The Swift Life: Taylor Swift lancerer ny app til sine fans

The Swift Life: Taylor Swift lancerer ny app til sine fans
Foto: All Over Press
I sommers gik Taylor Swift bogstavelig talt under jorden i den digitale verden, da hun slettede alle sine billeder på Instagram såvel som sin officielle hjemmeside, hvilket skabte både nysgerrighed og forargelse blandt millioner af fans.
 
Og mens teorierne om den mystiske forsvinden var mange, kom der pludselig liv på hendes Instagram-profil i form af en række gådefulde slangevideoer, som viste sig at være optakten til to nye singler og et nyt album ’Reputation’ (Psst... som udkommer d. 10. november)!
 
 
Ja, det tør i den grad siges, at Taylor Swifts med sit seneste stunt på de sociale medier, forsøger at nå sine fans på en helt ny måde, som fordrer både minimalisme, mystik og uvished, men også en nærkontakt til hendes mange Swifties, som hendes fans populært bliver kaldt.
 
Taylor Swift er nemlig begyndt at Insta-stalke sine fans ved at dukke op på deres Instagram Live-videoer, hvor hun flittigt både kommenterer og liker.
 
 
… Men det var tilsyneladende kun begyndelsen! For nu lancerer Taylor Swift en app, som giver hende mulighed for at komme helt tæt på sine millioner af Swifties. Appen er nemlig designet til, at hun kan interagere med sine mange fans på ét sted. 
 
Læs også: Her er alle teorierne om Taylor Swifts nye single ”Ready for it”
 
Appen hedder 'The Swift Life', og er meget i tråd med den allerede eksisterende Taylor Swift Facebook platform, hvortil Nick Earl, som er med til at designe den nye app, fortæller:
 
”The Swift Life er et inkluderende socialt miljø, hvor Taylor og hendes fans bedre kan være i kontakt med hinanden ved at udtrykke sig i et interaktivt fællesskab”.
 
Taylor Swift selv lover, at The Swift Life-appen vil være til at downloade inden slutningen af 2017, og at den vil inkludere alt fra personlige posts til eksklusive billeder og videoer af stjernen selv, ligesom appen giver Taylor mulighed for at like og dele såvel som kommentere på sine fans opslag. Dertil afslører Taylor, at appen helt eksklusivt vil indeholde Taymojis, posters og stickers, så man rigtig kan forene sig med Swift-universet.
 
Og som om det ikke var nok, tilføjer hun, at der hver uge vil blive lagt nye sange op!
 
Læs også: Her er Kendall og Kylie Jenners hidtil ukendte kusine
 
... Hvorvidt der er tale om sange af popstjernen selv, må tiden vise, men med den nye app er der uden tvivl lagt op til et fortryllende Swift Life-univers, som superstjernen selvfølgelig krydser fingre for, at alle hendes fans tager godt imod:
 
”Jeg tænker, at I virkelig kommer til at kunne lide det her, eller det håber jeg i det mindste,” udtaler hun.
 
Du kan se video-teaseren til den nye app her...
 

 

Relaterede artikler