Uffe Buchard: Twerk, min bare …

Hvad er det, man siger? Når enden er go’, så er alting godt! At det er en universal megaløgn, blev jeg klar over, da jeg ganske uforvarende og mentalt improviseret forleden blev øjenvidne til rapper Nicky Minajs nyeste musikvideo til nummeret Anaconda. Titlen er uappetitlig nok i sig selv, men pigens omfangsrige bagdel – blot ’dækket’ af en minimal g-strengstrusse, der i sagens natur bortkommer dybt inde i den afgrundsdybe ballekløft – er i sandhed en studie udi LOL-worthy deformitet. Synet af en nougatmås på størrelse med Bornholm fasttømret på en tøs af noget nær dværgvækst er i forvejen årsag nok til at kigge væk i beklemmelse. Men Gud hjælpe mig om popoen ikke også twerker!

Den dag spiste jeg ingen aftensmad. Og jeg holder også lige en pause fra Bornholm … Bare rolig, det er for længst gået op for mig, at den østro-genstruttende – eller implanterede – bagdel er den nye barm, men skal den absolut twerke? Jeg tror, jeg hader piger, der twerker. Også de danske blege, der er begyndt at gøre det lige foran næsen på mig, når jeg tror, jeg skal have en glad aften på Sunday. Twerker-bevægelserne minder mig om berusede festival piger, der gør sig klar til at besørge på åben græsmark i bedste campingstil. Det bekymrer mig i mindre grad, om mine våde nætter i det københavnske natteliv bliver distraheret af rystende baller få centimeter fra min næsetip. Min betænkelighed går mere på det kropsi-deal, der har forrykket sig i en ny katastrofal og forskruet retning med galopperende hast.

Læs også: 'Belfies' er de nye selfies!

Det var jo ganske forfriskende og befriende, dengang Jennifer Lopez slog et sofistikeret slag for piger med booty ved konstant at flashe sin egen – for 27 mio. dollars forsikrede – pompøse popo, for hun gjorde det med stil. Men når den allestedsnærværende skaldede stripper Amber Rose, det überpopulære realitymenneske Kim Kardashian og ikke mindst indflydelsesrige rappere som Nicky Minaj promoverer kropsidealer helt ude af proportioner med virkeligheden – specielt til reversen – så minder det mig egentlig ganske meget om dengang, vi var vidner til de alt for spinkle piger på podierne – nu bare med omvendt, opbulnet fortegn. Kroppe, der mest af alt slægter på livagtige pornofan-tasterier … endda twerkende! Fair nok, verdens mere bastante kvinder er gået til kamp mod det ellers sædvanlige slanke og halvandrogyne look, og de kurvede rollemodeller har mange steder fået ny idealstatus. Bare den nye udvikling ikke ender med at blive lige så usund som det kropsideal, vi nu i mange år har kæmpet for at bryde med. For det nye korpulente ideal handler ikke på nogen måde om en accept af naturlige kvindelige kurver, som det påstås, men af helt forcerede, formfuldendte ferskenproportionerede maxikurver. Ferskener på steroider, forstås. Nærmere græskardimensioner både for og bag, men med taljemål som Marilyns. Det er der lige så få, der kan præstere, som de slanke modelmål. Og så er vi jo lige vidt. Så føler kvin-der sig igen utilstrækkelige.

Siden sidse del af 1990’erne – kendeegnet ved de generelt usunde og udsultede kropsideal – er der sket en del. Jeg husker med rædsel min deltagelse ved modeuger i Milano omkring årtusindskiftet, hvor visse modeller var så iøjefaldende afpillede, at der gik deciderede gisp gennem skaren af gæster. Jeg fornemmede, at hver og en af os følte os som kujoner ved vores blotte tilstedeværelse og ikke mindst ved følelsen af afmagt over for dette håbløse cirkus. Heldigvis blev den kollektive kritik og det internationale fokus på problematikken siden så skarp, at både den kommercielle og den redaktionelle del af modebranchen – samt i særdeleshed modelindustrien – er blevet væsentligt mere bevidste omkring de idealer, der får lov til at påvirke den menige forbruger af moden. Det var åbenbart nødvendigt i erkendelsen af, at vi som samfund tilsyneladende ikke var (eller er) i stand til at kultivere de yngre generationer til at forholde sig rationelt til det indlysende faktum, at det ikke var et look, nogen skulle forsøge at tilskynde.Vi er ikke helt i mål med kampen for et sundt og naturligt slankt look på podier samt i glittede magasiner og modekampagner, men vi er globalt set kommet betragtelige skridt i den rigtige retning og – frem for alt – er der hos alle parter en stærk vilje til positiv forandring.

