21-årige Anna sad i et kvindefængsel i Panama. Her er, hvad hun lærte

I en varevogn fyldt med politifolk og narkohunde sidder Anna Søby Poulsen med syv kvinder. Alle iført identiske hvide T-shirts, koboltblå bukser og håndjern på hænder og fødder.

Da de ankommer til “Centro femenino de rehabilitacion”, går der ikke længe, før Anna indser, at hendes visit ikke har meget med rehabilitation at gøre.

Hun er ankommet til et fængsel.

– Jeg har aldrig set mig selv som kriminel, men sådan følte jeg mig lige der, fortæller Anna.

En måned forinden havde Anna kurs sat mod Danmark, en blød seng og familien på Fyn. Efter sin backpackerrejse i Sydamerika havde hun købt en lille souvenir med hjem fra Peru.

En souvenir, som viste sig at blive til hendes livs værste investering. En pose med 54 gram kokablade.

I Peru er kokablade en normal del af hverdagen, de lokale tygger bladene mod højdesyge eller bruger dem til madlavning eller te.

I Panama er de ulovlige.

Den 11. maj 2022 blev Anna sigtet for international narkotrafik. En dom, som kan give op til 15 års fængsel i Panama. I lufthavnen blev hun lagt i håndjern og kørt til en detentionscelle.

Efter en måned frem og tilbage mellem celler, kontorer, den danske konsul og en betonbænk i foyeren på en politistation, fik Anna plads i Panamas propfyldte kvindefængsel.

Med museskridt, fordi håndjernene om fødderne gjorde alt andet umuligt, bevægede Anna sig ind ad den store port til fængslets udeareal.

De tusind indsatte kvinders nysgerrige blikke betragtede de syv kvinder, som med identisk tøj ikke kunne skjule, at de var “de nye”.

“Hola sexy” og “beautiful bonita” råbte de, fulgte efter dem og henvendte sig især til Anna, fordi hun stak ud, som den eneste med langt lyst hår og blå øjne.

– Det var så overvældende. Jeg følte, jeg var med i en dårlig film, fortæller Anna.

Men fængslet var ikke som på film med betonceller og tremmer.

Det bestod af 12 huse. Mellem dem hang store blafrende lagner og vasketøj i alle farver. Sort, rød, blå og grå var farver forbeholdt vagter og besøgende, så de indsatte bar kun farverigt tøj.

- Jeg mødte en kvinde, som havde en lille olivengrøn leguan klistret til sin skulder. Nogle trissede rundt med egern i snor, andre havde skildpadder i lommen, fortæller Anna.

Overalt mødte hun forskellige lugte. Affald, madrester, afføring, bræk, madlavning eller en brise af hash.

Og så mødte hun huskoordinatoren i det hus, hun var blevet tildelt.

En colombiansk dame, som var dømt for mord. Hendes mørke hår har var samlet i en stram hestehale, hun havde botox i baller og bryster og et meget seriøst ansigtsudtryk. Hun havde altid en keyhanger om halsen, med nøgler til en lille aflåst fryser, som hun kun åbnede tre gange i døgnet.

Hun så sit snit til at udnytte den nye intetanende pige fra Europa.

– Hun ville have mig til at sove der, hvor hun og hendes spansktalende venner sov, så de kunne få noget ud af mig, siger Anna.

Da Anna trådte ind i huset, som hun endnu ikke anede, hvor længe hun skulle bo i, havde følelsen af magtesløshed og ensomhed næsten overtaget hende.

To jævnaldrende piger fra Jamaica og Mexico havde hørt om “den nye pige”, og fortalte hende, at hun ikke skulle følge huskoordinatoren. I stedet kom hun til at bo med de to jævnaldrende piger.

De tog Anna under deres vinger og rykkede sammen i den 70 cm brede seng, så hun kunne få en af deres. De gav hende sengetøj, mad og lånte deres telefon til hende.

– De to piger var altafgørende for, at jeg kunne fungere der, fortæller Anna.

De lærte hendes de uskrevne regler. Hvem man kunne stole på, og hvem man skulle holde sig fra.

At hun ikke skulle betale huskoordinatoren for at bruge fryseren.

