ELLEs skribent tester: At leve som veganer i en måned

”Hvorfor skal du være veganer?”, spurgte min kæreste mig, helt forpustet ved bare tanken om ikke at få kød i en måned.

”Fordi jeg gerne vil se om min krop kan ændre sig på en måned, og fordi jeg er rigtig god til at dømme noget på forhånd”, sagde jeg nærmest helt undskyldende overfor ham.

Jeg skulle måske have spurgt ham, inden jeg gik i gang, da det er ham der laver mad i hjemmet, men jeg tænkte, at det kunne være en god udrensning og ny start. Jeg vidste nok godt, at det ville være svært, men alting er jo svært i starten tænkte jeg. Men jeg er ikke hende som giver op, og det har jeg heller ikke gjort denne gang.

Hvad jeg har gjort er at brokke mig konstant over det, men da jeg er pige af mange ord (takket være min mor) siger jeg oftest det, jeg tænker. Og jeg vil ærligt indrømme, at jeg en gang imellem under forløbet sagde ’det her gider jeg ikke’, når jeg kom hjem fra job helt tung i hovedet, fordi jeg ikke kunne få min kaffe med mælk – men, selvom jeg sagde det, så holdte jeg ud. Så hvis jeg kan, kan du også!

Kort info om mig; Jeg er 23 år gammel, træner omkring tre til fem gange om ugen (det hedder to gange om ugen med min træner, og to eller tre gange om ugen med løb, og så en gang imellem en løbetur suppleret med en yogatime). Jeg spiser meget varieret og er stort set altspisende, bortset fra rødt kød, men tatar kan jeg nu meget godt lide – ja, jeg ved simpelthen ikke hvorfor! Så en måned uden rødt kød er ikke dét, jeg frygter mest – det er dét at leve uden mælk, æg, kylling, og fedtstoffer.

Under hele forløbet har jeg skrevet noter og tanker ned, herunder hvordan jeg havde det dag for dag og hvilke udfordringer, jeg mødte undervejs. Nedenfor kan I læse mine tanker i løbet af den måned, som forløbet varede, og jeg håber, at det kan give et indblik i, hvordan det er at blive veganer, når man hverken har været vegetar eller flexitar før.

Dag 1: Mit liv som veganer begynder i dag, og jeg er mere end spændt! Mest af alt er jeg spændt på, om jeg overhovedet kan finde ud af være veganer, da jeg ikke lige er typen, der tjekker alle produkterne i indholdet – og det er helt klart en vanesag, der lige skal ændres. Ellers, er jeg så klar, som man nu kan være. Jeg aner dog vitterligt intet om, hvordan jeg kommer til at reagere. Min far mener, at jeg kommer til at være træt hele tiden, min mor tror, at jeg bliver svær at bo sammen med, og min kæreste – ja, han tør nok ikke sige så meget. Ej, når alt humoren er forsvundet, så bliver dette helt klart en challenge, for det er jo noget, der kommer til at præge min hverdag 24/7 i en måned. Det følger mig, og det er en lille smule skræmmende, hvis jeg selv skal sige det.

