Pernille Teisbæk: ''Han var ikke i tvivl, og det var jeg heller ikke''

Pernille Teisbæk om forlovelsen med Phillip Lotko

Pernille Teisbæk, der er nomineret i to kategorier ved ELLE Style Awards 2016, har lukket sin blog og er klar til nye eventyr, hvor der fokuseres mindre på hende og mere på alt det, der gør livet sjovt. ELLE har mødt den nyforlovede webstjerne til en snak om mavefornemmelse, karriere og kærlighed.

Trykt i ELLE April, nr. 90 // Tekst: Malou Wedel Bruun // Foto: Sune Czajkowski, Asger Mortensen, Gyrithe Lemche

En del af talenterne skal bl.a. findes på Pernilles mange rejser. Og selv om hun glæder sig til hver eneste tur, og selv om de alle har et formål og en masse sjove oplevelser, så er den alternative ugerytme alt andet lige noget, der kan destabilisere et liv derhjemme.

Men også her er der nye boller på suppen for Pernille Teisbæk, for hun har ikke bare mødt kærligheden, hun har også mødt ham – ''min kærlige og fantastiske kæreste – forlovede!'' – der kan rejse med hende og selv tage til møder, mens hun er til events, ja, endda tage med hende til et af de ''kæmpe arrangementer eller en eller anden sindssyg middag'', som hun ellers kun har delt med Hannah over telefonen om søndagen, når ugen skulle rundes af.

En mand, der ganske enkelt kan indgå 100 procent i hendes verden. Og nu skal de giftes. Hvor længe har I kendt hinanden? ''Jamen, det hele er meget nyt ... Vi har kendt hinanden i otte måneder, så det er meget nyt.'' Sådan! Spee-dy Gonzales!”Ja ... Han var ikke i tvivl,” griner hun,”og det var jeg heller ikke. Det er ret fantastisk. Så vi er meget glade og, ja, det føles enormt rart. Det giver – det er jo klart – en eller anden tryghed i alt det her. Det bliver lidt mere roligt, og det, tror jeg, er rigtig sundt. Jeg kan mærke, at det også giver mig mere ro. 100 procent. Også at få etableret et ordentligt hjem og sådan noget. Jeg har jo været lidt rundt omkring her i det sidste stykke tid, så at få et dejligt sted, der føles hjemme, det er vigtigt, når man konstant lever i en kuffert, ikke?''

Ja, for det er jo sådan noget, folk ville give en arm for, men når først det bliver hverdag, så er man vel konstant bagud med sin vask og med sine regninger og alting ... ''Præcis! Alle de der praktiske ting, man ikke tænker over!” Har man mere i køleskabet, og ... ''Ja – dét er der ikke! Vi blev faktisk enige om her i går, da vi kom hjem og åbnede køleskabet, at det var enormt sørgeligt. Der er virkelig ikke noget. Og jeg var sådan: ’Det kunne være, at vi i aften skulle tage i Torvehallerne og købe noget lækker mad og stå og lave noget mad sammen?’ Og så kiggede vi på hinanden og var bare sådan: ’Eller også skulle vi måske bare hente noget mad?’ Fordi så slipper man for at stå og bruge tid på det, og på den måde kunne vi sidde og snakke sammen, ikke ...''

Læs også: Derfor har jeg valgt at lukke min blog

Philip Lotko, som den kommende ægtemand hedder, var med i Berlin, og det bekræftede kun Pernille i, hvor perfekt det er, at de kan tage på fælles jobrejse, for så at ses om aftenen – på denne tur bl.a. sammen med nogle af Pernilles venner fra Berlins modebranche. ''Og Philip kommer bare ned om morgenen, efter at jeg har lavet yoga, og blender ind i det hele og spiser morgenmad med alle pigerne. Altså, du ved, det er bare totalt fedt og ukompliceret. Og jeg tror, det er lidt det der, man skal tænke over i forhold til, hvad man gør, både med ens mavefornemmelse generelt og så med ukomplicerethed – at det behøver ikke altid være den besværlige løsning, man vælger at tage; nogle gange kan det godt bare være den, der føles virkelig, virkelig rar. Den, hvor man tænker: ’Det her skal jeg gøre, det gør mig noget godt’. Når noget bliver for forceret ... du kan se det på mange piger; når de ligesom har prøvet for meget, og du bare kan se det, så er det ikke godt.''

”Hej, skat!” Pludselig lyder Pernille Teisbæks stemme lysere og lettere, og de brune øjne stråler. Det er hendes forlovede, Philip, der som aftalt er kommet for at hente hende. ''Undskyld, jeg forstyrrer. Vil du have en to-go med?'' spørger han hende. ''Øhhh ... ellers tak. Jeg kommer nu, skat,'' smiler hun. ''Ingen stress'' siger han og går roligt ud, så hun kan gøre interviewet færdig i sit eget tempo.

Hun tager tråden op igen: ''Jo, jeg tror, på alle mulige måder, uanset hvad man gør, så er det ret vigtigt at mærke efter.''' Og gøre tingene på sin egen måde? ''Gøre det på sin egen måde, ja. Jeg kender jo ikke nogen, der gør det på min måde. Og det kan heller ikke anbefales at gøre, fordi det er edermame også hårdt. Seriøst, vi har arbejdet i døgndrift. Jeg har arbejdet i døgndrift.

Det er ikke en dans på roser, selv om det nogle gange godt kan se sådan ud, når man lægger et billede ud, hvor man ligger på en strand. Altså, vi er tre mennesker, der har siddet konstant og arbejdet, ikke? Så det har også været en vild rejse, som har været enormt lærerig. Så når jeg taler om den der mavefornemmelse, så er det også, fordi den er vigtig at have med.

At huske at sige nej, ikke, at lære at sige nej til ting. Og det kan godt virke ... Herhjemme har der været mange, der har reageret sådan: ’Årh, men du plejer altid at deltage i det og det,’ og pludselig siger jeg nej tak. Og det har været svært, for man vil gerne virke ydmyg omkring det, når man har fået et tilbud, men man skal også lære at prioritere og se sine venner og familie og sin kommende mand.''

Og som du sagde tidligere: Du er ikke bange for at gå glip af noget. ''Det er jeg bare overhovedet ikke,'' smiler hun og siger undskyldende: ''Nå, so sorry, men jeg må af sted ...''

Læs hele interviewet i ELLE April, nr. 90.

Psst... Klik eller 'swipe' dig igennem billederne i galleriet.