Læs også: Dunn, Rihanna og Parker går i velgørende samarbejde med Fendi

Mens denne udvikling sker organisk over tid, oplever vi i særdeleshed et eksplosivt indtjeningspotentiale på at fremstille modetøj til plus size-segmentet. De guldrandede tal fra eks. H&M, Mango, Asos og Ellos, der alle bruger kræfter på at udvide repertoiret til den voksende myriade af kraftige, købestærke kvinder, taler for sig selv. Shake that moneymaker! Der er oven i købet pærelette point at score her. Når plus size-mærker som Zizzi og (det i øvrigt udmærkede danske) Carmakoma afholder modeshows, forgudes det af pressen qua det åbenlyst sympatiske i, at kurvede kvinder, som det hedder (man må for Guds skyld ikke sige ordet tykke), også får lov at strutte på catwalken og blive en del af modefesten. I princippet ganske besnærende, men kæden hopper af, når tøjἀrmaerne bliver ophøjet som hellige apostle, der indædt kæmper en sag for en gruppe stakler med uafbrudt tøjkrise. Forhåbentlig forholder det sig ikke sådan, at kvinders selvtillid udelukkende afspejles i vægten? Det er, hvad det er – big business! Så bland venligst lige Moder Teresa udenom …

Tager man de kritiske briller på, så kan hele denne kommercielle volumenbølge ses som en insisterende manifestation af retten til at være fed og dermed samtidig legalisere modstanden over for alt, hvad der er ’normalt’ slankt. Det er en trist udvikling, når eks. undertegnede modemand ikke længere kan lægge et selvproduceret modebillede op på de sociale medier, uden at det betragtes som en invitation til ubehagelige og kværulerende kommentarer om modellens (formodede forhutlede) tilstand. Det kan ikke være rigtigt, at en slank hals, høje kindben og lange lemmer uden videre altid giver anledning til meningsløs og ubegavet chikane. Til sammenligning ville man blive offentligt stenet, hvis man kom til at lade en bemærkning falde om dobbelthager. Uha-dada! Naturligt er det måske, at den type attituder er ved at tage over, i takt med at nye målinger konstaterer, at en tredjedel af klodens voksne befolkning nu er erklæret overvægtig. Det er ikke for sjov, at udviklingen benævnes som en fedmeepidemi! Som jeg ser det, er vi bare ved at kreere en ’new normal’, der accepterer et ideal temmelig tæt på ekstremerne, og som er usundt mentalt såvel som fysisk.

Læs også: David Beckham lancerer tøjkollektion for H&M. Se billederne!

Enhver kan se, at Nicky Minaj har mistet forstanden totalt og er gået til det yderste af yderlighederne med balleimplantater af helt abnorm karakter, men kan de millioner af unge kvinder, der aspirerer til Kim Kardashian, se, at hendes unaturligt svulstige former til både gade og gård er noget nær uopnåelige? Med forbilleder som Minaj, Kardashian og Rose stopper det ikke her. Kari-katurkroppene toppes op med massive mængder læbestreg, lag af vip-per og mere lipgloss end Gustav. Var der nogen, der sagde pornomodel? Skønhed har mange facetter, og det er vi generelt blevet bedre til at favne. Men med al respekt, så er der altså – nu vi taler om bagpartiet – stadig væsentlig forskel på påfugle og bavianer.

I galleriet har vi samlet en række af kvinder, som på hver deres måde har bragt debatten om bagdelen og ikke mindst bagdelens størrelse på dagsordenen... du 'swiper' bare, hvis du sidder med mobilen.