Dag 4: De to første dage var lettere, end jeg havde regnet med! Aftensmaden bestod af wokretter med brune ris og falafel (à la durum style). I går aftes skulle jeg til fødselsdag, hvor jeg havde ringet et par dage inden og fortalt, at jeg var blevet veganer. Af ren høflighed spurgte jeg derfor, om jeg skulle tage min egen mad med, da jeg ikke syntes, at jeg kunne tillade mig at kræve, at der skulle laves andet mad. Men værten sagde, at det skulle jeg ikke, da vi skulle have sushi, så hun ville bare bestille det grønne til mig. ’Fedt’, tænkte jeg lige til at starte med - det skal nok gå godt. Men da vi kom til arrangementet, var det langt hårdere, end jeg havde troet. Til at starte med var der små hapser med lækkert pålæg – værten havde dog ikke glemt mig, så der stod heldigvis også en skål med ærter, radiser og asparges… Så mens de andre sad og smaskede fróis gras madder, sad jeg stille ved siden af, med en (tør) asparges og gnavede væk. Og da vi så skulle spise hovedretten, havde jeg svært ved at nyde min mad, da de andre spiste laks, rejer og tun toppet med lækre miso-dressinger, alt imens at min sushi kun havde en lille agurk i midten. Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle grine eller græde, da sushi er noget af det, jeg elsker allermest. Da hovedretten var overstået, og desserten skulle på bordet, fik vi at vide, at vi skulle have islagkage, og jeg blev lige pludselig fem år igen, hvor jeg sad med foldede hænder og bad til, at jeg måtte få is; "please lad der ikke være fløde eller mælk i!" sad jeg og tænkte. Men min tanke blev hurtigt blot en tanke, for værten straks derefter sagt ”Eller vi skal have is, og Rebecca, jeg har købt nogle bær til dig” – hvis det ikke var fordi, at jeg er så stædig, havde jeg stukket en ske i den is uden at nogen havde set det, men jeg vidste jo godt, at den eneste jeg ville snyde var mig selv. Da det så var tid til kaffe, troede jeg, at jeg kunne få lov til at slappe af og klappe mig selv på skulderen over, at jeg gjorde det. Men desværre tog jeg grueligt fejl. For det var netop her, at aftenen toppede. For alt imens at kaffen blev sat på bordet, kom der to store kager ind på bordet; en med marengs og en anden med chokolade. På det tidspunkt havde jeg spist alle mine bær, hvorfor jeg stille og roligt fik ufattelig meget koldsved, imens jeg sad og trippede over, at jeg ikke måtte røre kagen. Jeg drak flere og flere kopper the for at holde mætheden nede, men de smukke kager var konstant i øjenhøjde. Og det var egentlig ikke fordi, at jeg ville have et stykke kage grundet sult - nej jeg ville have et stykke, fordi jeg ikke måtte. Jeg følte mig lidt udenfor gruppen, og det lyder virkelig mærkeligt, men fordi hele min aften bestod af min mad, stillede jeg konstant spørgsmål som ”Er der mælk eller æg i? Hvor er det fra? Og hvad er det lavet af?” samtidig med, at jeg så skamroste alt det, jeg ikke måtte få; ”Nej en lækker kage! Nøj den sushirulle ser lækker ud! Sikke en is, den ser god ud! Uh jeg elsker det der chilimayo” og sådan kørte den hele aftenen. Det endte med, at vi var de første, der gik, og ja, det var der flere grunde til. Men den største årsag var altså, at jeg ikke kunne holde ud til at kigge på de kager et sekund længere. Da vi kom hjem, var jeg helt udmattet – jeg syntes selv, at jeg havde gjort det godt, men jeg fortrød, at jeg ikke havde taget en snack eller to med, som jeg selv kunne nyde, mens de andre gumlede på det, jeg ikke kunne få. Jeg lærte i hvert fald lynhurtigt, at næste gang jeg skulle til noget, skulle jeg være mere forberedt. Det er lidt småirriterende, at man er så afhængig af den mad, man er omringet af til et selskab, men det er også småirriterende, at man skal forberede tingene selv. For normalt, når jeg skal hjem til andre, plejer det jo at være totalt afslappende, da man så hverken skal tænke på mad eller drikke. Sådan var det som altspisende – men sådan er det ikke som veganer. Jeg har virkelig respekt for dem, der kan være vildt sociale samtidig med, at de ikke spiser dyr - for det er bestemt ikke nemt, og hvis man ikke gider at være en ’social killer’ og selv tage sin egen mad med, ja, så må man sidde og stirre på andre, der spiser det, de får serveret, imens man selv er den, der er blevet gået på kompromis med. Det er også sådan det skal være. For man kan ikke tillade sig at blive sur på værten over, at de ikke har lavet ærtebøffer, når de andre får hakkebøffer. Det er dit valg, så det er dig, der må gå på kompromis. Men det er ikke nemt, sjovt, eller behageligt…i det mindste kan jeg dog have en lille sejrsdans over, at jeg ikke tog på af den kage, og måske (kun måske) gør det mig bare lidt gladere.

