Foto: Kavian Borhani
Agenda

Katherine Diez om abort: "Undskyld mig for at accelerere fra 0 til 100 på et sekund. Det sker, når jeg er oprevet"

af Katherine Diez 31/08/2022
Med omstødelsen af Roe v. Wade har den amerikanske højesteret erklæret krig mod kvinders ret til at bestemme over deres egen krop. Og kulturjournalisten og debattøren Katherine Diez har måtte sande, at det ikke kun er på den anden side af Atlanterhavet, at et inhumant kvindesyn kan finde fodfæste.

“DU HAR TO SJÆLE på samvittigheden. Må du i dit næste liv selv ende som en abort.”

Sådan kunne et sammenkog af nogle af internettets tastaturkrigere lyde fra kommentarfeltet under et nyligt opslag på min Instagram. I opslaget havde jeg skrevet om, at jeg havde fået foretaget to aborter. Én, da jeg var 16 år gammel, og én i en ikke så fjern fortid. Jeg havde også skrevet om, hvorfor det er min ret som et menneske med en livmoder selv at bestemme over den, ligesom det er min ret ikke at afgive forklaring eller forsvare de personlige grunde, jeg havde for at gøre, som jeg gjorde.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Det var mig magtpåliggende at skrive sådan et opslag, fordi jeg erfarede, at nogle danskere mente anderledes, da højesteret i USA i slutningen af juni fangede hele verdens opmærksomhed med omstødelsen af Roe v. Wade.

At nogen dog kunne finde på at holde mig som gidsel i deres kristne, formynderiske retorik, havde jeg simpelthen ikke åndsevner nok til at forestille mig. Det er muligt, at det direkte står skrevet i grundloven, at vi er en evangelisk-luthersk stat. Men vi er da sekulariserede.

Det vil sige, at argumenter, der blot henviser til en religiøs autoritet ikke per definition har nogen tvingende magt i en offentlig diskussion – heller ikke, når den handler om abort. Det er der så alligevel moderne danskere, der tror.

Collage: Mette Boesgaard

Måske var jeg bare så fastgroet i et ekkokammer af etisk og politisk ligesindede, at jeg selv troede, at det at være dansker var det samme som at være kvinderettighedsforkæmper og imod enhver form for statslig tvangsregulering af en kvindes krop.

Jeg troede, at når republikanerne i USA stemte for afskaffelsen af den abort, der i Danmark har været fri siden 1970, så ville vi stå sammen som forenet folk mod de skingrende vanvittige mennesker. For det er ved Gud skingrende vanvittigt at gå i kirke om søndagen og stadig mene, at skydevåben er noget, hver mand bør kunne trække i en automat.

Imens må kvinder, der er blevet gjort gravide mod deres ønske, inkriminere sig selv med helbredet og i værste fald med livet som indsats ved at stikke bøjler op i underlivet. Da jeg for nylig sad til middag med en ung mand, som jeg på forhånd havde skudt til at have alle de samme rigtige, fornuftsbaserede, humanistisk baserede holdninger som mig, gik det op for mig, at jeg var nødt til at skrive dette essay.

“Så længe der bliver født for få børn i Vesten, burde aborten ikke være fri,” sagde han.

Jeg fik næsten maden galt i halsen. Hvordan kan vi i Danmark, som er så relativt forenet og ligestillet et land, leve i så vidt forskellige verdener?

"I modsætning til lille Danmark er USA et stort land med en ubegribelig stor – og farlig – splittelse. Det kommer med skræmmende tydelighed til udtryk i højesterets fordeling"

UNDSKYLD MIG FOR at accelerere fra 0 til 100 på et sekund. Det sker, når jeg er oprevet, og det er den eneste energi, jeg kan skrive om dette emne med. Men vi må turde opholde os i periferien af fatteevnen, så lad os stille og roligt spole tilbage til det, der skete fredag den 24. juni klokken 16 dansk tid.

