Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD
Bolig

Kom med hjem til Bea Fagerholt: "Alle grinede af mig, fordi jeg insisterede på at have hvide sofaer, som jeg altid har haft, efter vi fik børn".

Af MISSU SCHNEIDERMANN 14/11/2022
Selv om Bea Fagerholt kun omgiver sig med langtidsholdbare møbelklassikere og ting, hun virkelig kan lide, insisterer hun på, at alting skal bruges – og i øvrigt kun bliver pænere af lidt patina. Kom med ind i et hjem, hvor du ikke skal tage skoene af, og hvor alt kan ryddes op på 20 minutter.

Bea Fagerholt, medstifter af moderfællesskabet To The Moon, Honey. Bor sammen med sin kæreste, Taus Abildgaard, kreativ direktør i Drive Studios, og deres børn, Frank på 5 år og Woody på 3 år i en herskabslejlighed på 200 kvm på Østerbro.

Da Bea Fagerholt og hendes kæreste for syv år siden flyttede ind i herskabslejligheden på Østerbro, var den ikke ny for hende. De overtog den nemlig efter Bea Fagerholts mormor, og lejligheden havde på daværende tidspunkt været i familiens eje i 50 år. Hun havde haft sit eget værelse hos mormoren, da hun var barn, det samme værelse som havde været hendes mors, og som i dag er familiens kombinerede vaskerum og walk in-closet.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Så kærligheden til lejligheden eksisterede allerede, da den skulle gøres til bolig for Bea Fagerholt og hendes kæreste og siden deres to drenge, der i dag er henholdsvis fem og tre år. Derfor gav de kun lejligheden en nænsom istandsættelse, hvor de satte i stand, men ikke lavede om.

De ville bevare de originale snit og detaljer, der udgør en del af charmen, og den største forandring var, at de satte et nyt køkken ind, da det gamle ikke fungerede optimalt.

“Det vigtigste for mig er, at mit hjem er hyggeligt og funktionelt. Men når det er sagt, har jeg også en vis æstetik, som er gennemgående. Alt, jeg har i mit hjem, er noget, jeg har taget stilling til, og som betyder noget for mig, og jeg lever efter parolen “buy cheap, buy twice”. Hvis jeg ikke har råd til det, jeg rigtig gerne vil have, vil jeg hellere undvære. Det er jeg vokset op med, og derfor har jeg altid gået efter kvalitet og langtidsholdbare ting. Men mit hjem er også en samling af ting, jeg har fundet på forskellige loppemarkeder, DBA og auktionshuse, som jeg flittigt følger,” fortæller Bea Fagerholt.

Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD

LIVET MÅ GERNE SES
For Bea Fagerholt er hjemmet hendes base og det sted, hun holder allermest af at være. Derfor går hun går op i, at det spiller, også i forhold til børnenes behov. Et eksempel er en legekrog i køkkenet, hvor børnene kan lege, mens de voksne laver mad. I det hele taget skal der være plads til liv i hjemmet, og det betyder, at alt kan – og skal – kunne tåle at blive brugt i det liv, de gerne vil leve, omgivet af de ting, de holder af.

“Alle grinede af mig, fordi jeg insisterede på at have hvide sofaer, som jeg altid har haft, efter vi fik børn. Men altså, alt betræk tages af og vaskes, og så går det nok, også med en plet eller to. Min kæreste og jeg indgik tidligt en pagt om, at alt skal bruges, og at vi ikke gider at stresse over det,” siger Bea Fagerholt, som selv er vokset op med møbelklassikere i sit barndomshjem og på den måde fået ind med modermælken, at man gerne må kunne se, at tingene rent faktisk bliver brugt.

“De fleste af vores møbler er af naturmaterialer, som jeg synes kun bliver pænere med tiden og patinaen. Der er heller ingen, der skal tage skoene af i vores hjem – vi har altså en støvsuger og gør rent. Gulvene er over 100 år gamle, og jeg tror nok, der har været fester, og folk har gået på dem med sko på, og de er stadig flotte.”

Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD
Køkkenet satte Bea og hendes kæreste ind, da de overtog lejligheden. Elementerne er fra Ikea med autolakerede fronter og greb fra Københavns Møbelsnedkeri. ”Vi havde ingen penge, da vi havde købt lejligheden, og det her var det bedste og billigste køkken, som har fungeret virkelig godt.” Vitrineskabet er fra Ikea og autolakeret.

OPBEVARING ER KING
Udover de herskabelige indslag som stuk, sildebensparket og fyldningsdøre er noget af det første, man lægger mærke til ved Bea Fagerholts hjem, at der er luftigt og ryddeligt – ikke mindst i betragtning af, at hun har to små (rodende) børn.

“Haha, jeg har da også ryddet op, inden I kom,” griner hun og afslører hemmeligheden bag al den orden. “Det gælder om at have nok opbevaringsplads, og at alt har en bestemt plads. Vi har gjort meget ud af og brugt meget tid på at finde et system, og det er lettere sagt end gjort. Det er stadig work in progress, men jeg er nået så langt, at det nu tager mig max 20 minutter at rydde hele huset op, selv om det flyder med legetøj og huler i alle rum,” siger Bea Fagerholt, der er taknemmelig for lejlighedens dybe, indbyggede skabe i gangen, som er blevet suppleret af en stor snedkerbygget reol med skabe nederst i spisestuen og klædeskabe i børneværelse og walk in-closet.

Selvom Bea Fagerholt ved, hvad hun kan lide og køber for at beholde, er hendes hjem alligevel i evig forandring og udvikling. For eksempel er hele lejligheden lige blevet malet i nye farver.

“Farver i min verden er ikke pangfarver, men douce og afdæmpede lyse toner, som alligevel giver noget stemning og indramning af et rum. Vi har for første gang også valgt farver til lofter og stuk – det føltes dristigt, men jeg er vildt glad for det.”

Desuden har parret sidste efterår købt sommerhus, hvilket har gjort lejligheden til en udpræget hverdagsbase, og så tager de på landet i weekenden.

“Da vi overtog sommerhuset, gav vi lejligheden en ‘hovedrengøring’ på møbeldelen og fik ryddet rigtig meget ud og op. Vi elsker livet på landet, men nyder også at komme ind til lejligheden, når vi ikke har været der et par dage – det er lidt som at blive nyforelsket i sit hjem.”

Se flere billeder fra Bea Fagerholts bolig herunder:

Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD
Den sikre smag kommer ikke fra fremmede. Den enkle lysestage er tegnet af Bea Fagerholts far, Nils Fagerholt, der var arkitekt og professor i industrielt design, og stammer fra barndomshjemmet. Tehætten er fra Skall Home. T.v. Jakke fra Babett, ballerinaer fra Chanel. Maleriet er af den amerikanske kunstner Linda Levit.
Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD
Vue fra stuen ind i spisestuen. Væggene er malet i farven Sommersne fra Jotun, mens lofterne er malet med Ammonite fra Farrow & Ball. Den gule lænestol er fundet på auktion hos Bukowskis, puden er fra Karmo Shop. Billedet over stolen har hængt i Beas barndomshjem, maleriet til venstre er af Christian Rex van Minnen.
Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD
Sofaen fra Kalejdoroom fungerer, trods sin hvide farve, fint med små børn, fordi betrækket kan tages af og vaskes. Puderne er fra Heim, sofabord i sten fra &tradition.
Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD
Den store reol i spisestuen har Bea designet sammen med snedker Dan Madsen fra Nørrebro Snedkerservice for lidt over tre år siden. Egentlig ville Bea have den malet i en latte-beige nuance, men hendes mor udfordrede hende til at vælge en mere iøjnefaldende farve. ”Jeg lå søvnløs på Læsø, mens malerne var i gang herhjemme, men jeg blev så glad for resultatet.” Det smarte ved skabene nederst i reolen er, at man kan gemme alt fra stearinlys og farvegrej til servietter ud af øjesyn, men lige ved hånden.
Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD
Bag ved sofaen i stuen har Bea og hendes kæreste deres arbejdsbord, Poul Kjærholms PK55. Messingpendlen fra Anour var det første, parret købte, da de flyttede ind i lejligheden, fordi ”den er så sindssygt flot”.
Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD
Med to små børn gælder det om at vide, hvad der virker, og beauty-rutinen er hurtig og effektiv. Her Bea Fagerholts favoritter, bl.a. tørbørste fra Karmameju, hårbørste fra Mason Pearson og Hydra Serum samt Body Oil fra Honey, som Bea Fagerholt og hendes makker, Liv Winther, selv har skabt i To The Moon, Honey
Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD
Badeværelset står stort originalt. Da Bea var lille, havde mormoren indbygget badekar, som blev skiftet ud med en almindelig bruser. ”Men jeg ville have badekar, og med hjælp fra Aquadomo blev alt målt op på millimeteren, og vi fik plads til både vask, badekar og brusesektion.”
Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD
I det, der engang var Beas mors værelse og senere Beas værelse hos mormor, har Bea og hendes kæreste indrettet et kombineret vaskerum og walk in-closet. Elementerne er, ligesom i køkkenet, fra Ikea sprøjtemalede fronter og greb fra Københavns Møbelsnedkeri.
Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD
Soveværelset er for nylig blevet malet i farven Pink Soon fra File Under Pop. Sengegavlen er en kollektionsprøve, det lille sølvspejl er fundet i en antikhandel. Sengebordene, som er speciallavede i støbejern, stod oprindeligt bag sofaen i stuen, men passer nu passer perfekt på hver side af sengen, efter de udvidede den til en 2-mandsseng, fordi deres yngste altid kom ind i løbet af natten.
Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD
Frank på 5 år og Woody på 3 år deler værelse – eller rettere værelser, for i stedet for, at de sover hver for sig, har de et legeværelse og et soveværelse, hvor der ifølge Bea er ”en hyggelig sovesalsstemning”, når der skal læses godnathistorie og puttes. Selv om der er skruet en anelse op for farverne, harmonerer børneværelserne med resten af boligen.
Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD
Tapetet er fra Tapet-Cafe, som Bea faldt for, da hun var gravid med Frank. ”Jeg elsker væg til væg-tæppet, som er blødt og dejligt at ligge og lege på – og lydløst, når man går på det.”
Foto: MARIE LOUISE MUNKEGAARD
Beas to sønners legeværelse er gjort fint med plakater fra To The Moon, Shop og bøger og legetøj i reolerne, der er malet samme farve som væggen. Loftlampen er fra Isamu Noguchis Akari-serie.

Sponsoreret indhold

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2023-10-12/dagmar.png

Frakke, House Of Dagmar, 6.310 kr.

Køb her
/2023-10-12/the-garment.png

Kjole, The Garment, 2.530 kr.

Køb her
/2023-10-12/manu.png

Stiletter, Manu Atalier, 3.020 kr.

Køb her
/2023-10-12/lie.png

Øreringe, Lie Studio, 1.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/second-female.png

Frakke, Second Female, 2.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/opera-sport.png

Top, Opéra Sport, 1.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/agolde.png

Jeans, Agolde, 2.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/rotate.png

Nederdel, Rotate, 1.600kr.

Køb her
/2023-10-12/saint-laurent.png

Taske, Saint Laurent, 14.090 kr.

Køb her
/2023-10-12/atp.png

Støvler, Atp Atelier, 5.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/corali.png

Halskæde, Corali, 6.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/cnd.png

Neglelak, CND, 130 kr.

Køb her