Collage: Mette Boesgaard
Kærlighed

Fra A til Z: Alt om seksualitetens alfabet

af Johanne Bille 8/07/2022
K for knald, k for katastrofe, k for kedsomhed, k for klitoris. Men altid K for kærlighed. Forfatter Johanne Bille rejser gennem seksualitetens alfabet med sit essay.

Fra weekendkærester og onani til gåsehud og vanvid. Seksualitetens alfabet omfavner og beskriver alt det, det indebærer at være i kontakt med sine lyster og sine behov. Læs Joanne Billes essay 'Love Letters' her, og lad alfabetet guide dig til sengen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Afholdenhed
Hvad med at prøve en måned uden sex, siger en velmenende veninde til én, så lærer du dig selv at kende. Og man mærker sin opdragelse stritte imod, ikke forstået som den, man har fået af sine forældre, eller jo, også den, men mest samfundets opdragelse, kulturens opdragelse, vores fælles opdragelse. Den, der har lært os, at det at have sex eller have muligheden for sex er lig med bekræftelse af én som menneske.

Behov
De sidder dybt derinde, under hættetrøjen eller den stramme kjole. I andre tilfælde skal man længere ind, grave en smule eller meget. Behovene er der, hvis man tør mærke dem, det ved jeg. Hvad skal man med sine behov, hvis man ikke kan, tør, vil ytre dem? Min mor sagde engang noget klogt til mig, det klogeste, nogen nogensinde har sagt til mig: Hvis du ikke siger, hvad du har brug for, er chancen for at få det mindre.

Cirkus
Det er, som om det fungerer igen. Den der maskine, eller hvad skal jeg kalde det, ikke en maskine, nogle forbindelser, der sættes sammen, det knitrer igen, det sitrer igen, cirkus er åben igen. Ikke meget, en lille gnist, som det hedder, forstå mig ret, jeg taler ikke om forelskelsens gnist, nej, det er ikke det, jeg forsøger at forklare dig, jeg vil ikke sige: Jeg er forelsket. Vi har set hinanden i 90 minutter, og jeg tror, han synes, jeg er lattermild. Jeg lo meget, nogle gange fordi jeg syntes, han var morsom. Andre gange mumlede han, og jeg spurgte kun få af gangene: Hvad siger du? Resten af tiden lo jeg bare, trillende perlelatter, du må gerne få mig latter. Du må gerne få mig, ikke for evigt, bare for en nat, så må du røre mig, kramme mig, knalde mig, alt det der jazz.

Dejlighed
Og så stod hun pludselig der med al sin dejlighed i sin gule kjole. Jeg undte hende den, dejligheden, jeg begærede den ligefrem. Tænk at tage en gul kjole på sådan en grå vinterdag, tænk at stå der ved baren og som det naturligste i verden bære den, en helt skriggul dejlighed. Først da han gik hen til hende og kyssede hende, forstod jeg, hvem hun var. Så svært det er at blive ved med at unde, når hun, som dejligheden tilhører, kysser på ham, hvis dejlighed engang var din. Mens de stod der ved baren og kyssede, vidste jeg, det skulle være dem for evigt. De forstærkede hinanden, de blev en dejlighedssymbiose, og jeg iagttog dem lidt stjålent, mærkede min kedelige sorte kjole om røven og maven. Hvis jeg havde lidt mere gult i mig, ville han så vælge mig frem for hende? Det var det, der tiltrak mig. Mit begær havde pludselig ingen retning længere eller rettere: Det var rettet mod dem begge og det, de besad.

Efterskælv
Vi kan sige alt til hinanden lige efter en fælles orgasme. Normalt er vores samtaler høflige, søgende, afventende, den slags ting, men i efterskælvet kan det hele lade sig gøre. Jeg husker, hvordan en mand på 46 engang sagde til mig, efter at vi havde knaldet, at han savnede sin mor meget intenst lige der. Hun levede stadig, moren, det var bare nogle uger siden, de sidst havde set hinanden, og jeg tog ham i hånden.

Forkert
Jeg har brugt så meget af mit liv på at føle mig forkert. For liderlig, for tør, for tyk, for højrøstet, for meget mig, for meget i det hele taget. Har du det på samme måde? Løsningen på det er ikke ligetil, det er en kamp, der skal kæmpes hver evig eneste dag, selv når det styrtregner, og bussen er forsinket, og dit vigtigste våben i den kamp starter pudsigt nok også med F. Løsningen er feminisme.