Det var altså her, højesteret omstødte Roe v. Wade, den dom fra 1973, der legaliserede fri abort i USA. Eller sagt mere præcist, men også mere juraindviklet end en byzantinsk labyrint: den dom, som konstaterede, at delstaternes forbud mod abort inden for svangerskabets første tre måneder var forfatningsstridige.

I modsætning til lille Danmark er USA et stort land med en ubegribelig stor – og farlig – splittelse. Det kommer med skræmmende tydelighed til udtryk i højesterets fordeling. Den består af ni medlemmer; fem mænd og fire kvinder. Men det er altså ikke den lille overvægt af mænd, man bør frygte. Man bør frygte, at dens hårde højreflertal hverken har folkelig opbakning til sin dagsorden eller institutionel legitimitet. Det er et produkt af en fjendtlig overtagelse af domstolene over de 50 år, de konservative har arbejdet ud fra en forståelse af, at upopulær politik, der ikke kan vindes ved stemmeurnerne, kan blive påtvunget amerikanerne af et uansvarligt og ikke-valgbart retsvæsen.

Fem ud af seks af de konservative dommere blev udpeget af præsidenter, der tabte den nationale folkeafstemning. Tag den konservative Amy Coney Barrett. Hun blev udpeget som tronfølger, efter vores store, feministiske helt, Ruth Bader Ginsburg, døde i 2020 (der er kun ni pladser i højesteret, og får man én af pladserne, sidder man der, til man dør). Og hvem blev Barrett udpeget af? Donald J. Trump.

Hvis Barrett tjener, til hun bliver Ginsburgs alder, vil hun være dommer indtil 2059. Hvis ikke domstolen bliver ekspanderet eller reformeret nu, risikerer den at miste sin legitimitet for altid. Dette må man nødvendigvis forstå, før man kan forstå, hvorfor omstødelsen af Wade v. Roe, der nu har forbudt abort i mindst otte stater (det er bare den spæde begyndelse), stikker dybere end en “almindelig lovændring”, som vi kender den herhjemme. Det er et retssystem, der legitimerer krigsførelse mod kvinder. Og der er ingen udsigt til reformation.

OMSTØDELSEN HAR allerede haft groteske konsekvenser. En tiårig pige fra Ohio har måttet rejse 275 kilometer til Indiana for at få en abort, efter hun var blevet voldtaget og gjort gravid. En tiårig pige. Voldtaget. Nægtet abort i sin hjemstat. Den konservative advokat, Jim Bopp, som var med til at forfatte lovgivningen forud for højesterets afgørelse, har udtalt: “Hun ville have fået barnet (i Ohio, red.), og som så mange kvinder, der har født børn som resultat af voldtægt, ville vi håbe, at hun ville forstå årsagen og i sidste ende fordelen ved at få barnet.”

Collage: Mette Boesgaard

"Men dette er ikke en absurd komedie. Det er en absurd virkelighed, hvor mange kvinder i dag har færre rettigheder end deres bedstemødre havde for 40 år siden"

Jeg ved ikke, om man på journalisthøjskolen bliver uddannet i anger management, som skal komme én til hjælp, når man støder på den slags kommentarer.

Jeg selv er blot en skrøbelig humanist fra universitetet og tror måske, at jeg har ødelagt mit tastatur af afmagt og raseri. Og sådan er der millioner af mennesker, der nu har det i USA. Mens de går råbende og grådkvalte på gaden med skilte, der siger ’MIN LIVMODER, MIT VALG’ og protesterer mod omstødelsen af fem årtiers kvinderettigheder, er det de i forvejen mest udsatte piger og kvinder, der bliver allerhårdest ramt.

75 % af alle, der ansøger om abort, er økonomisk og socialt belastede. For en dansk, ressourcestærk kvinde, der har råd til at købe nærværende magasin, er det næsten ubegribeligt, hvad et uønsket barn vil betyde for en kvinde, som lever under USA’s officielle fattigdomsgrænse, og som ikke kan hente megen hjælp hos det offentlige.

