Mit univers Julius Værnes Iversen
Foto: Kavian Borhani
Mit univers

Kom indenfor hos Julius Værnes Iversen

af Rose Maria Boelsmand 13/09/2021
Personlig stil er mere end bare dit look. Alt, hvad du omgiver dig med – fra bøger til beauty – viser, hvem du er. Og for Julius Værnes Iversen er det kunst, farver og blomster.

Denne artikel blev første gang bragt i ELLEs juninummer 2021

Kunst. Kunst overalt. Og farver og blomster. Det er første­håndsindtrykket, når man træder direkte indenfor i det pi­staciegrønne køkken i hjemmet, der tilhører floristen, Julius Værnes Iversen. Lejligheden ligger i den herskabelige del af København, tæt på blomstergalleriet Tableau, som han ejer.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

"Mine forældre var meget kunstorienterede, og jeg er vokset op i et kreativt miljø. Jeg har altid omgivet mig med kunst og bruger alle mine penge på det. Jeg vil hellere spise havregrød end undvære kunst," siger han.

Det er otte år siden, at Julius Værnes Iversen flyttede ind hos kæ­resten i lejligheden, som han har haft i 22 år. Kunsten og udsmyk­ningen, der går igen i alle rum, er et projekt, de er fælles om og hele tiden bygger videre på.

Læs også: Kom indenfor hos Cathrine Widunok Wichmand

Kunst og blomster i arv

Det er ikke kun interessen for kunst, Julius Værnes Iversen har arvet fra sine forældre. Hans far var, ligesom han selv er, blomsterhandler og er manden bag Bjarnes Blomster, som Julius i dag driver side­løbende med sin egen butik, Tableau.

Tableau fungerer dog lige så meget som udstillingsvenue for kunstnere og designere som egentlig blomsterbutik, ligesom hans egne buketter minder mere om smuk, organisk installationskunst end typiske rokokobuketter.

Julius indgår ofte samarbejder med sine udstillere, ligesom han ofte køber nye værker til sit hjem af dem, der udstiller i Tableau. Blandt andet har han købt et sofabord i mosaik, som er noget af det første, man får øje på, når man træder ind i den solrige stue.

"Det er et unikabord, som jeg har fået lavet særligt hos Laurids Gallée. Motivet er botanisk, fordi det passer godt til mig, men det er sat i kontrast og opdelt i en stillads-struktur, da den slags konstruk­tioner betager mig helt vildt," fortæller han og tilføjer, at kunstneren har en soloudstilling på vej i Tableau til oktober, hvor han præsente­rer flere værker, der alle er made-to-order.

Læs også: Her er sofaen, som er overalt på Instagram

I stuen står også en taburet, som Julius Værnes Iversen selv har de­signet i samarbejde med arkitekten Poul Høilund. Den hedder 'Sit on It' og fås i to varianter; en med sæde i træ og en med sæde i blå mink, som er et ældre samarbejde med Kopenhagen Fur.

Den klassiske helligdom i stuen, sofaen, er hos floristen erstattet af en metalbænk skabt af den cool unge designer Thomas Gayet. Han er repræsenteret af Tableau og lancerer en serie af møbler i løbet af sommeren.

"Alle mine møbler er en slags funktionel kunst,” fortæller Julius og leder opmærksomheden hen på et candyflosslyserødt og københav­nerstanggult frynset virvar i modsatte hjørne af stuen.”Det er faktisk en sækkestol, skjult som kunstværk af Kristine Mandsberg. Den hedder 'Fringe Bomb'," forklarer han.

Masker, ming, murano og katolske ikoner

I de høje, indbyggede skabe i stuen samt rundtomkring på vægge og hylder går en ting igen. Der er Ming-vaser og kinesisk keramik fra gulv til loft.

