Foto: Lasse Bak Mejlvang
Karriere

Genstarts Anna Ingrisch: "Det er vigtigt at lære værdien af at gøre sig umage"

Af ANDERS RYEHAUGE 30/06/2022
Når hun indtager æteren som vært på den populære podcast ‘Genstart’, virker det som det naturligste i verden, at hun blev journalist. Men det var via kringlede veje, at 33-årige Anna Ingrisch fandt frem til sin rette hylde.

HVIS IKKE MAN kommer fem minutter for tidligt, kommer man for sent. Sådan er Anna Ingrisch opdraget, og derfor er den 33-årige radiovært heller ikke helt tilfreds, da interviewet som resultat af journalistens letsindighed må begynde tre minutter efter det aftalte tidspunkt.

Det er en tidlig forårsdag, solen skinner over København, men uden rigtigt at kaste varme af sig. Selvom Anna Ingrisch har fri fra sin værtstjans på den meget populære podcast ‘Genstart’ på Danmarks Radio, er hun mentalt på arbejde, for krigen i Ukraine opsluger hende de fleste af døgnets timer for tiden. Hurtigt er hun da også så optaget af at snakke om de mange “næsten ubegribelige konsekvenser”, at hun helt glemmer at nippe til kaffen på Café Europa tæt på Storkespringvandet i Indre By.

“Det er så vildt, at min generation jo godt har vidst, at vi har levet i en tid, der har været ekstraordinær, fordi den har været ekstraordinær fredelig i vores del af verden, ekstraordinær globaliseret og med en ekstraordinært stabil verdensorden. Det har vi godt vidst, og alligevel er det udover ens fatteevne, hvad der sker,” siger hun og fortsætter med lynets hast ud i alverdens mere eller mindre relevante afkroge.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Forbi de belæste mennesker i den offentlige debat, der de seneste år har været decideret Vladimir Putin-apologeter, forbi forlydender om, at Putin nu om dage sidder i sin egen boble og træffer alle beslutninger som en vaskeægte despot, og forbi anekdoten, om dengang han be- fandt sig i Dresden, da Sovjetunionen faldt, men i al hast måtte pakke sine ting og spænde fjernsynet oven på bilen og køre hjem til et hjem- land i opløsning med folks skeptiske blikke i nakken.

“Han var så ydmyget. Om det er noget, han har tænkt på, hver morgen han er stået op, er jo umuligt at sige, men der er ingen tvivl om, at han mener, at Storrusland har en berettigelse i verden, og han ser det, som sin mission at genskabe det,” siger hun.

Siden 1. december sidste år har Anna Ingrisch været vært på ‘Genstart’, der hver dag giver lytterne et unikt indblik i én aktuel historie. Når der ikke er krig i Europa, er der i udgangspunktet intet emne, der hverken er for stort eller for småt, så længe der under det åbenlyse er interessante samfundsmæssige perspektiver. Men siden russiske styrker rykkede ind i Ukraine i slutningen af februar, er den vanlige produktionsplan blevet skubbet til side.

“Det er nogle lange dage, men det er også ekstremt meningsfuldt at berette og oplyse om den største forandring i Danmark, Europa og verdensordenen siden 2. verdenskrig. Siden november har Putin haft 150.000 soldater placeret ved Ukraines grænse, og folk har alligevel: ‘Ah, der sker nok ikke noget’,” siger hun og stopper så op:

“Nå ja, du spurgte igen til mig, jeg vil hellere snakke om politik, end mig selv, kan du høre. Men der er vel ingen vej udenom?”

 

Foto: Lasse Bak Mejlvang

I MANGE ÅR havde Anna Ingrisch et lille forfrysnings-ar på sin ene kind. Det havde hun fået, da hun som helt lille sov middagslur i barne-vognen i 10 minutter. Dengang boede hun i Grønland, og det kunne godt være hård kost, når det var minus 20 grader, og kulden for alvor tog fat. Det var faderens arbejde som fiskeridirektør for Royal Green- land, der havde bragt familien, som foruden Anna Ingrisch bestod af hendes forældre og sin to år ældre storesøster, til den nordligste del af Kongeriget.