Dag 7: De sidste fire dage har det været énn stor og lang rutsjebanen for krop og sjæl. De første to dage efter fødselsdagen gik helt fint. For det er jo nemt nok, når man starter, ligesom med alt andet; altså den første træningstime er jo ikke ligeså hård som den sidst på ugen, og den første dag på juicekuren er heller ikke ligeså slem som dag 3, 4, eller 5. Men jeg havde nok ikke lige troet, at det allerede ville være hårdt efter et par dage – og tanken om, at der lige nu er over tyve dage tilbage af forløbet, giver mig en lille smule kvalme. Jeg har dog fået at vide, at det skulle blive bedre og nemmere jo længere man kommer i forløbet - så det er det, der holder mig oppe lige nu. For glæden i mad er faktisk lidt forsvundet. Det lyder underligt, men lige nu spiser jeg for at overleve og ikke fordi, jeg kan lide det. Min frokostpause består af salat, et stykke rugbrød og noget cous cous eller quinoa ved siden af min grønne bunke salat. Og ja, det kan være super lækkert, men jeg ser ikke længere frem til at gå ned i kantinen og lave en frokosttallerken, fordi jeg ved, at 90% af den består af grønt, og det keder mig allerede. Nu lyder jeg som en, der aldrig spiser grønt, og det er langt fra rigtigt. Jeg elsker salater og spiser det gerne til frokost, og jeg har det altid med i min aftensmad. Men mine salater er sekundært, og derfor bliver det lavet efter det vi ’rigtigt’ skal have at spise, såsom kylling eller fisk. Og så igen, det jeg savner allermest lige nu, er faktisk ikke maden men min frihed – især i kantinen hvor jeg render rundt som en høne uden hovede for at spørge, hvad der er i de forskellige retter. Jeg er også ekstra træt lige nu, men jeg ved ikke, om det er fordi, det bare har været en lang uge – det er i hvert fald svære lige pt at komme op om morgenen. Til gengæld føler jeg mig rigtig sund - noget som jeg også følte mig før, fordi jeg træner en del, men det er ikke helt på samme måde. Jeg har ikke dårlig samvittighed over, hvad jeg propper i munden, og om aftenen er jeg mæt på den gode måde – og jeg har god samvittighed med mig selv. Jeg savner selvfølgelig min chai latte med minimælk og min æggemad til frokost, men det er ikke kødet, jeg savner. Jeg savner mere friheden. Hvis nu alt var lavet til en veganer, ville det heller ikke være noget problem for mig, men det er besværligt, når det ikke er. Mit mål i uge to er derfor, at jeg vil prøve at finde en løsning på min hverdagskost, så det ikke er en belastning at spise. Stay tuned... jeg tror, at det bliver bedre.

Dag 11: Efter en lille uge har jeg ’næsten’ vænnet mig til min nye livsstil, og ja, det kan godt være, at min holdning ændrer sig om et par dage igen, men lige nu går det faktisk meget godt! Fredag (for tre dage siden) brugte jeg til gengæld lidt over halvanden time på at handle ind. Jeg vil sige, at hvis det ikke var fordi, at jeg havde en yderst tålmodig kæreste, var det nok endt ud i et pinligt-kæreste-skænderi i Irma på Borgergade. Det nåede dog ikke til det stadie, men det er udelukkende min kærestes fortjeneste. Vi skulle egentlig bare handle ind til aftensmad, som skulle bestå af kartoffelmadder med en del mere salat end dem, vi får normalt. Problemet opstod egentlig fordi, at jeg inden jeg startede dette forløb, havde researchet en del og fundet sider på instagram, som fik det hele til at se let ud. Plantebevægelsen, også kendt som Naturli’ produktet, har nemlig lavet alt fra plantemayo, remoulade, chokolade og cashew smør. Og det var jo så her - denne fredag aften - at jeg tænkte ’Yes det skal jeg virkelig bare have lige nu’. Jeg havde endda læst mig til, at jeg kunne købe det i SuperBrugsen, men min SuperBrugsen havde det sjovt nok ikke. Så jeg gik ind i Fakta, Netto og Irma – desværre uden held. Det blev lige pludselig et kæmpe stort projekt, og til sidst gav jeg op. Men bortset fra den episode har det faktisk ikke været så svært at finde veganske madvarer.

