Gustav Salinas: "Jeg kunne jo ikke blive ved med at spille dum på tv resten af mit liv"

Dette interview er en del af interviewserien 'Realitytjek' i ELLEs martsnummer, hvor vi har interviewet fem af de stjerner, der har været med til at rykke grænserne for, hvad man kan vise på dansk tv, og som fik deres liv forandret af kameraet - på både godt og ondt. Vi bringer her interviewet med Gustav Salinas i sin fulde længde, og i ELLEs martsnummer kan du læse et interview med Rikke Gøransson, Amalie Szigethy, Elivia Pitzner og Jill Liv Nielsen.

Jeg var 18 år gammel, da jeg mødte Susan K. (realitystjerne, red.) inde på Cozy (københavnsk LGBT+-bar, red.). Hun sagde til mig, at der blev søgt deltagere til et program ved navn ’Dagens Mand’, og at hun mente, jeg havde potentiale til at blive kendt.

På det tidspunkt i mit liv var jeg ved at uddanne mig til tjener og arbejdede inde på Imperial Hotel, som var et meget fint hotel, men jeg syntes, at mit liv var røvkedeligt. Jeg var træt af at møde klokken seks om morgenen og arbejde til sent om aftenen, så jeg tænkte: ”Ved du hvad, Gustav? Der skal ske noget vildt i dit liv.” Jeg sagde til Susan K., at de bare kunne kontakte mig.

Allerede før de ringede, begyndte jeg at tænke på, hvordan jeg kunne skille mig ud. Jeg sparede op til en Burberry-skjorte til 2.000 kroner, så jeg havde noget lækkert at tage på, og jeg besluttede mig for, at jeg ville være rigtig brun på tv. Men jeg havde ikke penge til at gå så meget i solarium. I stedet blandede jeg soya i min Nivea-creme. Og jeg indøvede en masse replikker.

Jeg har altid været typen, der skilte mig ud, og da jeg ankom til optagelserne, vidste alle de andre bøsser fra miljøet godt, hvem jeg var. De kiggede meget skeptisk på mig, og de fleste af dem snakkede slet ikke til mig. Derfor var det ikke særligt svært for mig at være en bitch, da først kameraerne rullede.

Jeg havde ikke noget at miste. Dagen efter programmet, tog jeg metroen, og pludselig kunne jeg mærke, at folk kiggede på mig. Fra at have gået til en elevløn på 8.000 kroner om måneden, kunne jeg nu tjene 10.000 kroner på en time, når Crazy Daisy ringede og spurgte, om jeg ville være gæstebartender.

Heldigvis var jeg meget fornuftig. Jeg har set mange i branchen tage alt for mange stoffer og bruge deres penge på alt muligt crap. Men jeg vidste, at alt har en udløbsdato, så jeg tog det ikke for givet og arbejdede hårdt, lavede mere tv, tog flere barjobs og passede på mine penge. Jeg har også altid haft et konkurrencegen, som gjorde, at hver gang jeg lavede et nyt tv-program, tænkte jeg: ”Hvordan kan jeg gøre det endnu sjovere og endnu vildere?”

Jeg blev kendt på at dyrke min seksualitet, og jeg gjorde det med lyserødt tøj og fjer, ved at være ‘fabulous’ og for meget, og det var der sikkert nogen, der blev provokeret af. Jeg er blevet spyttet på, jagtet og overfaldet flere gange, og der er folk, som har stået og ventet på mig ude foran min dør kun for at svine mig til. Men jeg har altid haft en evne til at fortrænge alt det dårlige, der sker, og derfor fylder det ikke noget for mig i dag. Hvis jeg f.eks. har haft en dårlig oplevelse med en journalist, er jeg nødt til at skrive vedkommendes navn ned i en note på min telefon – ellers glemmer jeg simpelthen alt om det.

Da jeg blev 24 år, efter at have lavet en lang række reality-programmer, besluttede jeg mig for at skifte spor. Kort forinden var jeg blevet udsat for et overfald, hvor jeg blev slået ned med en flaske og vågnede op på Rigshospitalet med otte sting i baghovedet. Det fik mig til at stoppe op og tænke over mit liv, og jeg begyndte at træne, så jeg kunne forsvare mig. Jeg ville uddanne mig til personlig træner, og jeg ville lave om på både mit image og min karriere.

Først sagde folk til mig: ”Gustav, du er jo idiot.” På det tidspunkt tjente jeg over én million kroner om året på min tv-kontrakt, og der var mange, som ikke kunne forstå, at jeg ville droppe det. Men da jeg startede med at lave reality som 18-årig, var der også folk, som mente, at jeg ville ødelægge mit liv på det. Så jeg har lært at lytte til mig selv og gøre det, som føles rigtigt for mig. Jeg kunne jo ikke blive ved med at spille dum på tv resten af mit liv.

Det var ikke nemt. Jeg mistede min høje løn, jeg måtte leje et værelse ud og sælge min BMW, men jeg vidste, at hvis jeg gik all in, skulle det nok lykkes. I starten fik jeg at vide, at det ville være nemt for mig at blive personlig træner, fordi jeg havde et navn og masser af følgere på sociale medier.

Men da jeg blev uddannet, ville ingen fitnesscentre tage mig ind, måske fordi de tænkte, at jeg ikke var seriøs på grund af mit image. Jeg endte med at leje mig ind i et fitnesscenter ude i Valby, hvor der kom en masse pumpede rockere, men jeg fik min lille biks op at køre, og i dag har jeg en fitness-forretning med ansatte, som jeg har ansvaret for.

Jeg kan godt blive overrasket over, at produktionsselskaberne stadig ringer til mig og spørger, om jeg vil være med i deres programmer. Men jeg kan jo ikke stå og skeje ud i ’Paradise Hotel’, når jeg samtidig er chef i en virksomhed. Der er nogle ting, som jeg godt ville kunne lave, men der er også noget, som er no-go.