Paris Hilton iført lyserød kjole
Foto: Mega
Se min kjole

Så mange kjoler skal Paris Hilton bruge til sit bryllup

af Mariah Leitisstein 25/08/2021
"Say Yes to the Dress" - og det må man i sandhed sige, at Paris Hilton gør. Modeikonet nøjes nemlig ikke med én kjole til sit bryllup, men har derimod flere af slagsen i ærmet.

Intet mindre end ti kjoler kan gøre det, når den 40-årige, Paris Hilton, skal gå op ad kirkegulvet.

Det fortalte den Netflix-aktuelle realitydiva til den amerikanske talkshow-vært, Jimmy Fallon, i 'The Tonight Show Starring Jimmy Fallon', hvor hun afslørede detaljer om, hvad der skal ske på den store dag, hvor hun skal sige 'ja' til kæresten Carter Reum. 

Og nej, det bliver bestemt ikke en stille affære. Men hvem havde også forventet det? 

"Det kommer nok til at blive en tre-dages-ting. Vi har en masse, der skal ske," siger hun om den helt store bryllupsplanlægning. 

Der er meget at holde styr på, men én ting er dog allerede på plads, og det er naturligvis kjolerne. 

"Masser af kjoler. Nok ti. Jeg elsker at skifte outfits," fortæller hun til Fallon. 

 

I samme omgang fortæller hun, at kæresten ikke forventer at skifte tøj helt så mange gange, som hun. "Han er nemlig ikke 'lige så besværlig'," fastslår hun. 

I videoen herunder kan du se, hvordan dette forlød sig.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Og for alle os, der nu sidder og er kede af, at vi ikke har fået en rigtig invitation til Paris Hilton-brylluppet, så bare rolig, der er håb.

'Cooking With Paris'-stjernen er nemlig i fuld gang med at optage en ny realityserie, der blandt andet skal dokumentere det store bryllup.

Læs også: Derfor skal du se 'Cooking with Paris' 

"Jeg føler bare, at med min dokumentarfilm, 'This Is Paris', sluttede det på en måde, der, du ved, var fantastisk, men jeg vil bare gerne have, at mine fans ser, at jeg fandt prinsen på den hvide hest," siger hun. 

Paris Hilton er lige nu aktuel med Netflix-serien 'Cooking With Paris", hvor hun inviterer sine kendte venner indenfor i et forsøg på at blive bedre til at lave mad. Det skal jo til, når hun om ganske kort tid skal være både hustru og mor. 

Læs også: Har Magic Mike fundet sit livs dansepartner?

Vi kender Paris Hilton som model, DJ, realitydiva og ikke mindst modeikon. Dette skyldes også, at mange gør hende kunsten efter. Eksempelvis kan du i galleriet herunder se, hvordan Kendall Jenner i flere tilfælde har ladt sig inspirere af Paris Hilton, når det kommer til valg af outfits.