Dag 16: Der er gået et par dage siden, jeg sidst skrev, og det var helt bevidst, da der ikke er sket den store forskel – andet end end det faktum, at jeg kan mærke det på kroppen. Jeg føler mig ’sund’, og det er lidt svært at beskrive - for hvordan føler man sig egentlig sund? Jeg træner jo lige så meget, som jeg plejer, og det er jo ikke fordi, at jeg spiser færre kulhydrater eller sukker - tværtimod. Jeg spiser mange flere kartofler og ris, end jeg plejer og min mælk i teen, er blevet erstattet med en sødtablet. Men jo, jeg føler mig sund, og én af grundene til det er nok, at jeg har skåret kaffen ned til én kop om dagen i stedet for fire, og så tænker jeg generelt mere over, hvad jeg propper i munden – det er måske også derfor, at mine bukser er blevet en smule løsere. Men jeg vil dog også lige huske at pointere, at jeg bestemt ikke gør dette for at tabe mig – eller det er løgn, for det gjorde jeg faktisk i starten. Men jeg fandt hurtigt ud af, at bare fordi du ikke spiser kød og mælk eller bruger honning, betyder det ikke, at du har skåret ned for alle fedtprodukterne og for sukkerindholdet. Og som jeg nævnte tidligere, så er det første gang i meget lang tid, at jeg spiser kulhydrater hver eneste dag. Det er så her, at du måske tænker, "hvordan har du så tabt dig to kilo"? Og det er der en ret simpel årsag til: nemlig at jeg spiser delvist mindre, end jeg gjorde før. Hvorfor spiser jeg mindre? Fordi til alle arrangementer - eller bare til frokost - er min kost så begrænset, at jeg simpelthen ikke kan spise det, der er.

Dag 24: Jeg var til to xfødselsdage i weekenden… og det var mildest talt forfærdeligt. Altså, ikke selskabet, de var dejlige som altid, men det der med, at skulle tage sin egen salat med (godt nok fra Wedoo Food – som er en sikker vinder) er stadig lidt trist. Til den første fødselsdag fik alle de andre pulled pork burger, coleslaw og lagkage – her sad jeg så med min salat og blev mere og mere bitter. Det gik dog okay, og jeg var ret stolt over, at jeg ikke snød (det har jeg ikke gjort endnu, men det kunne være virkelig nemt at snyde til sådan et arrangement). Den anden fødselsdag var hos min bedste veninde, hvor der var tapas med en masse stærke cocktails. Da jeg er opvokset i Spanien, er tapas for mig lig med masser af tomatsalater med olier, peberfrugter, kartofler, tomat brød, oliven, osv. Og ja bevares, der skal da også være plads til masser af ost, pølser, og skinker. Dette var dog en udvidet tapas aften, hvorfor der desværre ikke var så meget for ’veganer veninden’. Men min veninde havde dog købt hummus, oliven og brød, så jeg fik virkelig proppet mig med gluten og drinks. Desserten var en god omgang bland selv slik, og det var nok her, at jeg havde mest lyst til at synde. For oppe i mit hoved har slik intet med dyr af gøre, men da der er gelatine i, så har det jo noget med dyr at gøre. Det blev sværere og sværere at holde fingrene væk, og da jeg var lige ved at falde i, måtte jeg lave den kedelige og få min kæreste til hente mig. Det var ærlig talt en dårlig kombination af, at jeg var vildt træt, sulten og havde ondt af mig selv … Og så var jeg egentlig også bare super frustreret over, at jeg stadig savnede min gamle livsstil! Jeg havde jo læst om det at være veganer på en masse blogs, der havde eksperimenteret med den veganske livsstil, og de fik det alle sammen til at lyde så nemt - ”Det er kun den første uge der hård” og ”Jeg går aldrig tilbage til min normale livsstil igen” var de typiske sætninger, jeg mødte. Men det er på ingen måde nemt – jo, nogle dage er nemme, men ikke nemt nok til, at jeg syntes, det er det værd. Og det gør mig frustreret, for jeg hader ikke at være i kontrol, og derfor er jeg også en stor humørbombe, som har det fint de fleste dage, men som så eksploderer, når jeg er overtræt og sulten. I morgen eller i over morgen har jeg det måske helt anderledes – men lige nu, er det lidt op af bakke.

