Uffe Buchard: Me, my selfie and I

Bare rolig … jeg er ikke blevet latemover. Men det er muligt, jeg skulle have begået en klumme om selfietrenden allerede tilbage i 2013, da selfie blev udnævnt som årets (buzz)ord i Danmark, og hvor det nuttede og poppede ord endog blev optaget i sprogets allerhelligste skrift, The Oxford English Dictionary. Men som mange andre præsumerede jeg lettere hovmodigt, at den lidt teenageagtige selfietrend ville være skoldhed, kortvarig, overstået og erstattet, længe før vi skrev 2015. Præcis som cosmopolitans, chihuahuaer og Lady Gaga før det. Som mange andre var jeg overbevist om, at selfietrenden kulminerede i december 2013, da vores egen landsmoder Helle Thorning-Schmidt tog den berømte instinktive selfie med Barack Obama under Nelson Mandelas begravelse. Thorning-Schmidt blev verdensberømt, og selfien fik blåstempling. Nu var selfien ikke blot for koreanske skoletøser, men også for verdensledere.

Læs også: 4 Instagram-stjerner du skal følge

Herfra kunne det ligesom kun gå nedad. As if! For det var, lige indtil Ellen DeGeneres fik typer som Meryl Streep, Brad Pitt og Julia Roberts til at stimle sammen i en groufie under livetransmissionen af den 86. oscaruddeling i Hollywood nogle måneder senere. Verdens mest legendariske selfie er nu blevet retweeted næsten fire millioner gange. I begge nævnte eksempler er der tale om en ægte selfie defineret ved et enkelt spontant og råt klik på mobilkameraet. Således brillant som journalistisk kommunikationsværktøj, idet motivet indfanger et øjebliks stemning. Eksempler på den slags billeder, der faktisk siger mere end tusind ord.

Men det ligger temmelig langt fra selfiens liv i dag, der måske mere handler om nøje planlagt virkelighedsforvridende selvdokumentation og er udtryk for en mere eller mindre sygelig forfængelighed. Men me, my selfie and I-trenden er åbenbart kommet for at blive – på godt og ondt. Deal with it! De fleste af os er i en eller anden grad i kløerne på de sociale medier, og vores liv er i overhængende fare for at blive reduceret til en endeløs popularitetsturnering, hvor ens status og værdi på medierne – og således livet i moderne forstand – ultimativt afhænger af antal følgere, likes og smigrende kommentarer. Det rejser spørgsmålet, om selfien er blevet et slags middel til at booste selvtilliden? Der er helt naturligt gået (kamp)sport i selfies – selvportrætter taget med mobilkamera i udstrakt arm. Det, der engang var spontane øjebliksbilleder, er i langt højere grad blevet til programmerede egocentriske look-at-me-and-love-me-glansbilleder, der skriger efter anerkendelse og således i sidste ende vidner om det ekstremt lave selvværd hos selfieafsenderen.

Læs også: Se topmodel Kirstin Liljegren i ELLE... uden makeup!

Det er i sandhed en plage at blive nedstirret på sin Instagram-profil af møjsommeligt iscenesatte trying too hard-selfies, der med et overdrevet entourage af filtre har gjort det muligt at forvrænge virkeligheden i en sådan grad, at selv nære relationer kan være svære at genkende. Således denne klummes allervigtigste lektie: Et billede lyver altid! ALTID! Uanset om du har fundet det på Instagram eller Tinder. Og i særdeleshed selfies viser sjældent, hvordan man ser ud, men i højere grad, hvordan man gerne vil se ud i sit selvfede parodierede online-parallelliv. Og frem for alt, så skriger den planlagte selfie jo ’jeg synes, jeg ser godt ud på det her billede! – synes du også det?’. Selvhøjtideligt. Se mit outfit! Se mit hår! Se min taske! Se mig. Mig. Mig! Er jeg ikke fin? Like mig. Like! Nu, for fanden! Undskyld, men trying too hard bliver aldrig charmerende i min bog. Hvad sker der mon den dag, man erkender, at ens pseudo-selfieliv ikke har megen rod i det virkelige? Flere lykkepiller, anyone? Måske vi skal til at rose hinandens udseende lidt mere ude i virkeligheden …