Faktisk blev Anna Ingrisch født i Grønland i 1989, helt præcis på Dronning Ingrids Hospital på Dronning Ingrids fødselsdag. Derfor mente alle på hospitalet i Nuuk også, at den lille nyfødte da skulle hedde Ingrid. Sådan kom det ikke til at gå, hvilket hun selv godt kan ærgre sig lidt over nogle gange.

“Det er jo perfekt til mit efternavn. Ingrid Ingrisch! Det havde været det fedeste artist name: ‘Det er dagens Genstart, mit navn er Ingrid Ingrisch’,” siger hun, som var hun ved at præsentere dagens udsendelse i en alternativ virkelighed.

Anna Ingrisch. Født 1989 i Nuuk i Grønland. Opvokset i Aalborg og Esbjerg. Flyttede som 18-årig til Vesterbro i København. Uddannet cand. Scient. Adm. på Roskilde Universitet, hvor hun skrev speciale om Lissabontraktaten.

Har arbejdet på Radio24syv og Tv2 News. I 2021 blev det offentliggjort, at hun fra december samme år skulle være vært på den meget populære nyhedspodcast ‘Genstart’ på Danmarks Radio.

Bor i dag på Østerbro i København med sin mand Martin Krasnik. De har tre børn, og hun er desuden bonusmor til hans to børn fra et tidligere forhold.

I Nuuk boede familien i et blåt, klassisk grønlandsk hus ned til fjorden, så man nogle gange kunne sidde ved køkkenbordet og spotte hvaler. I børnehaven stod den på sveskesuppe og spæk, og Anna Ingrisch kunne ikke fordrage noget af det. Den sidste tid ud af de syv år, hvor familien boede der, trivedes hverken hende eller søsteren specielt godt. Derfor kom det belejligt, da faren fik job i Aalborg, stadig som direktør for Royal Greenland, da Anna Ingrisch var 2,5 år, og familien vendte snuden mod Danmark igen. I dag husker hun tilbage på tiden med en blanding af minder, genskabelser af minder, fysiske aftryk og fortællinger, der alt sammen har været med til at danne baggrunden for hendes første år på Jorden.

“For danskere, der har boet i Grønland, har landet gjort meget uudsletteligt indtryk på dem. Sådan har jeg det absolut også, men jeg er ikke så god til kollektiv begejstring, så når alle snakker om, hvor definerende det var for dem, kan jeg ikke lade være med at distancere mig lidt fra det. Men jeg kan heller ikke sige mig fri for at have fulgt en hel del mere med i grønlandsk politik, end de fleste journalister har, og jeg læser dagligt avisen Sermitsiaq. Så det har helt klart spillet en stor rolle.”

Tilbage i Danmark flyttede familien ind i et bofællesskabskollektiv i Aalborg. Her havde hver familie sit eget hus, men nøgler til alle de andres huse, og det lå implicit, at man ikke behøvede den store invitation på forhånd for at vade ind. Resten var da også fælles – vaskekælder, legeplads, spisning og børneopdragelse.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

De fleste af beboerne var venstreorienterede gymnasielærere, det var engagerede mennesker, der diskuterede lystigt over de lange spiseborde. Modsat sin storesøster der ikke trivedes specielt godt i det lidt hektiske dagligdag i kollektivet, elskede Anna Ingrisch det.

I dag har hun ingen minder om at spise aftensmad sammen de fire som familie, men til gengæld har hun tusindvis af minder fra at fodre kaniner med alle de andre børn, lave æggetrilning, passe det lille lam i bofællesskabet eller se Disney Sjov hver fredag i tv-stuen og derefter lege sammen i børnekælderen.

“Man skal indgå mange kompromiser i et kollektiv, og jeg kan se, hvorfor mange voksne ikke ville orke det. Der er også noget i mig selv, der ikke ville. Det er meget bevidste mennesker, der flytter ind sådan et sted. De er meget bevidste om værdier, livsførelse, og hvad der er rigtigt og forkert. Men der er også meget fantastisk ved det. Alle de der kollektive oplevelser med andre børn og med andre voksne, der på mange måder var forældre for mig. Det har jeg meget stærke minder om. Det er en fantastisk gave at have ægte, tætte, omsorgsfulde relationer med voksne, som man ikke er i familie med, og det er der desværre ikke så mange børn, der oplever i dag.”

"Jeg er fortrøstningsfuld, men jeg er også lidt skræmt, og jeg tror, at begge dele er en drivkraft."