Dag 20: Jubii, vi har været til ELLE seminar, og min ’go-to’ person, når jeg har brug for hjælp, er ELLEs Health Editor, Stephanie. Hun har sørget for, at seminaret skulle føles nemt, og at jeg ikke skulle blive sulten. Jeg har det godt med mig selv, for lige nu føler jeg, at jeg er inde i et univers, hvor alle gerne vil bakke mig op og støtte mig. Det er jo det, der oftest er sværest, når man ændrer noget i sit liv - dét at alle andre omkring en også skal vænne sig til det. Jeg kan huske et par år tilbage, hvor jeg skulle på en hardcore livsstilsændring for at tabe mig, og det betød ingen alkohol, usund mad og store portioner. Jeg boede stadig hjemme, hvorfor jeg var så privilegeret at have en mor og far, der støttede mig 110 procent - ja faktisk så meget, at min far kørte over på gymnasiet et par gange om ugen med min frokost, så jeg kunne få en varm kyllingesalat i stedet for baguettes med smeltet ost. Det gjorde, at jeg tabte mig ti kilo på et halvt år. Men en af de sværeste ting ved forløbet var faktisk, at alle min venner ikke helt forstod, hvorfor jeg ikke ’bare’ kunne være på kur mandag til torsdag og så skeje ud med drinks, chips, og burger i weekenden. Men sådan lever jeg bare ikke - jeg går aldrig halvhjertet ind i et projekt, for hvis jeg gør det, er det eneste resultat jeg får ud af det, skuffelse. Det betyder ikke, at jeg ikke fejler eller falder i, for det gør jeg bestemt, men som udgangspunkt går jeg ind i et projekt med det i mente, at jeg skal klare det. Det gør de fleste mennesker nok, men det kan jo bare godt være svært, hvis alle dem man omgås med, gør alt for at få en til at falde i. Måske gør de det ikke med vilje, måske gør de ikke – men man klarer det jo bare bedst, når alle andre også kæmper for en. Og det har mine kollegaer i den grad gjort. De har givet mig råd, rosende ord, en hjælpende hånd og alt det der gør, at jeg er blevet ved. Og jeg kunne i den grad også mærke på ELLE seminaret, hvordan mine kollegaer ’passede på mig’, for der var veganske retter til aftensmad, og så fik alle en veganerburger til frokost. Måske har jeg bare vænnet mig til, at det skulle være svært, men lige her var det stjernelet at være veganer – og den tak skal mine ELLE-kollegaer have.

Dag 28: Så er der tre dage til, at mit veganerliv slutter! Det har været en kæmpe stor rutsjetur, hvor jeg ikke blot har kunnet mærke, at min krop har ændret sig fysisk, men også mentalt. Det har været skønt at føle, at man ikke altid er mæt på den tunge måde. Dét at man spiser masser af mad, men at det samtidig ikke føles som om, at man har overproppet sig selv, er helt unik. Og ja, jeg har tabt mig af denne challenge, men én af grundene til, at jeg også føler mig lettere og sundere, og endda også smukkere, er fordi jeg ikke har været oppustet eller følt mig tung. Det har uden tvivl gjort, at jeg nu sidder med en følelse af, at det godt kan betale sig at ændre sin livsstil og at kulhydraterne på ingen måde behøver at være din fjende - men at man sagtens kan supplere dem, så man får en masse energi.

Om jeg ændrer hele min livsstil og bliver fuldtids veganer, kan jeg nok ikke love. Men jeg vil helt klart skære ned på mælkeprodukter, kød og stadig kun drikke den ene kop kaffe i stedet for fire, selvom mælken er tilbage. Jeg er stolt af mig selv, men også lidt træt, for det har været hårdt både for krop og sjæl, og jeg har helt klart sat mig selv på prøve denne gang. Det største plus ved denne udfordring har dog været, at jeg nu vitterligt kan sætte mig ind i, hvordan det er at være veganer. Og til jer som er det, må jeg ærligt sige, at jeg virkelig tager hatten af for jer - for I er virkelig sejere, end I tror!