Britt Bendixen: "Jeg tror ikke på det med, at man forelsker sig i køn"

Der er alt det, du ved om Britt Bendixen: at hun bærer to sæt briller i håret. Et med styrke og et med shades. At hun de seneste 17 år har underholdt danskerne som den indiskutabelt mest karismatiske dommer i Vild med dans. Og at hun indtil 2017 drev den legendariske danseskole Pejsegaarden på Frederikssundsvej i København.

Og så er der alt det, du ikke ved.

Det er det sidste, dette interview handler om.

Britt Bendixen har sat sig til rette i en lille, fin sofa med bordeauxfarvet velourbetræk og guldkant. Som en regent, der holder audiens i sine gemakker. Casual klædt i knælange chinos, hvide sneakers og en kort, knaldrød jakke. Hendes hud er solbrun, og hendes blik er åbent og opvakt. Hun sidder lidt tilbagelænet i sofaen med den ene arm skødesløst hvilende på armlænet. Som om hun stadig ejer stedet.

De højloftede lokaler og spejlsale på Frederikssundsvej står også stort set, som de gjorde, da det stadig var Britt Bendixen, der drev danseskolen. Og som de gjorde, da Britts mor, Mitzi Bendixen, drev den før hende. De boede her engang i tre generationer. De kvinder, der udgjorde rygraden af det bendixenske dansedynasti. Og som havde skabt det hele selv i en tid, hvor kvinder ellers knap havde fået foden indenfor på arbejdsmarkedet. I hvert fald ikke som selvstændige og entreprenante erhvervsdrivende.

Det er blandt andet dem, vi skal tale om. Kvinderne i Britt Bendixens liv. Og hvad de betød for, hvilken kvinde hun selv voksede op til at blive: en regelbryder, der fik kælenavnet ”Rebella” af revy-kongen Volmer-Sørensen. Som blev en af landets første kvindelige koreografer i en ellers mandsdomineret verden. Og som midt i livet overgav sig til at forelske sig i mennesker i stedet for i mænd eller kvinder, længe før det blev moderne at anskue køn som en flydende størrelse.

”Hverken min mormor eller mor følte sig nogensinde mindre værd, fordi de var kvinder. Selv om det lå i tiden, at kvinders liv var afgrænsede af de traditionelle kønsrollemønstre, så var det ikke noget, de lod sig indskrænke af,” siger Britt Bendixen.

”Det har jeg heller aldrig selv gjort.”

Britt Bendixens forældre startede i virkeligheden danseskolen sammen. I 1942 i lejede lokaler. Forretningen gik imidlertid så godt, at de allerede i 1945 lige efter krigen kunne købe den hvide patriciavilla på Frederikssundsvej, som senere skulle blive til Pejsegaarden. Det gik strygende, lige indtil Britts far forelskede sig i en 20 år yngre danselærer, som parret havde ansat til at aflaste Britts mor. Efter skilsmissen lå det i tiden og i kortene, at det nu var dem, der skulle føre forretningen videre.

Hvis altså ikke Mitzi havde villet det anderledes.

”Jeg tror ikke, hun kunne rumme, at han fik både pigen og forretningen,” siger Britt Bendixen.

”Hun fik nej fra de første fire advokater, der ikke ville føre hendes sag, fordi de ikke mente, at en lille frue som hun kunne føre forretningen videre. Men den femte sagde ja. Og hun fik danseskolen, selv om det betød, at hun i flere år måtte betale af til min far og udholde, at han brugte pengene til at starte en ny danseskole med sin nye kone.”

”Jeg ved, at hun var heartbroken. Da hun lå på sit dødsleje en menneskealder senere, var det min far, hun kaldte på. Men hun lod sig aldrig mærke med det over for hverken min bror eller mig. Min mor havde et motto: Hvorfor ærgre sig? Hun skrev det ned i sin gæstebog, og hun levede efter det.”

Mitzi Bendixen havde i øvrigt heller ikke tid til at være bitter. Hun var opslugt af ambitionen om at få sit danse-etablissement til at vokse, og hun kastede al sin energi ind i drømmen om et summende, svingende danse- og selskabshus med bonede gulve, spejlsale, sølvstager og møbler i rødt plys med guldkant. Det var en målrettethed, der var gået i direkte arv fra hendes mor, Edla.

Britt Bendixen husker først og fremmest sin mormor for hendes mildhed og en duft af svenske boller og småkager bagt med gul safran, som mormoren havde bragt med sig fra en ludfattig opvækst stort set uden skolegang i det sydlige Småland. Men Edla indeholdt meget mere.

”Der var ingen bøger i min mormors barndomshjem. Kun biblen. Og indersiden af familiens lille udendørs das, som min mormors far havde tapetseret med aviser. Det var sådan, hun lærte at læse. Og hun kom efter alt det forsømte.”

”I sin tidlige ungdom var hun kvindesagsforkæmper og med på barrikaderne i kampen for kvinders stemmeret. Hun var bright og i 1932 åbnede hun sammen med min mor en tricotageforretning ved navn Den Høje Stue nær Brønshøj Torv. Som pensionist læste hun på Folkeuniversitetet, og hun var medlem af Dansk Kvindesamfund til sin død.”