TIL DAGLIG BOR Anna Ingrisch på Østerbro i København i en slags moderne kernefamilie. Foruden de tre børn, som hun har med sin partner Martin Krasnik, har han to børn fra et tidligere forhold, hvoraf den ældste næsten lige er flyttet hjemmefra. De to mødte hinanden, da hun var 24 år, og han netop var kommet ud af et forhold til sine ældste børns mor.. Dengang måtte hun lægge ører til lidt af hvert, da hun blev kærester med en 17 år ældre mand, men hun valgte at gå med kærligheden, og det har hun ikke fortrudt.

I 2017 blev de gift, og kort efter fødte hun tvillinger. På det tidspunkt var hun netop blevet morgenvært på det nu hedengangne Radio24syv, og Martin Krasnik var lige blevet chefredaktør på Weekendavisen.

“Det passede ikke ligefrem fod i hose med det øvrige liv, men jeg havde omvendt fundet den mand, jeg gerne ville have børn med. Vi havde et dejligt liv, han ville have flere børn, og så går det, som det går. Men det kommer nok ikke på tale med yderligere familieøgning,” siger hun, med henvisning til at de sidste år blev forældre endnu en gang.

Nu består børneflokken af fem, hvoraf tre af dem er hendes biologiske. Men hun har også fra starten været utroligt tæt med sine to bonusbørn, og det lægger hun ikke skjul på, selvom der ifølge hende er stærke holdninger til, hvilken relation en bonusmor har til sine bonusbørn, og hvorvidt man kan elske dem som sine egne.

“Jeg tror bare, at man lidt må lukke røven med det der. Hver familie er sin egen. Nogle elsker ikke deres bonusbørn som deres egne, men har stadig et godt forhold til dem, nogle synes, det er virkelig svært. Jeg kan bare sige, at jeg elsker mine bonusbørn 100 procent, som var det mine egne. Jeg plejer at sige, at jeg ikke er deres mor, men de er mine børn. De har en mor, de elsker højt, og de har aldrig følt, at jeg har prøvet at tage den rolle, men de indgår i mit liv på præcis samme måde som mine biologiske børn. De kan placere mig, hvor de vil, men de ved, hvor jeg har placeret dem, og det er med 100 procent kærlighed og anerkendelse,” siger hun.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Hvis der er en ting, som Anna Ingrisch går meget op i at lære sine børn, så er det værdien af at gøre sig umage. Det betyder selvfølgelig ikke, siger hun, at man skal arbejde hårdt, når man er barn, eller mens man nyder sine sabbatår, men hun er helt klart selv rundet af en form for protestantisk arbejdsetik, som hun kan konstatere, der bliver mindre og mindre tydelig i samfundet i dag.

“Jeg synes, det er interessant for tiden at observere hele den her bevægelse, der er i gang om at arbejde mindre. Man ser inter- nationale bevægelser som ‘Quit your day job’. Jeg har det sådan, at folk skal gøre, som de har lyst til, men jeg synes, det er vigtigt og meningsfyldt at arbejde, og sådan har jeg altid haft det,” siger hun.

Selv fik Anna Ingrisch sit første job som 12-årig. Det var lige et år for tidligt til, at det egentlig var helt lovligt, men det lå fast forankret i familiens tilgang til tilværelsen, at man skulle have noget for hånden. Derfor befandt hun sig ofte efter skole i en stor lagerhal lidt uden for Aalborg, hvor hun havde til opgave at pakke DVD’er og magasiner sammen i store stakke til akkordløn. Hvis det var eksempelvis havemagasiner, fik man 25 ører stykket, men hvis det i stedet var pornoblade, fik man 1 krone og 50 ører, så det var altid særligt tillokkende, når der var slibrige magasiner på programmet. Når dagen var omme, skulle man ind forbi direktørens kontor, hvor der hang M!-plakater af letpåklædte kvinder på væggene. Siden dengang har Anna Ingrisch gjort en dyd ud af at lægge sig i selen.

“Det er ikke, fordi jeg vil lære mine børn at knokle til blodet sprøjter, men jeg synes, det er vigtigt at lære værdien af at gøre sig umage. Det er også, hvad der gør mig glad i dag. Hvis jeg skal lave et interview med Michael Dyrby, Morten Messerschmidt eller Mai Villadsen, så læser jeg alt om den person, og alt der er at læse om den sag. Det er ikke nødvendigvis sjovt den aften, hvor man kunne lave alt muligt andet, men det føles fantastisk vigtigt og meningsfuldt at lave det gode interview, der er resultatet af, at man har arbejdet så meget.”