Om Johanne Bille

Johanne Bille (f. 1993) er forfatter og medstifter af forlaget Harpyie. Hun debuterede i 2015 med romanen ’Tænk nu hvis’ og udkom derefter med ’Elastik’. Senest har hun høstet stor anmelderros for ’Når mænd forlader mig’.

Gåsehud
Den lyver aldrig.

Halvt
Kun 65 % af alle kvinder får en orgasme, hver gang eller næsten hver gang de har sex med en mand. Orgasmekløften er mellem os som et krater, den er som helvedesgabet i ’Ronja Røverdatter’. Jeg har stået så ofte og set længselsfuldt over på den anden side, set, hvordan han har vredet og ormet sig, åbnet munden og himlet med øjnene for så at vende sig om på siden og snorke ufortrødent. Lidt mere til højre, lidt langsommere, lidt hurtigere, kan vi prøve igen. Hver gang instruktioner gives nænsomt, tålmodigt, mindskes gabet, hver gang der lyttes, opmærksomt, bliver der kortere og kortere mellem os. Plan B: Fiks det selv, og støn så højlydt, at han vågner. Så kan han i hvert fald se, hvad han går glip af, nu han nægter at springe over kløften.

Ild
Og så er der nogle gange, hvor kløften overvindes, hvor orgasmerne kommer rullende simultant, og det gnistrer mellem os, det brænder mellem os, vi er det samme menneske og samtidig i hver vores lyst. Jeg forfølger ilden, er afhængig af den, måske ender jeg som Ikaros, eller også er jeg lykkelig.

Jagt
Idéen om det seksuelle som en jagt bestående af en jæger og et bytte. Nogen skal overtales, nogen skal hales ind. Den ligger i sproget, idéen, fik du nogen på krogen i går, hun var en god fangst. Drømmen om et andet sprog, hvor ingen er jæger, og ingen er bytte, eller hvor man kan være begge dele. På én gang afventende og udfarende. Vi danser mellem roller, vi ved ikke, hvor det ender.

Kærlighed
K for knald, k for katastrofe, k for kedsomhed, k for klitoris. Nogle gange. Men altid K for kærlighed, den store og den brutale, den lette og den flygtige, den, der kom og gik igen, den, der blev ved. Det hele tæller, saml kærligheden i dine hænder, hold den ganske varsomt, ganske blidt. Kvæl den ikke, tab den ikke, værdsæt den, når den lever, og slip den, når den dør. Sorg er prisen for kærlighed, sagde en præst til mig, og jeg sørger, fordi jeg elskede, og jeg elsker, at jeg sørger.

Liderlighed
Bedst at forsvinde ind i om fredagen, værst at udstå om søndagen.

Men
Jeg vil dig gerne, men ikke lige nu, men ikke på den her måde, men ikke bagfra, men ikke uden øjenkontakt, men ikke uden at du bliver og sover. Jeg lever for mine men’er, for mine forbehold, øver mig i at hilse dem velkommen som en brise, der skubber skibet på rette kurs.

Nej
Lad os tale om nej’et som andet end et ord, lad os lære hinanden, at en krop kan sige nej ganske lydløst, lad os lære hinanden, at de nej’er, der sidder fast i halsen, også har værdi, lad os lære hinanden, at det usagte også kan være en afvisning. Når først du lytter efter med hele kroppen, er du sjældent i tvivl.

Onani
Også kaldet selvforkælelse.

Pas på
Vi siger det til pigerne, inden de går i byen. Min far sagde det også til mig, når jeg stod foran ham i den lårkorte nederdel, med det puffede, føntørrede hår, klar til at tage af sted. Kohl om øjnene. Pas nu på dig selv, sagde han og så på mig med et rynket bryn, men egentlig er det ikke det, det handler om. Det handler om at passe på hinanden.

Queer
Ikke det skæve og ikke det underlige, ikke det stridende mod gængse normer, ikke det aparte. Det queer er det bløde og samtidig kantede, det prismeagtigt glitrende og fløjsagtigt sorte. Det queer er det, der kan rumme det hele.

Revolution
Vil du være med?

Spilleregler
Du må først skrive efter to dage, du må ikke svare efter klokken 22, du må ikke kræve noget, du må ikke være i vejen, du må ikke være for tilgængelig, du må ikke, du må ikke. Jeg vil ikke have flere regler, jeg vil have bedre regler, jeg vil have samtykkelov gange 100, jeg vil have seksualundervisning om grænser, jeg vil have regler, der ikke handler om at narre hinanden, men om at passe på hinanden.