Og at banden La Maxima var farlig.

Bandelederen var en lav 60-årige dame, med hanekam, gik altid rundt med en lille blok i hånden, hvor hun noterede sine observationer. Bag sig havde hun et tæskehold, bestående af et par kraftige piger med ar i ansigtet og en kniv i baglommen.

– En gang havde de prøvet at stjæle en halskæde fra en pige, men fordi hun ikke ville af med den, havde de brækket hendes ben, fortæller Anna.

Så den dag La Maxima kom til Anna og spurgte, om nogle leverede penge til hende, vidste hun, at hun skulle svare nej, selv om hendes far kom med ting til hende hver mandag.

Når man fornemmede en summen fra himlen, vidste man, at der snart startede et ragnarok.

Nogle indsatte havde kontakt til folk udefra, som dagligt styrede droner ind over fængslet og smed pakker med stoffer eller telefoner.

Vagterne holdt øje konstant, og så snart de fik øje på droner, blæste de i deres fløjter, og et kapløb, om hvem der først kunne få fat i pakkerne, begyndte.

– En dag kom der 16 droner. Det var så ubehageligt, fordi vagterne sprayede peberspray, som blev spredt med vinden, fortæller Anna.

Anna forklarer, at de pakker betød alverden for de indsatte. En dag var der en kvinde, som skar en anden i ansigtet, for at aflede vagterne.

Anna lærte, at når fløjterne lød, gjaldt det om at komme væk. Det var den nemmeste måde at holde sig i live på.

Og blev man set i forbindelse med pakkerne, kunne vagterne finde på at notere ens navn ned og hive det frem, når man har afsonet sin dom. Så kunne man lige få et par år oveni.

Som tiden gik, blev det alligevel en slags hverdag i det hektiske fængsel.

Anna distraherede sin uvished ved at tegne, hækle og lave yoga. Og når dørene en gang imellem blev åbnet, spillede hun basket med en 67-årig russisk kvinde eller løb i ring rundt om banen.

Anna var ikke længere “den nye pige” men “hende der løb”.

Kaos og larm blev en del af det.

– Man vænnede sig til rotter i sengene, aldrig at vende ryggen til sine værdier og lyden af en blæser, der mest af alt lød som et fly, som var ved at lette, siger Anna.

Hver nat frygtede man razzia på værelserne.

– En nat stormede alle vagterne pludselig ind i vores hus og gennede alle ud. Mens alt blev endevendt, fortæller Anna.

Flere indsatte sov uden tøj på, for at vinde ekstra tid til at gemme sine ulovlige ting, hvis der kom razzia.

Anna havde en ulovlig telefon, som hun delte med de to piger.

– Vi havde et af de bedste skjulesteder, fortæller Anna, som ikke vil afsløre stedet, fordi mange af de indsatte følger med i medierne.

Selv om Anna vænnede sig til kaos, udspekulerede personligheder og kost bestående af ris, kylling, hvidt brød og kogte pølser, var det en lettelse, da hun fik at vide, at hendes dom var blevet forhandlet ned på fire år.

En dom hendes familie kunne købe hende ud af med dagbøder, så hun kun havde tre uger tilbage.

Men det var samtidig en ambivalent følelse.

– Jeg måtte holde det hemmeligt. Ellers ville nogle måske prøve at spolere det eller få nogle ting ud af mig, fortæller Anna.

Og selv om hun ikke så sig selv som kriminel, følte hun sig alligevel heldig over at skulle ud.

– Det var så mærkeligt at gå og være glad, når jeg vidste, at for eksempel min veninde fra Jamaica, som har det bedste hjerte, skal være der ni år endnu, mens hendes toårige søn venter på hende derhjemme, fortæller Anna.

Hun forklarer, at selv om hun vidste, at det var folk, som har gjort noget forkert, så var det også folk, som ikke har haft det nemt.

Og hun holdt af dem for deres personlighed.

På vej ud ad den store port, sagde den 67-årige russiske dame til Anna, at hun aldrig måtte glemme hende. Det kommer hun nok aldrig til.

Denne artikel blev første gang bragt på Femina.dk