Pernille Harder: "Da jeg var yngre, manglede jeg selv nogle kvindelige idoler at se op til"

Da jeg var 10 år, begyndte jeg at drømme om, at jeg gerne ville på landsholdet. Jeg drømte om at blive professionel fodboldspiller, jeg ville leve af at spille fodbold, og jeg ville være en af de bedste i verden. Når man vil det så meget, og man har så stor en dedikation, er man villig til at ofre stort set alt. Så er der kun fokus på det, der kan gøre en bedre, så man kan opnå sit mål. Jeg rejste til udlandet, da jeg var 19, og det betød, at skulle væk fra min komfortzone og ud af mine trygge rammer. Jeg har også givet afkald på alt fra familiefødselsdage til bryllupper.

Kvindefodbold i Danmark var lidt usynligt, da jeg var yngre. Det var ikke nogen steder. Det var ikke med til forskellige sportsgalla, og det var nærmest ikke at finde i tv, radio eller aviserne. Det gav mig en uretfærdig følelse i kroppen, fordi jeg selv elskede sporten. Så jeg havde et mål om, at hvis jeg kunne blive en af de bedste, og hvis jeg kunne vinde nogle store priser ude i Europa, så kunne man i hvert fald ikke se igennem fingrene med det i Danmark. Så da vi kom tilbage til Rådhuspladsen i 2017, efter vi havde vundet sølv til EM, og den var helt fyldt med mennesker, der kunne jeg godt mærke, at det lidt var en drøm, der var gået i opfyldelse – at vi havde fået så mange menneskers accept og anerkendelse. Det var en fantastisk følelse. 

Efter jeg havde vundet titlen som Europas bedste kvindelige fodboldspiller to gange, og jeg blev solgt til Chelsea som den dyreste kvindelige spiller i verden, kunne jeg godt mærke, at der var mange forventninger til mig. Når man står i sådan en situation, handler det om at arbejde med det mentale og have nogle værktøjer, så man kan få vendt det til noget positivt og bruge det som en drivkraft. Man skal også have en god selvindsigt og vide, hvad man er god til, hvad man ikke er så god til, og hvad man skal blive bedre til, når man føler meget pres udefra, Det synes jeg heldigvis, jeg kan, fordi jeg har arbejdet med en mentaltræner, siden jeg var 19 år.

Der er mange, der har fået øjnene op for potentialet i kvindefodbolden, og vi kan mærke nu, at det er ved at blive stort, og at fremtiden kun bliver endnu større. Vi har kun set en lille del af det potentiale, kvindefodbolden har.

Jeg synes, der er plads til alle i kvindefodbold. Der er plads til, hvem end man er, og hvem man elsker. Man er meget inkluderende, både mellem spillerne og mellem fans. De fans, jeg har mødt indtil nu, har været meget åbne. Jeg synes ikke, at jeg personligt har mærket meget hate fra fans.  Der er selvfølgelig noget med transkønnede, som stadigvæk skal accepteres, men jeg mærker ikke ret meget racisme eller homofobi i kvindefodbold, og jeg tror også meget, det er det, som kvindefodbold står for. På den måde er vi faktisk lidt forbilleder – og nok mere end herrefodbold fx er. 

Da billedet af Magda og mig blev taget (et billede af Harder og hendes kæreste, Magdalena Eriksson, der kysser efter en kamp til VM i Paris i 2019, red.), og det gik viralt, blev jeg først lidt overrasket. Det var jo ikke lige det, der var meningen. Men da vi kunne se, hvor positiv indvirkning det havde på mange, gik det op for både mig og Magda, at vi faktisk har en platform, og at der er mange, der ser op til os. Det var der, vi fandt ud af, at vi kunne bruge vores stemme og vores platform til at gøre en forskel, så den oplevelse var faktisk lidt en øjenåbner for mig.

Det giver mig rigtig meget, at jeg kan hjælpe andre mennesker. For mig handler det ikke bare om at spille fodbold og blive så god, som jeg kan blive. Det handler faktisk også om, at i og med, at jeg spiller fodbold, og jeg bliver så god, som jeg kan blive, at så får jeg en større platform, og der er mennesker, som ser op til mig. Jeg kan så give de mennesker noget tilbage. Det betyder meget for mig, og det giver mig utrolig meget. Da jeg var yngre, manglede jeg selv nogle kvindelige idoler at se op til, fordi der ikke var så meget eksponering, så det gør selvfølgelig også, at jeg føler, at det er endnu vigtigere, at jeg kan være det idol, jeg ikke selv havde, og at jeg kan vise vej ud fra de værdier, jeg tror på. 

Hvis jeg selv skulle bestemme, hvordan kvindefodbolds fremtid så ud, skulle alle professionelle spillere kunne få en løn, som de ikke bare kunne leve af, men som de også kunne spare op af. Det ville gøre, at man ikke havde den samme stress over, hvad der skal ske, når man er færdig med fodbolden. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skulle have en løn, som herrerne får nu , der er det næsten for meget, men bare så man har en sikkerhed, når man stopper. Jeg ønsker også, at der var en masse talentakademier rundt omkring, så talentudviklingen kunne komme ordentligt igang. Der er så mange talenter derude, der ikke ved, hvordan de får udlevet deres potentiale, fordi der ikke er nogen rådgivning. På den måde taber vi simpelthen så mange fantastiske talenter på gulvet. Det drømmer jeg også om at bruge min tid på, når jeg er færdig med selv at spille – at jeg kan bruge min erfaring fra min egen karriere til at guide andre i forhold til træning, mentalitet og karrierevalg. Jeg tror, jeg vil kunne være med til at skabe en masse godt.

Jeg forventer, at vi går ud og giver den hele armen til EM i London. Vi skal ud og give den en masse energi. Vi skal være modige. Selvfølgelig drømmer vi om, at stå på Wembley og spille finale, men vi ved også godt, at vi har to gode modstandere i gruppespillet, som vi skal forbi først, men der er ingen tvivl om, at vi tror på det, og vi drømmer om det. Det er også vigtigt at sige, at lige meget hvordan resultatet bliver, skal vi stå tilbage med en følelse af, at vi har givet alt, og de mennesker, som har set os spille, skal have en følelse af, at vi har givet alt, og at vi har været modige.