Tempo
Han tog min hånd, og det gik for stærkt. Han kyssede mig, og nu kan det ikke gå hurtigt nok.

Uvidenhed
Muligvis roden til alt ondt. I hvert fald til dårlig sex.

Vanvid
Bær dit vanvid med stolthed, både det monumentale og permanente. Vid, at her, lige her hos mig, er det velkommen. Der er en frisættelse i vanviddet, i at være for meget, i at være godt gammeldags skør. Jeg kan rumme dit vanvid, det lover jeg dig, kan du rumme mit?

Weekendkærester
Mænd, der kun vil ses om fredagen efter midnat, mænd, der ikke vil blive og sove, men som lister ud klokken 5. Er de bange for dagslyset, for at blive set eller bare bange for at blive? Du fortjener bedre end det, jeg siger det til mine veninder, men det er ikke alt, man kan sige til andre, som man evner at sige til sig selv. Vi er weekendkærester, mig og disse mænd, de skiftes til at komme og gå, og nogle gange nyder jeg det, andre gange gør jeg ikke. Sidste fredag skulle vi mødes på en bar. Han blev ved med at skrive, at han var der om en halv time. Jeg gav ham en halv igen og igen, indtil baren lukkede. Først klokken 4 ringede det på min dør, og jeg knaldede ham hektisk, vel vidende at han skulle gå lige om lidt, klokken nærmede sig 5, og så ville han gå, forsvinde ned ad trappen uden at se sig tilbage, forsvinde med sine hævede læber og slappe lem, og jeg ville stå der i gangen og love mig selv, at næste weekend skulle være anderledes, og alligevel ende med at gøre præcis det samme igen.

X
Jeg kalder ham min X, skriver om ham som min X, i mine tanker er han bare det, et stort X. Vi tog til koncert i går, vi stod helt tæt oppe på balkonen og så ned på musikeren, og havde han ikke været min X, havde jeg sagt til ham, at jeg syntes, musikeren var lækker. Men han er min X, eksmand endda, og derfor sagde jeg det ikke. Da det sidste nummer begyndte, lagde han en hånd om min nakke og nussede mig, bevægede hånden derfra og ned langs ryggen, og jeg lænede mig ind mod ham, tog imod. Vi stod sådan i en slags halv omfavnelse, mig mod hans skulder og ham med sin hånd på min ryg, og jeg vidste, at vi havde noget, ingen andre har. X-faktoren er vores, uanset hvor mange mennesker vi knalder, uanset hvor lækre vi synes forsangere er, så var det engang os to, og visheden derom sidder som et kryds i mig.

Yndig
Du ser så yndig ud, sikke yndig du er, er du en yndig lille pige? Jeg hørte det igen og igen som barn, det sidder i mig som et ekko, og nu vil jeg tage yndigheden tilbage, jeg vil være yndig med mine hår på benene, med min dobbelthage, med min delle på maven. Yndigheden er min og også din, hvis du tør lade den være det.

Zoom
Engang sagde en redaktør til mig, at man ikke kunne se et søvnkorn falde fra en øjenvippe, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at han aldrig havde været forelsket. Den forelskede kan zoome, den forelskede ser som ingen anden og er samtidig blind. Jeg ser en lille spytperle lande på hans hånd, jeg ser et usynligt vindpust rykke på hans pandehår, jeg ser hele verden i hans øjne.

Sponsoreret indhold

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2023-10-12/dagmar.png

Frakke, House Of Dagmar, 6.310 kr.

Køb her
/2023-10-12/the-garment.png

Kjole, The Garment, 2.530 kr.

Køb her
/2023-10-12/manu.png

Stiletter, Manu Atalier, 3.020 kr.

Køb her
/2023-10-12/lie.png

Øreringe, Lie Studio, 1.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/second-female.png

Frakke, Second Female, 2.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/opera-sport.png

Top, Opéra Sport, 1.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/agolde.png

Jeans, Agolde, 2.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/rotate.png

Nederdel, Rotate, 1.600kr.

Køb her
/2023-10-12/saint-laurent.png

Taske, Saint Laurent, 14.090 kr.

Køb her
/2023-10-12/atp.png

Støvler, Atp Atelier, 5.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/corali.png

Halskæde, Corali, 6.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/cnd.png

Neglelak, CND, 130 kr.

Køb her