Guldsmed Marlene Juhl Jørgensens lejlighed i to etager er fyldt med unikke rejsefund

Det var et bevidst tilvalg af byen, der for seks år siden fik guldsmed Marlene Juhl Jørgensen til at flytte ind i sin toetagers lejlighed i det gamle København. Ikke fordi enderækkehuset med en stor, solrig terrasse i Hellerup ikke var skønt, men hun manglede noget.

”Det var et vidunderligt hus, men jeg savnede alt ved byen. Jeg er ret impulsiv, og jeg kan godt lide at gå rundt til dagens forskellige gøremål. At gå lange ture i skoven begyndte at kede mig, for man skal jo også gå tilbage igen, og der var der ikke ret meget at opleve,” siger Marlene Juhl Jørgensen, der ikke har fortrudt et eneste sekund, selv om mange venner stillede sig lidt undrende over for hendes valg.

”Mange spørger ”er du stadig glad for byen?” Det er jeg, jeg bruger byen, jeg går ud og spiser, og jeg er nysgerrig af natur, og den nysgerrighed på verden bliver fodret mere i byen. Jeg fortryder overhovedet ikke, at jeg var ude af byen i 15 år, det var skønt, og det ville have ærgret mig ikke at prøve det,” forklarer Marlene Juhl Jørgensen, der er opvokset i Vedbæk.

Da hun var i lære som guldsmed, boede hun i Dronningegården i indre København, inden hun flyttede til New York, hvor hun boede i fire år, bl.a. som guldsmed-studerende på Parsons School of Design.

Alt har en historie
Det var i New York, hun fandt mange af de loppefund, hendes hjem er indrettet med i dag. Interessen for gamle sager med historie har hun med hjemmefra, hvor hendes forældre samlede på kunst, og hendes mor tog hende med i antikvitetsbutikker og ”købte alt muligt”.

”Da jeg boede i New York, brugte jeg al min vågne tid, der ikke handlede om smykker, på at gå på loppemarkeder. Dengang var der så mange crazy fede ting at få fingrene i, og det gik amok med loppefund,” griner Marlene Juhl Jørgensen, der fyldte sit hjem med interiør og remedier fra loppemarkederne. Fra en lækker kaffetragt i metal, så hun slap for at have en grim en i plastic, til borde, rivejern og dimser.

”Alt var amerikansk og fantastisk, og der var et kæmpe udbud af bøger på gaden, fordi det var en af de få ting, folk bare måtte sætte bod op for og sælge. Rigtig mange af bøgerne i mine to bogreoler stammer fra dengang, hvor coffee-table books var nærmest ubetalelige i Danmark. Men i USA kostede de ikke ret meget, og jeg købte flere om ugen.”

Da Marlene Juhl Jørgensen flyttede tilbage til Danmark, blev de fleste ting shippet med hjem. Først til familielivet nord for København, hvor hendes børn blev født og voksede op. Nu er de flyttet hjemmefra, men mange af tingene fra New York-tiden findes stadig strøet rundtom i hendes højloftede lejlighed i den gamle del af Indre By.

”Spørg mig til hvad som helst i mit hjem, og jeg kan fortælle dig en historie om netop den ting. Alt har en historie for mig. Når jeg sidder og kigger på min bogreol, er det som at rejse rundt i min hukommelse. Ting med minder og historier giver mig mulighed for at rejse mit liv igennem og få genopfrisket forskellige oplevelser, jeg har haft, og huske de mennesker, jeg har kendt. Det gælder både bøger og ting og tøj, for den sags skyld. Jeg har altid minimum én ting på, som er vintage-, loppe- eller rejsefund,” siger Marlene Juhl Jørgensen.

Ikke for korrekt
Selv om Marlene Juhl Jørgensens hjem er kræs for æstetiske øjne, er det ikke et resultat af koordinering eller et ønske om at bevare en bestemt stil. Tværtimod.

”Jeg har ikke én stilart, jeg sværger til, og tingene i min lejlighed har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre. Jeg har mine yndlingsfarver, mørkeblå og mørk pink, og selvfølgelig arbejder underbevidstheden i den retning, men det er ikke tilsigtet. Når noget bliver for smukt og overvejet, kan jeg ikke rigtig være i det; når det bliver for korrekt, skal det have et tvist. For eksempel i form af et askebæger med et dødningehoved, det skal ikke være for højtideligt. Det gælder også mine smykker, det må ikke blive for fint,” forklarer Marlene Juhl Jørgensen.

Hendes lejlighed ligger i den gamle ejendoms to øverste etager. Her var tidligere værksted, fabrik og siden statens kontorer, og det bliver man mindet om af de mange industrielle detaljer, der går igen i hele lejligheden.

Og den helt afgørende faktor for, at valget faldt på netop denne lejlighed og ikke en anden, som hun også var fristet af, var den store terrasse. For med den kunne hun få både bylivet, hun savnede, og udelivet. Og i modsætning til den anden lejlighed ligger denne terrasse helt privat – og i læ.

”Mange steder skal du ind midt på sommeren, før du kan spise ude, fordi det blæser, men her kan jeg bruge uderummet fra før påske til november, hvor vi har siddet ude og spist med varmelamper. Og så har jeg et skur, der går i hele terrassens længde, hvor jeg kan have alt det fnidder-fnadder, jeg tidligere havde i mit haveskur. Skuret er proppet med kurve i alle afskygninger til opbevaring af alt muligt: værktøj, gryder, potter, pander, alt det, jeg har skrabet sammen, og som man jo kan få brug for.”