Selfie trenden har endog taget en uudholdelig still life-drejning. Still life-selfies. Please ladies! – ikke flere still life-selfies fra lufthavne af Starbuckskaffe på bord med pas og samme designertaske nonchalant placeret i billedet igen og igen, tak! Hvad skal det være godt for? Hvis man blot har råd til én Chanel-taske om året, så er det vel næppe noget, man vil skilte med, eller …? Og mens vi er ved det – den næste, der lægger en morgenmads-still life-selfie op af deres dekadente morgenbuffet, bliver slettet fra min feed. Specielt, hvis samme designertaske også her har sneget sig ind i framen. Det værste er, at mange har lavet en form for karriere ud af at fotografere sig selv. De er blevet opdaget grundet deres selfies. Af lumre gamle mænd i værste tilfælde, men af talentspejdere og modelcastere i bedste tilfælde. Og derfor fortsætter trenden med ufortrøden hast. Også selv om de fleste af os kender den tragiske historie fra den græske mytologi om den smukke Narcissus, der forelskede sig så indgående i sit eget spejlbillede på søens vandspejl, at han druknede. Han kvaltes så at sige i egen selvforherligelse.

Læs også: Tanker fra Torpegaard: Derfor er no-makeup bølgen så interessant

Jeg er ikke selv helt uskyldig. Flere gange har jeg med mine ret korte arme i udstrakt tilstand forsøgt at tage en god selfie, hvor jeg ligner ham der, jeg gerne ville være, havde Vorherre været en anelse mere gavmild. Mange gange har jeg i den sammenhæng funderet over, hvad mit selfie-face egentlig skal være, men når man som mig blot har en god vinkel – det er den, jeg har fremhævet i uendelige tider – bliver det ret ensformigt. Jeg har blot et eneste look – damn! – og det er et halvliderligt ulveblik, der ikke rigtigt har fungeret siden 1980’erne. Jeg ender som regel et sted mellem Amanda Lepore og hende den ene fra Olsen Twins, der har medfødt duckface … Jeg må erkende, at jeg bare ikke er fotogen – og så er man ligesom intet i tidens selfiefikserede virkelighed. Jeg har givet op på mit selfielook og ligner nu – eksotisk nok – egen pragmatiske vederstyggelighed. Jeg må trække den hjem på charmen.

Tænk, hvis man var fotovenlig som James franco – inkarneret selfie-ninja og kongen af selfie-showoff-ekstra-vaganza. Jeg har brugt timer på indgående at studere og analysere hans selfies, men det lykkes bare ikke for mig. Dog har jeg i min iver lært, at blødt dagslys a la solnedgang kan have en så absolut kærtegnende effekt på ens look, at et billede oppefra resulterer i slankere ansigtskonturer, at halvprofil er smigrende for kindben og kæbe, og at – hvis det skal være uimodståeligt vellykket – et stykke hvidt papir under hagen slynger et livgivende lys ind i fjæset.

Læs også: Uffe Buchard: Kaffe er det nye sort

Men hvor er lige det spontane i den procedure? Nogen selfie-stick har jeg dog endnu ikke investeret i … Og på en nylig rejse til Asien opdagede jeg, at jeg nok var den eneste på de kanter, der ikke bruger mulighederne for vidvinkel. Til gengæld har jeg lige hørt om den fantastiske nye selfie-brush. Et iPhone-etui med hårbørste på ryggen, så lokkerne kan sidde godt inden selfieaktivitet, samt et spejl på siden af telefonen, så man reelt kan kigge i spejlet, mens selfien bliver til. Et absolut musthave!

Psst... Få et gensyn med et par af de mest famøse selfies i galleriet. Du bruger bare pilene eller 'swiper' dig igennem.