Hvorfra tror du, at din mor og mormor fik det drive til at gøre tingene anderledes end de fleste andre kvinder i deres generation?

”Det er ikke én ting, men flere, tror jeg. Man skal selvfølgelig have evner, men man skal også have en portion held. Og så skal man have mod.”

Mod til hvad?

”Mod til at turde gøre noget. Også det, der ikke forventes af dig. Måske især det, der ikke forventes af dig. Og mod til at bøje de normer og regler, der står i vejen for dig. I hvert fald en lille smule. Ellers kommer du jo ingen vegne.”

Britt Bendixen begyndte selv at bøje reglerne en lille smule i en tidlig alder.

Som 14-årig kostskoleelev på Sorø Kostskole blev hun og forstanderens datter berusede, da Britt foreslog, at de skulle smage på den flaske Vermouth, hun havde fået med af sin mor som en gave til lærerne. Og senere på året var hun mastermind bag en sen skumringsudflugt til en nærliggende skøjtesø.

”På kostskolen måtte vi ikke forlade huset efter kl. 18.00, og det var derfor usandsynligt frækt at ville klatre ud ad vinduerne for at løbe på skøjter om aftenen i måneskin. Også selv om vi ikke turde gå helt ud på søen, men blev på det lave brakstykke,” siger Britt Bendixen.

”Forstanderen, der aldrig blev rigtig vred, sagde: Jamen Britt, I kunne jo bare have spurgt, så var jeg gået med jer. Men det havde der jo ikke været noget sjov ved, vel?”

”Jeg kan nogle gange blive helt ked af det på nutidens børns vegne. Der er stort set ingen regler, de kan bryde længere, fordi alt er blevet så loose, og der er nærmest ingen grænser for, hvordan børn må opføre sig. Det er jo synd! Som danseskolelærer har jeg fra tid til anden opsat en hel masse urimelige regler for børnene, bare så de kunne få lov til at bryde dem. Det opbygger karakter. Og så er det sjovt.”

Britt Bendixens egen form for regelbryderi var gjort af et kontrastfyldt stof, der synes at være lige dele frækt og høfligt.

Da hun som helt ung danser i Cirkusrevyen afbrød selveste Sejr Volmer-Sørensen, datidens store, ukronede revykonge, og foreslog, at han ændrede i koreografien, skete det med en vis portion høflighed og charme. Og Volmer-Sørensen kvitterede ikke kun med at kalde hende en lille rebel (senere Rebella), han gav hende også mere at skulle have sagt på scenen. Britt Bendixen løj heller ikke direkte, da hun nogle år senere undlod at fortælle, at hun ikke var klassisk ballettrænet ved Den Kongelige Ballet, for at få lov til at komme til optagelsesprøve på prima ballerina Rosella Hightowers balletakademi ved den franske riviera. Hun blev selvfølgelig optaget. Og fik lov til at danse ved fyrst Rainier og Grace Kellys velgørenheds- gallashow i Monte Carlo.

Modet og viljen til at bøje reglerne har altid kunnet betale sig i Britt Bendixens liv. I hvert fald i den version, hun selv har valgt at fortælle.

”Jeg kunne sikkert finde mange eksempler på det modsatte. Men jeg er sådan indrettet, at jeg ikke husker modgang. For selvfølgelig har jeg mødt den. Jeg samler bare ikke på de historier. Jeg skal grave dybt i min hukommelse for overhovedet at erindre dem,” siger hun.

For hvorfor ærgre sig?

Da Britt Bendixen gjorde sin entre på Hightowers akademi i Sydfrankrig, stak hun ikke kun ud, fordi hun manglede ballettræning. Hun var også høj, sportstrænet og solbrændt. Og lignede på ingen måder de ultratynde sylfider på skolen med deres sarte, lyse teint og rosa kinder.

”Jeg var større på alle måder. Mine skuldre var bredere, mine lår og arme var fyldigere. Jeg havde danset sportsdans og standard og latin. Jeg havde en helt anden fysik. Og en god appetit.”

Gik det dig på, at du ikke levede op til de kropsidealer, der herskede i danseverdenen?

”Nej da! Jeg havde jo travlt med alt muligt andet end at være optaget af, hvad andre syntes om mig. Jeg ville være en dygtig danser. Det var det eneste, jeg havde blikket stift rettet imod. I dag er alt for mange unge kvinder helt ekstremt optagede af, hvordan de tager sig ud i andres øjne. Deres udseende, vægt og tøj kommer til at fylde det hele. Og det er ødelæggende og ufrit for dem. Jeg bliver helt trist til mode af at se på det. Mit bedste råd til dem er at vende blikket mod noget andet. Mod deres drømme og mod, hvordan de kan nå dem. Det er i det, man kan, at det ægte selvværd findes.”

Dengang hjalp det selvfølgelig også på selvværdet, at Britt Bendixen blev engageret som danser selv om – eller måske netop fordi – hun stak ud. Det vil hun ikke lægge skjul på. Og så hjalp det, at hun var ombejlet.