Når selv samme kvinde endelig er nået til et out-of-state-abortcenter, hvis hun overhovedet har råd og mulighed for det, må frivillige centermedhjælpere skærme hende med store paraplyer for de kristne antiabort-aktivister, der står ude foran og råber “Du får en sjæl på samvittigheden!” Den formynderiske retorik minder mig om en scene i John Waters’ absurde komedie ’Polyester’ fra 1981, hvor datteren Lulu, som skal have en abort, får en lussing af en abortmodstander med beskeden: “Den er fra Jesus!”

MEN DETTE ER ikke en absurd komedie. Det er en absurd virkelighed, hvor mange kvinder i dag har færre rettigheder end deres bedstemødre havde for 40 år siden.

For at forstå virkelighedens absurditet, må man hente hjælp i kunsten. Den franske forfatter Annie Ernaux skrev nådesløst malende om, hvordan hun i abortforbuddets 1970’ere i Paris ubedøvet og afkræftet af blodtab klamrede sig til en vaskekumme i udenjordisk smerte hos en såkaldt “englemagerske”, der stak strikkepinde op i underlivet på hende.

Hun tænkte ikke på, at hun kunne dø. Kun på, hvordan hun kunne bevare hemmeligheden og undgå retsforfølgelse.De tanker er nu aktuelle for millioner af amerikanske piger og kvinder, hvis livmoder er reduceret til en brik i politikernes krigsspil. Fri os fra det onde. Med vreden. Aktivismen. Protesten. Solidariteten.

Og Ruth Bader Ginsburgs berømte ord fra 1974, året efter Roe v. Wade-sejren, som Gud være lovet har fået en revival: “Vægten bør ikke ligge på retten til abort, men på retten til privatliv og kontrol over reproduktion.”

Jeg dedikerer dette essay til hende. Må hun hvile i fred. Men det tror jeg ikke, hun gør. Hun vender sig i sin grav.

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2022-11-30/aesop_0.png

Håndcreme, A­­­­esop hos Matas, 190 kr.

DKK 190,-
Køb her
/2022-11-30/arket.png

Sweater, Arket, 950 kr.

DKK 950,-
Køb her
/2022-11-30/bogogide.png

Bog, Bog og ide, 140 kr. 

DKK 140,-
Køb her
/2022-11-30/coperni.png

Taske, Coperni, 2.940 kr.

DKK 2.940,-
Køb her
/2022-11-30/cos.png

Sweater, Cos, 590 kr.

DKK 590,-
Køb her
/2022-11-30/cph-living.jpg

Badekåbe, CPH living, 600 kr.

DKK 600,-
Køb her
/2022-11-30/kiehls-.jpg

Ansigtsolie, Khiels, 350 kr.

DKK 350,-
Køb her
/2022-11-30/georg-jensen.png

Julehjerte, Gerog Jensen hos Magasin, 230 kr.

Køb her
/2022-11-30/maanesten.png

Øreringe, Maanesten, 600 kr.

Køb her
/2022-11-30/jaquemus-hos-miinto.jpg

Kjole, Jaquemus hos Miinto, 4.550 kr.

Køb her
/2022-11-30/mango.png

Sko, Mango, 600 kr.

Køb her
/2022-11-30/julekalender-hos-bahne.png

Julekalender, Lakrids by Bülow hos Bahne, 350 kr. 

Køb her
/2022-11-30/rotate.jpg

Top, Rotate Birger Christensen, 3.700 kr.

Køb her
/2022-11-30/glossier.png

Blush, Glossier, 140 kr.

Køb her
/2022-11-30/hamkjobenhavn.jpg

Jeans, Han Kjøbenhavn, 2.000 kr.

Køb her
/2022-11-30/holzweiler.png

Vest, Holzweiler, 2.300 kr.

Køb her
/2022-11-30/ganni.jpg

Nederdel, Ganni, 1.600 kr.

Køb her
/2022-11-30/zara_0.jpg

Jakke, Zara, 800 kr.

Køb her