Foto: Kavian Borhani
Identitet

Pernille Wass: "Jeg tager stadig mig selv i ikke at holde min kæreste i hånden visse steder på gaden"

af Benjamin Dane 19/08/2022
Selvom forlagschef for børnebøger hos Politikens Forlag Pernille Wass for længst er sprunget ud, kan hun stadig blive nervøs for at vise sin kærlighed til sin kæreste i det offentlige rum. Vi har talt med Pernille om kampen for at passe ind, om sin regnbuefamilie og om at gøre op med de stereotyper, hun som ung lesbisk selv oplevede. ⁠

Jeg har vidst, at jeg var homoseksuel, siden første gang jeg så Madonnas ’Blonde Ambition’-tour. Jeg havde fået lov til at være sent oppe og se koncerten på tv. I min Pink Panther-natkjole sad jeg i fodenden af mine forældres seng, og da jeg så hende optræde, blev der vækket noget i min 11-årige krop, som ikke kun handlede om, at hun var popstjerne og virkelig sej. Jeg vidste ikke, hvad det var, men jeg kan huske, jeg tænkte, at det ville være dejligt, hvis mine forældre ikke vågnede.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Jeg har boet i København hele mit liv. Mine forældre havde et vennepar, der var bøsser, og som altid var skidesjove at komme på besøg hos. Derfor var det nok ikke så farligt, alt det der med homoseksualitet. Da jeg begyndte at udvikle min egen seksualitet i teenageårene, kunne jeg godt fornemme, at der var noget, som var anderledes, men det føltes ikke forkert. Alligevel var det svært at sige det til mine forældre, da jeg fik min første pigekæreste, fordi jeg var bange for ikke at leve op til en eller anden norm. Først var vi kærester i hemmelighed, men da vi gik fra hinanden, blev jeg så ked af det, at jeg var nødt til at fortælle mine forældre hvorfor.

Indtil jeg var midt i 20’erne, var jeg verdensmester i ikke at omtale mine kærester som ”hun”, når jeg fx begyndte på et nyt studiejob. Jeg spurgte jo heller ikke mine heteroseksuelle venner, hvad de lavede med deres kærester, når lyset blev slukket, og jeg ønskede ikke, at det første, andre skulle vide om mig, var min seksualitet. Sådan har jeg det til dels stadig: Hvorfor er det så interessant, at jeg er homoseksuel? Når jeg læser ansøgninger til forlaget, hvor jeg arbejder i dag, studser jeg over folk, der som det første skriver deres seksualitet, ingen ville jo drømme om at understrege, at de er heteroseksuelle. For mig har min seksualitet aldrig været lig med min identitet. Jeg har heller ikke en masse lesbiske veninder, for det er slet ikke et kriterie, når jeg skal vælge min omgangskreds. Jeg er dog meget bevidst om, at jeg befinder mig i en del af verden og en kultur herhjemme, hvor jeg er så privilegeret, at jeg sjældent har mødt nogen fordomme. Derfor har jeg nok haft nemmere ved at stå ved min identitet, end tilfældet ville være i andre miljøer.

"Indtil jeg var midt i 20'erne, var jeg verdensmester i ikke at omtale mine kærester som "hun", når jeg fx begyndte på et nyt studiejob"

Min oplevelse er, at mange har et meget stereotypt billede af den typiske lesbiske som betonlebben, der er karseklippet, lidt overvægtig og en dygtig håndværker. Men der findes jo lige så mange forskellige mennesker blandt homoseksuelle, som der gør blandt alle mulige andre mennesker. Jeg må dog indrømme, at jeg også selv har været opmærksom på ikke at falde i kassen med baggy bukser, basketstøvler og en skruemaskine i hånden. Da jeg selv sprang ud, klædte jeg mig nok mere mandhaftigt for at føle, at jeg passede ind på mit nye hold, men i dag er jeg heldigvis ikke så optaget af det og klæder mig, som jeg har lyst til.

