var jeg en aktiv sejler. Derfor savner jeg ofte havet i Paris. Seinen hjælper lidt, men det er ikke det samme som de åbne syn ud over Øresund, som man har mange steder i København.
Til gengæld er der sket en skøn udvikling i Paris de senere år i form af en cykelkultur, som skal være med til at gøre byen grønnere. Jeg har derfor ikke længere bil, men bevæger mig kun på cykel, løbehjul og til fods. Det gør noget for stemningen i Paris, og på cykel genfinder jeg noget af det, jeg kender hjemme fra København.

Paris er en by, der aldrig rigtig ændrer sig. År efter år kan man genfinde den samme stemning. Selvfølgelig bliver der bygget nyt, men den grundlæggende infrastruktur ændrer sig ikke. Kender man først sin vej rundt, er det nemt at føle sig hjemme igen, når man vender tilbage.

Jeg ser Paris som min base, men jeg deler min tid mellem at være her og i København. For mig er det the best of two worlds.