”Da jeg kom retur til Danmark, havde jeg fem bejlere rendende på én gang. Min mor spurgte lidt bekymret, om jeg nu også kunne bevare overblikket. Jeg svarede, at det kunne jeg, og at jeg jo ikke gik i seng med dem alle sammen.”

Hun griner.

”Det var i 1960’erne. Før ungdomsoprøret og den seksuelle frigørelse satte ind, så jeg sørgede for at være diskret. Men det var jo mit liv, og jeg skulle jo have det meste ud af det!”

Britt Bendixen var noget så sjældent som en seksuelt frigjort kvinde i en tid, hvor unge ugifte kvinder ellers stadig skulle krydse benene og værne om deres dyd. Og hun bestemte suverænt selv, hvem hun var frigjort med.

”Da jeg begyndte at arbejde mindre som danser og mere som koreograf på teatrene, blev jeg introduceret for den såkaldte prolongationssofa. En sofa, der åbenbart fandtes på alle teaterdirektørernes kontorer, og som de unge, nye kvinder lige skulle en tur forbi, hvis de ville have forlænget kontrakten. Jeg ved ikke, om det i virkeligheden forholdt sig sådan, for jeg kom aldrig selv op at ligge på den sofa. Men jeg har da snoet mig for at undgå min del af nærgående teater- og revychefer,” siger Britt Bendixen.

Hun stopper tænksomt op et øjeblik, før hun fortsætter:

”Jeg skal ikke gøre mig bedre, end jeg er. På det tidspunkt var jeg begyndt at etablere mig som koreograf, så jeg havde selv en form for magt på produktionerne. Jeg var ikke udsat på samme måde som de unge dansere og skuespillere, der må have følt, at de kunne blive skiftet ud så let som ingenting. Du kan tro, at jeg sagtens kan forstå den vrede, #meetoo er båret frem af. Bare fordi man ikke selv har oplevet det, kan man godt være solidarisk med dem, der har.”

Det lyder næsten, som om alle de rettigheder, kvinder gennem tiden har kæmpet for – retten til en karriere, til egen krop, til seksualitet – dem har du bare taget?

”Gør det? Sådan har jeg aldrig selv set på det før. Men jo måske har du ret. I så fald har jeg jo været forud for min tid, ikke? Og det er jo meget godt! Jeg har aldrig set mig selv som feminist, og jeg har aldrig oplevet de barrierer, som andre kvinder har peget på og organiseret sig for at nedbryde. Det betyder ikke, at de ikke har været der. Og ikke fortsat er der. Jeg har bare ikke set dem selv. Og når man ikke ser dem, er det nok nemmere bare at vade lige igennem dem.”

”Min mor og min mormor så heller ikke de barrierer. Eller det gjorde de måske nok, men de lod sig ikke indskrænke af dem. De gjorde, hvad de ville, uagtet deres køn. Og de gav ikke kun den indstilling videre til mig, men også til min bror. Så måske handler det i virkeligheden ikke om, hvilket køn man har, men mere om, hvad man er for et menneske.”

Der er noget andet, der heller ikke handler om køn. I hver fald ikke for Britt Bendixen. Ikke længere. Midt i livet, det etablerede af slagsen vel at mærke, hvor Britt Bendixen for længst havde giftet sig, skabt en karriere, overtaget danseskolen på Frederikssundsvej og fået en søn, forelskede hun sig i en kvinde.

”Det var chokerende, simpelthen. Jeg havde aldrig oplevet de følelser før. Aldrig haft de tanker. Tværtimod, så har jeg hele livet været meget begejstret for mænd. Men det føltes rigtigt. Så jeg besluttede mig for at kaste mig ud i det. Jeg har alligevel aldrig tidligere rettet mig efter, hvad andre mente var det rigtige eller forkerte at gøre. Det virkede som et dumt tidspunkt at begynde.”

”Og så har jeg det egentlig sådan, at mere odiøst er det heller ikke. Jeg tror ikke på det med, at man forelsker sig i køn. Det er mennesket, man forelsker sig i. Sådan er det i hvert fald for mig.”

I dag har Britt Bendixen levet sammen med sin kæreste, Marianne, i over 25 år. Siden de forelskede sig hovedkulds i hinanden en sen sankthansaften, og Britt et par dage senere bad hende flytte ind. ”Hun er 18 år yngre end mig. Og nogle gange kunne jeg da godt ønske, at jeg var nærmere hendes alder end min egen,” siger hun.

”Jeg overhørte på et tidspunkt en kvinde, der sagde, at når man havde krydset en vis alder, så kunne man ikke være bekendt at gå på stranden i bikini. Det blæser jeg selvfølgelig på. For jeg vil da helst have så meget sol på kroppen som muligt.”

Britt Bendixen retter sig lidt op i den røde sofa med den gyldne solkant.

”Det er klart, at der bliver kortere og kortere til graven, men det er også sjovt at være 80 år. Der er ikke nogen, der forventer noget som helst af én længere. Overhovedet. De forventer nærmest det modsatte af én. Ingenting. Og så er man jo sat helt fri til at bryde alle regler”.