Sasha Louise Sprange: "Kønsskifte var noget, man gjorde i Thailand. På Lolland var der ingen andre som mig"

Alle mennesker vil gerne være en del af et fællesskab og føle, at de hører til. Men hele min barndom følte jeg mig udenfor og forkert. Jeg blev født som dreng, med navnet Christian, men allerede som helt lille identificerede jeg mig mere med det feminine end det maskuline.

På Lolland, hvor jeg voksede op i en familie, der var Jehovas Vidner, blev mine forældre kaldt til samtale på skolen, fordi jeg stak ud med mine interesser og min måde at være på. Men i lang tid mente de, at det feminine blot var en fase, som jeg ville vokse fra med tiden.

Men det skete ikke, tværtimod. Som teenager var jeg høj, ranglet, havde halvlangt hår og gik i det mest feminine og stramme tøj, jeg kunne få fat i. Min stemme gik ikke i overgang som de andre drenges, og når jeg mødte folk, som ikke kendte mig, troede de ofte, at jeg var en pige. De lidt ældre drenge kiggede efter mig og piftede ad mig i skolegården, men når de fandt ud af, at jeg var en dreng, begyndte de at råbe i stedet, og lærerne mente, at det var mig, der skabte problemerne ved at gå for udfordrende klædt.

Jeg følte, at jeg var fanget i den forkerte krop. At den ikke var min. Jeg følte mig snydt, fordi jeg ikke fik bryster som mine veninder, og når vi gik i svømmehallen, kunne jeg godt se, at jeg ikke så ud som dem. Men jeg lignede heller ikke drengene med mine tynde ben og arme og mine spinkle knogler, som gjorde, at jeg blev afvist til session i militæret, fordi de mente, at min krop ikke var udviklet nok.

Kønsskifte var noget, man gjorde i Thailand. På Lolland var der ingen andre som mig. Det føltes som noget eksotisk, noget, man måske kunne finde i en prostitutionsannonce, men ikke som en reel mulighed. Jeg havde ingen at spejle mig i, og jeg blev mere og mere ensom til et punkt, hvor jeg begyndte at få selvmordstanker.

Da mine forældre ikke kunne ignorere situationen længere, kontaktede min mor en præst, som kom på besøg og talte med mig, fordi hun ikke selv kunne. Jehovas Vidner forsøgte også at gribe ind, men det hjalp ikke meget at få læst op af Biblen, at Gud havde skabt en mand og en kvinde.

Da jeg fyldte 20, flyttede jeg til København for at jagte drømmen om at blive skuespiller. Jeg følte mig som en bonderøv, der landede midt i en smeltedigel af en storby med en mangfoldighed, som både var spændende og skræmmende. Det var første gang, jeg fik mulighed for at udforske min seksualitet, for jeg havde hverken været sammen med drenge eller piger og havde brugt hele mit liv på at skjule mit sande jeg.

Jeg fik en kæreste, som var fra Latinamerika, men hjemme på Lolland præsenterede jeg ham som en ven. Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle fortælle mine forældre sandheden, og i stedet endte de med at finde ud af det til min kusines bryllup foran hele min chokerede familie, da jeg mødte op med min kæreste i hånden. Først bagefter talte jeg med dem om det, men der gik lang tid, før de for alvor accepterede den, jeg er.

I løbet af 20’erne begyndte min krop at udvikle sig i en mere maskulin retning. Det gjorde mig ulykkelig og førte til flere angstanfald, så jeg besluttede mig for at begynde at tage hormoner. Jeg fik dem illegalt fra Thailand gennem nogle, jeg kendte, og jeg havde veninder, som skaffede p-piller til mig. Min krop ændrede sig løbende, og efterhånden som jeg nærmede mig slutningen af mine 20’ere, begyndte jeg for alvor at erkende, at jeg var transkønnet.

Da jeg fik foretaget et juridisk kønsskifte, valgte jeg at skifte navn fra Christian til Sasha Louise –­ som helt lille, inden jeg kunne udtale mit eget navn, blev Christian bare til ”Sash”, så det blev mit kælenavn som barn. Jeg fik et nyt cpr-nummer, men det var kun det første skridt, for jeg ville også have foretaget en operation. Det foregik i Miami og ad to omgange, sammenlagt 14 timer. Nogle af de mænd, der får foretaget kønsskifte, lægger sæd til side for stadig at kunne få børn, men hormonerne havde gjort, at jeg var blevet steril. Det var en stor sorg at erkende, at jeg aldrig ville få børn. Da jeg ringede hjem og fortalte det til min far, sagde han: ”Jamen det er jo det, du altid har ønsket dig.” Jeg tror, det er den største støtte, jeg har fået af ham.

Da jeg efter operationen stillede op som Side 9-pige i Ekstra Bladet, fortalte jeg ikke, at jeg var transkønnet. Mine billeder kom op at hænge på værksteder og hos håndværkere, og først senere, da jeg begyndte at optræde offentligt og medvirke i realityprogrammer, gik det op for dem, hvem jeg i virkeligheden var. Nogle af de mænds børn, der selv er transkønnede, har efterfølgende kontaktet mig.

En af dem skrev: ”Min far er kæmpe fan af dig. Han plejede at være så vred på mig, fordi jeg var feminin, men efter at du sprang ud som transkønnet, har han accepteret mig.”

Sidste år udgav jeg også min selvbiografi ’Min kamp for at blive kvinde’. Jeg håber, at jeg kan bruge mit talerør til at bane vejen for andre, der skal følge i de fodspor, som jeg trådte helt for mig selv som barn og som ung. Jeg ved, at jeg ville have elsket at have haft nogen at se op til.

Jeg møder stadig mennesker, som siger, at jeg aldrig bliver en rigtig kvinde. Eller at jeg snyder den mand, jeg er sammen med, fordi jeg ikke kan føde hans børn. Jeg har oplevet, at en skrev, at når jeg dør, og man graver mig op om 100 år, vil man kunne se, at jeg er en mand.

Der er stadig mange fordomme forbundet med at være transkønnet, og det kan være hårdt at få smidt i hovedet, men jeg har lært ikke at bruge for meget energi på det. Jeg har lært, at jeg har en fandenivoldskhed, som gør, at jeg nok skal klare den uanset hvad. Cher sagde engang, at hvis der sprang en atombombe, ville der kun være kakerlakker og Cher tilbage.

Men jeg er sikker på, at det ville være kakerlakker, Cher og Sasha Louise.