FØRSTE DAG I 1.g på Esbjerg Statsskole stod Anna Ingrisch i den store fællessag og kiggede rundt på de andre elever. Langsomt gik det op for hende, at alle kendte hinanden. Selv var hun flyttet til byen på Vestky- sten dagen forinden og kendte ikke et øje. Mens de andre minglede i deres respektive kliker, pressede hun sig længere og længere op ad et maleri på væggen, mens hun tænkte: “Fuck, fuck, fuck.”

Kort forinden var hendes forældre blevet skilt efter 25 års ægteskab, og hendes far var flyttet til Esbjerg mere end 300 kilometer væk, hvor han havde fået job som havnedirektør. Det havde været op til de to døt- re selv, om de ville bo hos deres mor eller deres far, en dramatisk beslutning, der kun blev gjort større af afstanden mellem bofællesskabet i Aalborg og farens nye adresse. Anna Ingrisch’ storesøster gik allerede på gymnasiet og besluttede sig for at blive hos moren, men selv tog hun i en blanding af afsavn til sin far og eventyrlyst valget at flytte til Esbjerg.

“Jeg har altid haft en kerne af at føle mig meget uafhængig af andre. Det kunne nogle gange føles ensomt, det betød også, at jeg, fra jeg var ganske lille, ikke følte mig tynget af andre, når jeg skulle træffe beslutninger. Det samme da jeg flyttede fra min mor, søster og kollektivet for at bo hos min far i den anden ende af landet, hvilket var og er atypisk i den slags situationer. Jeg følte ikke, at jeg skulle imødekomme nogen ønsker og forventninger. Jeg havde det, som om jeg var min egen satellit. Jeg var eventyrlysten, og når Esbjerg er det bedste eventyr, man kan komme på, så må man tage det,” siger hun og tænker sig om et ekstra øjeblik:

“Men kæmpe stor ros til min mor. I mange år var andre meget chokerede, når de hørte om det, men jeg følte det ikke, fordi min mor rummede det, selvom hun må have savnet mig fuldstændig forfærdeligt. Det må have været meget tungt, men hun satte mig fri, og det er faktisk det vigtigste, man kan gøre som forælder, det er at sætte sine børn fri.”

Som blot 15-årig stod Anna Ingrisch derfor på Esbjerg Statsskole som det mærkelige dyr på savannen. Det gik op for hende, at hun var nødt til at gøre noget for ikke at forsvinde. Hun måtte have noget at stå på i sin nye by, så derfor meldte hun sig ind i ungdomspolitik, nærmere bestemt Dansk Socialdemokratisk Ungdom. Hun blev lynhurtigt aktiv i både det ene og det andet og det tredje. Hun brugte alle weekender på at beskæftige sig med skattepolitik, international politik, og alver- dens ting og sager, der rørte sig ude i verden.

“Jeg brugte mine weekender på røvsyge ting, jeg underviste eksempelvis i erhvervspolitik en hel weekend. Hvem gør frivilligt det i den alder? Man kan sige en masse negativt om ungdomspolitik, men der er også rigtig meget positivt, for det er noget, der samler og engagerer en masse unge mennesker om at vide, forstå og ønske at gøre tingene bedre. Mange tror, at folk er der, fordi de gerne vil være den næste statsminister, men jeg oplevede det, som om de fleste ville gøre verden til et bedre sted og havde idealistiske holdninger,” siger hun.

"Alt det, jeg vidste og kunne, og som alle altid havde syntes, var dødssygt ved mig, kom pludselig helt til sin ret."

For Anna Ingrisch var det dengang en åbenbaring. Hun fandt det både dybt interessant og dybt engagerende, og hun fik sig ovenikøbet en masse venner den vej igennem. Flere af dem valgte senere at gå den politiske vej og sidder ligefrem i Folketinget eller er ministre i dag. Jo ældre Anna Ingrisch selv blev, jo tydeligere blev det dog for hende, at hun selv skulle noget andet.