"Min far samlede på kinesisk kunst, og jeg har nu arvet det. Historisk blev al keramik i Kina lavet specielt til en kejser, og den efterfølgende kejser skulle ved lov destruere alt fra sin forgænger. For at bevare det gravede folk deres keramik ned, og derfor er vaserne med jord på meget værd i dag," fortæller Julius Værnes Iversen og åbner glaslågen til et 3.600 år gammelt eksemplar fra Han-dynastiet, der stadig har jordrester, og som flankeres af de mere kendte blå og hvide porcelænsvaser fra Ming-dynastiet.

Mellem alle de kinesiske kuriositeter dukker en anden raritet op. "Jeg har altid samlet på afrikanske masker og købte min første som 15-årig," fortæller Julius Værnes Iversen.

Han mener, at maskerne kan noget helt specielt udtryksmæssigt, fordi de gemmer på så mange historier og er forbundet med noget ceremonielt, og understreger, at maskerne jo også historisk set har inspireret flere af verdens allerstørste kunstnere, blandt andet Pi­casso, til deres værker.

Hvor maskerne er til pynt, står det anderledes til med den behørige samling af originale Murano-glas fra 1800-tallets Venedig. Glassene kan ofte kendes på deres skulpturelle stilk og farvede udtryk, og hos Julius er de alle gyldne.

"Jeg har det sådan, at ting skal bruges, så det er de glas, vi bruger. Så ryger der et en gang imellem, men sådan er det," siger han. Og den tilgang er meget sigende for Julius' forhold til sit hjem: Til trods for at hjemmet er sin egen kunstudstilling værdig, er han ikke sart.

"Her må du røre ved alt og have hæle på indenfor. Altså, vi dan­ser på bordene i weekenden, så det er ikke her, vi sætter grænser," fortæller han.

I kontrast til de festligheder, lejligheden huser, står de sporadiske indslag af fromme katolske ikoner; altså hellige afbildninger af ka­tolske figurer som jomfru Maria med Jesus eller helgener, som duk­ker op i flere af hjemmets rum.

"Jeg havde en reservebedstemor, der samlede på dem. Hun var ikke selv katolsk, men syntes, de var flotte, og jeg har arvet dem," fortæller floristen.

Læs også: Kom indenfor hos Frederikke Toftsø

Ro og farver

Julius Værnes Iversen betegner sig selv som 'ærkekøbenhavner', da han er født og opvokset i Indre By og har boet hele sit liv inden for en radius af en kilometer. Hans galleri ligger også blot et par minutters gang fra lejligheden.

"Det gør, at jeg ikke differentierer så meget mellem arbejde og fritid. Det hele smelter sammen, men det gør ikke noget, når ens arbejde er en hobby," fortæller han.

Ikke desto mindre oplever han en følelse af ro, når han kommer hjem, og der er ingen tvivl om, at stedet betyder meget for ham. "Det er mit helle i en hektisk hverdag," siger han. Og så er vi tilbage ved farverne.

"Farver betyder meget. Man bliver positiv af farver. Da jeg var ung, boede jeg helt gråt, men jeg nåede til et punkt i mit liv, hvor jeg havde behov for farver. Man bliver glad af dem. Det er jo det samme, blom­ster gør: De sætter kulør på hverdagen og gør en glad."

Sponsoreret indhold

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2023-10-12/dagmar.png

Frakke, House Of Dagmar, 6.310 kr.

Køb her
/2023-10-12/the-garment.png

Kjole, The Garment, 2.530 kr.

Køb her
/2023-10-12/manu.png

Stiletter, Manu Atalier, 3.020 kr.

Køb her
/2023-10-12/lie.png

Øreringe, Lie Studio, 1.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/second-female.png

Frakke, Second Female, 2.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/opera-sport.png

Top, Opéra Sport, 1.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/agolde.png

Jeans, Agolde, 2.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/rotate.png

Nederdel, Rotate, 1.600kr.

Køb her
/2023-10-12/saint-laurent.png

Taske, Saint Laurent, 14.090 kr.

Køb her
/2023-10-12/atp.png

Støvler, Atp Atelier, 5.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/corali.png

Halskæde, Corali, 6.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/cnd.png

Neglelak, CND, 130 kr.

Køb her