Modeiværksætter Virgil Nicholas: "Det største øjeblik var at give min far et par loafers"

I 2018 sad jeg hos mine forældre og bladrede gennem et fotoalbum med min søn Vinny på skødet. Efter vi havde været gennem en masse billeder, gik det op for mig, at mine brødre og jeg kun havde lædersko og loafers på som børn. Mine forældre er congolesere, et folkefærd med en kæmpe forkærlighed for pænt, klassisk tøj. Og fordi Congo var en belgisk koloni gik min mor og far i skoler med uniformer og blev indoktrineret med preppy stil. Den interesse og kærlighed for god stil og lædersko arvede vi børn. Lige der med min søn i skødet og fotoalbummet åbent, mærkede jeg, at jeg kunne føre den arv videre til min egen søn og samtidig skabe noget nyklassisk og tidsløst. Det blev startskuddet til Vinny’s.

Mode var bare en hobby for mig. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle arbejde med det. I 2008 startede jeg bloggen Superbial, fordi jeg ville skabe et community omkring kunst, kultur, musik og mode. Egentlig drømte jeg om at studere jura, og jeg arbejdede ved kammeradvokaten for at lære miljøet at kende. Mens jeg var der, lavede jeg for sjov nogle T-shirts til mig selv. Min kollegas kæreste var meget interesseret i dem, og sammen startede vi tøjmærket Les Deux.

Les Deux fik hurtigt at gå på, og Superbial voksede sig stort og kom bredt ud, så jeg droppede ud af jurastudiet for at dedikere mig til det. Men jeg kunne mærke, at Les Deux gik for stærkt, det voksede simpelthen for hurtigt og blev for kommercielt til, at jeg kunne se mig selv i det. Efter fire år stoppede jeg i Les Deux og begyndte at arbejde som rådgiver og konsulent for modeagenturer, tøjdistributører og forretninger og som stylist for mange kendte danskere. Der var mange i min omgangskreds, der så det som et hårdt slag, da jeg stoppede i Les Deux. Men jeg vidste, at øjeblikket nok skulle komme, hvor jeg lavede det mærke, jeg ville.

Da jeg startede som personlig stylist, var det ikke rigtig en ting i Danmark. Jeg stylede blandt andet Peter Falktoft, Esben Bjerre, Remee og Christopher. Jeg skabte udtryk for stjernerne, og det gav mig en fod indenfor hos brandsene. Efter halvandet år lukkede jeg ned for stylingen og lavede koncepter, markedsføring og PR for brands som Tommy Hilfiger, Gant Rugger, Garment Project, Hummel og NN07.

Jeg har lært at stole på min mavefornemmelse. Min mavefornemmelse og intuition har bragt mig hertil, også når jeg har taget rigtig svære beslutninger. For andre kan det måske virke åndssvagt eller naivt, men det er mit kompas, og det har vist sig at være ret effektivt.

I 2018 fandt jeg lysten til at skabe et mærke igen. Jeg blev frustreret over, at alt i markedet var ensformigt, og alle brands ville have den samme playbook, når jeg skabte koncepter for dem. Jeg fik lyst til at sætte mit eget præg på modebranchen, og overraskende nok var det sko, jeg havde lyst til at lave. Egentlig skulle Vinny’s bare være et hobbyprojekt, hvor jeg kunne være hundred procent kompromisløs med mit design, mine idéer, ambitioner og markedsføring. Det tog mig tre måneder at kuratere de første ni billeder til Vinny’s Instagram- feed. Det er fuldstændig latterligt, men jeg elsker at nørde ting.

Alt, jeg lavede i Superbial, Les Deux og som konsulent føltes som svendeprøven til Vinny’s. Uden jeg har vidst det. Vinny’s er akkumulationen af alt det, jeg har været ude i, og endelig fik det afløb. Du skal være tosset eller have is i maven for at designe åbne lædersko til danske mænd og lancere dem i november. Det giver ingen mening. Men jeg tænkte, at hvis det ikke lykkedes, havde jeg mistet min føling og finger på pulsen, og så måtte jeg få et corporate job. De første 200 sko vi sendte på gaden blev udsolgt på tre uger.

Jeg er ikke designer, jeg tænker konceptuelt og havde en klokkeklar idé om, hvad jeg ville have, som jeg fik andre til at illustrere for mig. De første Vinny’s loafers startede med en stregtegning, som jeg sendte til en ven, og pludselig gik det hurtigt. Så hurtigt, at det var svært at følge op på efterspørgslen og balancere en forretning med et privatliv. Det første halvandet år var jeg alene om Vinny’s, og jeg sneg mig nogle gange til en lur på Shurgaard-lageret, hvor skoene stod.

Det er nemt at omsætte for en masse penge, men at få en virksomhed til at fungere kræver et overblik, ikke alle kreative har. Jeg vidste, at jeg blev nødt til at ansætte en administrerende direktør til at tage sig af forretningsdelen, men jeg blev overrumplet over, hvor hurtigt jeg blev nødt til det. Som kreativ er det nemt at miste modet i alt det her, og der er det vigtigt at finde en sparringspartner, der ser drømmen med dig og kan udfordre dig.

Det største øjeblik at give min far et par Vinny’s. Det var en følelse af stolthed, jeg aldrig havde turdet drømme om at mærke. At se mine forældre være stolte over de indflydelser, de har præget os med, var full circle.