“Det blev sværere og sværere for mig med alderen at godtage et samlesæt af holdninger. Al ære og respekt for politikere, det mener jeg faktisk oprigtigt, men det her med at have en pakkeløsning klar, hvor man er sikker på, at det, man siger, er det rigtige, og hvor man samtidig har ekstremt svært ved at forstå, at andre ikke har det på den måde, kan næsten gøre helt fysisk ondt i kroppen på mig i dag. På den måde var de år en karakterafvigelse for mig, når jeg ser mit liv i et bredere perspektiv. Men det var et sted, jeg søgte hen, af frygt for at blive ensom.”

FOR ANNA INGRISCH blev årene i ungdomspolitik definerede for hendes liv. Det har haft afgørende betydning for hendes måde at se verden, livet, kærlighed og ondskab på. Men af nogle andre grunde end hun måske havde forestillet sig. Sammen med sin bedste ven Jonas blev hun med tiden ansvarlig for det nordiske samarbejde i DSU. Det betød, at de mødtes med repræsentanter for de andre social- demokratiske ungdomspartier fra Norge og Sverige i henholdsvis København, Oslo og Stockholm, hvor de holdt temadiskussioner og aflagde såkaldte country reports.

“Så stillede man sig op og præsenterede på engelsk, hvordan det stod til i Danmark, og så var der måske ni andre 17-årige i lokalet. Det er jo en leg, men på en sær måde. Det er ligesom, når folk spiller rollespil, men som sidegevinst får læst virkelig me- get litteratur, fordi de skal igennem hele Ringenes Herre. På samme måde leger man rigtig politiker, men man lærer så også bare helt sindssygt meget om skattepolitik, Israel-Palæstinakonflikten og homoseksuelles rettigheder i Uganda,” siger hun.

Med tiden begyndte Anna Ingrisch og hendes ven Jonas jævnligt at tage til både Oslo og Stockholm for at drikke sig fulde med de andre ungdomspolitikere. De blev også faste gæster til den årlige sommerlejr på den norske ø Utøya. Her mødte hun blandt andet sin første kæreste, en rødhåret fyr ved navn Martin i øvrigt, og fik i det hele taget skabt mange dybe relationer i årenes løb. Hun var der første gang i 2008, og selvom hun ikke var der lige netop i 2011, hvor 69 mennesker mistede livet under det forfærdelige terrorangreb, har hændelsen haft stor betydning for hendes liv, og den 22. juli vil for evig tid stå som en mørk dag i hendes liv.

“Det har uden sidestykke været det mest definerende i mit liv på alle mulige planer, det er noget, som stadigvæk fylder og altid vil fylde. Det er jo mega svært, hvordan man skal forholde sig til noget, der ikke er overgået en, og som på sin vis er utroligt langt væk, men også utroligt tæt på. Hvor placerer man den skræk og sorg? Der er også noget lidt skamfuldt i tale om det, fordi man på en måde bliver en del af det, men jeg var der jo ikke,” siger hun.

Særligt i de efterfølgende år havde Anna Ingrisch svært ved helt at vide, hvordan hun skulle være til stede i det hele. Hun håndterede visse situationer på måder, som hun nogle gange stadig skammer sig over. Der var eksempelvis en veninde, der spurgte hende, om hun ville møde dem, der reddede hende op fra vandet, da hun flygtede fra øen, hvilket hun sagde nej til.

“Jeg var også ung, og det er nok noget, man først lærer senere i livet: Man ikke kan være der for meget. Men jeg brugte mange år på ikke at ville trænge mig på deres historie. Jeg har også skulle lære at tale med venner om det. Der er mange følelser, der skal på plads, og det kæmper jeg måske stadigvæk med.”

ANNA INGRISCH FØLTE sig rodløs. Hun sad på en café på Enghave Plads på Vesterbro. Hun var 19 år gammel og var netop gået fra sin daværende kæreste. Eller også var det omvendt. Det var lidt svært helt at finde hoved og hale i, og det var måske ikke så vigtigt. Hun var ked af det, og hun kedede sig. Hun gik på universitetet, hvor hun læste ‘Lang forvaltning’, og det var sådan set spændende nok, men hun var ikke specielt flittig, og der var samtidig alt for lang tid til, at hun for alvor kunne bruge det til noget. Der skulle ske et eller andet. Mens hun sad på caféen, gik hun derfor ind på sin bankkonto, tog den sidste rest af sin opsparing og bestilte en rejse til Los Angeles med afrejse dagen efter. Hun ville ikke bestille noget hotel, men bare couchsurfe i de tre uger.