Jeg har et barn, som har to fædre. Siden mine 20’ere har jeg gerne villet være mor, men da jeg syntes, at tiden var inde, havde jeg ingen at få et barn med. I stedet gik jeg ind på en hjemmeside for regnbuefamilier og mødte et bøssepar, som jeg har fået min søn med. Efter at jeg mødte min kæreste (sundhedsekspert Michelle Kristensen, red.), er vi så fire forældre, og det giver da nogle udfordringer – både fordi der er nogle, som rynker lidt på næsen, og som måske skal vænne sig til den familieform. Vi tropper jo op som et mindre fodboldhold til forældredag i børnehaven, men heldigvis er min søn kommet i en gruppe, hvor hans tre bedste venner også har flere forældre end to. Det gør det nemmere for ham, at han ikke skiller sig ud i sin hverdag.

Der er sket virkelig meget, siden jeg sprang ud som ung. Dengang var jeg nok heldig at vokse op i København og ikke i en lille by ude på landet, men i dag tror jeg, det er blevet nemmere at være homoseksuel, uanset hvor i Danmark man kommer fra. Samtidig er både seksualitet og køn blevet langt mere fragmenteret, og jeg kan indimellem næsten føle mig lidt gammeldags. Fx synes min 15-årige niece ikke, at det er hverken særlig eksotisk eller spændende, at faster er lesbisk, og det synes jeg faktisk er meget fedt.

"Da jeg selv sprang ud, klædte jeg mig nok mere mandhaftigt for at føle, at jeg passede ind på mit nye hold"

Når det er sagt, er der stadig nogle områder, hvor tingene kunne blive bedre. Og som gør, at eksempelvis Priden fortsat har sin berettigelse. Jeg tager stadig mig selv i ikke at holde min kæreste i hånden visse steder på gaden og ikke være alt for åbenlyse kærester i det offentlige rum. Det handler ikke kun om risikoen for diskrimination, men lige så meget om, at jeg ikke vil sætte andre i forlegenhed. Men hvis hun i stedet havde været en ham, havde jeg jo næppe lagt skjul på noget som helst.

Jeg havde ikke så mange at spejle mig i, da jeg voksede op. Men så kom serien ’The L Word’, som jeg tror, at alle lesbiske så som besatte. Ellers havde jeg i mange år Madonna at gemme mig bag. Og hun er jo ikke engang lesbisk, men til gengæld var hun virkelig fremme i skoene, hvad angik at kæmpe imod stigmatisering af homoseksuelle, af AIDS og af seksualitet i det hele taget. Når mine forældre spurgte mig, hvem jeg skulle giftes med, når jeg blev stor, svarede jeg altid: ”Madonna.” Og da de senere begyndte at sige: ”Jamen hun er jo en kvinde,” svarede jeg bare: ”Ja.” Og så kunne de jo selv lægge to og to sammen.

Sponsoreret indhold

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2023-10-12/dagmar.png

Frakke, House Of Dagmar, 6.310 kr.

Køb her
/2023-10-12/the-garment.png

Kjole, The Garment, 2.530 kr.

Køb her
/2023-10-12/manu.png

Stiletter, Manu Atalier, 3.020 kr.

Køb her
/2023-10-12/lie.png

Øreringe, Lie Studio, 1.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/second-female.png

Frakke, Second Female, 2.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/opera-sport.png

Top, Opéra Sport, 1.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/agolde.png

Jeans, Agolde, 2.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/rotate.png

Nederdel, Rotate, 1.600kr.

Køb her
/2023-10-12/saint-laurent.png

Taske, Saint Laurent, 14.090 kr.

Køb her
/2023-10-12/atp.png

Støvler, Atp Atelier, 5.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/corali.png

Halskæde, Corali, 6.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/cnd.png

Neglelak, CND, 130 kr.

Køb her