Men selv da den spontane rejse var bestilt, var det ikke nok til at tæmme den indre rodløshed. Derfor gik hun bagefter i gang med at bladre i jobannoncer på internettet. Her faldt hun over en universitetsstilling på Clement Kjersgaards programmer på DR2. Der var deadline samme dag, så hun sendte straks en ansøgning og ringede så iøvrigt derind og forklarede sin situation. Hun ville rigtig gerne have jobbet, men skulle rejse dagen efter. Måske blev hendes handlekraft belønnet, i hvert fald inviterede de hende ind med det samme, hun fik jobbet og kunne starte tre uger senere, da hun var retur fra USA. Det var et job, der kom til at gøre underværker for Anna Ingrisch.

“Jeg elskede den måde at arbejde på. Det var opslugende og engagerende. Jeg vidste i forvejen alt om politik og institutioner, jeg læste alle aviser og alle debatindlæg og kendte alle debattører, her følte jeg pludselig, at alt det, jeg vidste og kunne, og som alle altid havde syntes, var dødssygt ved mig, pludselig kom helt til sin ret,” siger hun.

Der havde været masser drømme oppe at vende i Anna Ingrisch’ opvækst. Fra skuespiller til direktør i en kæmpestor shippingvirksomhed til diplomat i Udenrigsministeriet, der også var grunden til, at hun var begyndt at læse lang forvaltning på RUC. Af uforklarlige årsager havde hun aldrig skænket journalistik en tanke, men under den garvede tv-vært Clement Kjersgaards vinger indfandt hun sig mere og mere på sin rette hylde.

Foto: Lasse Bak Mejlvang

Det blev til fem år på Danmarks Radio, hvor Anna Ingrisch foruden Debatten og Clement Søndag, selv nåede at være vært på P1 Debat og kortvarigt på P3, før hun en dag blev kontaktet af Radio24syv, med et jobtilbud, som var svært at sige nej til.

“Jeg kom fra DR, hvor der på det tidspunkt var en masse dogmer om det ene og andet, der føltes som journalistiske begrænsninger. På 24syv interviewede jeg en morgen Flemming Rose om hans nye bog ‘De besatte’ i 35 minutter om hele historien med Muhammedtegningerne og de vigtigste ytringsfrihedskampe. Det foregik på en skrattende forbindelse fra Moskva, hvor forbindelsen røg tre gange undervejs. Der var ingen andre steder i medieverdenen, hvor man fik lov til det. Jeg er vokset op med hele den her ulidelige snak om, at man skal forsøge at gøre kloge ting lidt dumme, så de unge forstår det og sådan noget. Men 24syv beviste, at man skal stoppe den evindelige fokusering på segmentanalyse. Bare lav noget, der er godt, så vil både de unge og de gamle høre det,” siger hun.

Der er dog også visse ting fra tiden på Radio24syv, der, set i bakspejlet, var langt ude i Anna Ingrisch’ øjne. De første år havde hun med egne ord en helt forfærdelig chef, der var “manipulerende, nedladende og utilregnelig.” Af gode grunde oplevede hun det ikke selv, men hun har senere fået fortalt fra flere andre, at chefen, dagen før hun startede, samlede hele redaktionen og sagde: “I morgen kommer en ny vært på programmet. Hun hedder Anna Ingrisch, og der er to ting, I skal vide om hende: Hun er pisse lækker, og så knepper hun Spørge-Jøden.”

“Det var sådan, han introducerede mig. Han var min chef de første par år. Det siger noget om, hvor meget der er sket i branchen siden. For dengang syntes jeg, det var vildt, og jeg fik det at vide af andre, der syntes, det var vildt, men det var ikke noget, jeg kunne finde på at gå videre med. Der var slet ikke den her bevidsthed om, at det var noget, der skulle reageres på. Man kan ikke sige sådan noget som chef, uden man har en rimelig dårlig fornemmelse for, hvordan man bør opføre sig.”

EFTER TRE ÅR på Radio24syv blev Anna Ingrisch ansat som vært på TV2 News, hvor hun også var i tre år, før hun blev tilbudt jobbet som vært på ‘Genstart’ på Danmarks Radio. Det var for god en mulighed til at sige nej til. Det er på mange måder et drømmejob for hende, hvor hun får mulighed for at kombinere sin viden om politik og institutioner med sin evne til at interviewe.

Stadig i dag trækker hun meget på den erfaring, som hun fik med sig fra årene hos Clement Kjersgaard. Hans tilgang til at forberede sig gik nemlig rigtig godt i spænd med de værdier om at knokle og gøre sig umage, som hun selv var vokset op med. Hvis han skulle lave et interview med eksempelvis Kristian Thulesen Dahl, bad han om at få printet alle artikler om politikeren fra de seneste 15 år, og så læste han hele molevitten for at kunne forberede i dybden om både personen og sagen.

“Det er 100 procent, hvad jeg står på i dag. Der er store diskussioner om, hvad der gør et godt kritisk interview. Er det is i maven, skal man søge konflikten og være en hård hund, eller handler det om at være ironisk eller måske provokerende? Der er alt mulig snak om det, og selvfølgelig er der også et personlighedsspørgsmål i det, om man kan lide at være i konflikter eller ej. Jeg er ikke konfliktsøgende, men har intet ubehag ved at være i konflikter eller hvad mange opfatter som ubehagelige situationer. Men i mine øjne er forberedelse det eneste, der skaber et godt interview. Det er det eneste. For så stiller man de rigtige spørgsmål. Jeg er virkelig gammeldags på den måde, for jeg tror meget på, at hårdt arbejde betaler sig. Det får jeg hele tiden bekræftet på Genstart. Hvis man arbejder rigtig meget og rigtig hårdt for noget, bliver det oftest godt. Og det er meget tilfredsstillende,” siger hun.

”Og så er det afgørende at have en god redaktion. Vi er et lille sammentømret hold, og jeg læner mig op ad uforligneligt dygtige folk. Dybt begavede mennesker, der læser og tænker. Og arbejder alt for mange timer – hver dag. Det er derfor, udsendelserne er gode.”

Trods en indledende skepsis er interviewet langt om længe slut. Anna Ingrisch kigger op og smiler:

“Jeg synes fandme, det er hård kost. Jeg foretrækker, når det er mig, der stiller spørgsmålene.”

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2022-05-17/arket-.png

Arket, 490 kr.

Køb her
/2022-05-17/gannishorts.png

Ganni, 1.400 kr. 

Køb her
/2022-05-17/costop.png

Cos, 320 kr. 

Køb her
/2022-05-17/arket.jpg

Arket, 490 kr. 

Køb her
/2022-05-17/guccimiinto.jpg

Gucci, Boozt, 2.090 kr. 

Køb her
/2022-05-17/esteelaudersephora.png

Estée Lauder, Sephora, 280 kr. 

Køb her
/2022-05-17/coskjole.png

Cos, 790 kr. 

Køb her
/2022-05-17/andotherstoriesballerina.png

And Other Stories, 650 kr. 

Køb her
/2022-05-17/ganniblazer.png

Ganni, 2.500 kr. 

Køb her
/2022-05-17/chanelmatas.jpg

Chanel, Matas, 380 kr. 

Køb her
/2022-05-17/ecooking.png

Ecooking, 240kr. 

Køb her
/2022-05-17/ginatricotbukser.png

Gina Tricot, 250 kr. 

Køb her
/2022-05-17/junabahne.png

Juna, Bahne, 750 kr. 

Køb her
/2022-05-17/hmtop.png

H&M, 180 kr. 

Køb her
/2022-05-17/framacareofcarl.png

Frama, Care Of Carl, 280 kr. 

Køb her
/2022-05-17/remainboozt.png

Remain Birger Christensen, 900 kr. 

Køb her
/2022-05-17/weekdayjeans.png

Weekday, 400 kr. 

Køb her
/2022-05-17/pernillecorydon.jpg

Pernille Corydon, 400 kr. 

Køb her
/2022-05-17/haykitchenone.jpg

Hay, Kitchenone, 400 kr. 

Køb her
/2022-05-17/hmtaske.png

H&M, 350 kr. 

Køb her
/2022-05-17/weekendbymaxmaraboozt.png

Weekend By Max Mara, Boozt, 1.700 kr. 

Køb her