Forfatteren bag Fifty Shades-trilogien: "Jeg er blevet meget stærk"
Foto: PR
Film og TV

Forfatteren bag Fifty Shades-trilogien: "Jeg er blevet meget stærk"

af Tina Jøhnk Christensen 2/02/2017
E.L. James’ sexede bøger er blevet en kæmpe succes verden over med salgstal på over 125 millioner og to filmatiseringer. Men det har ikke været en ren succeshistorie for den 53-årige britiske forfatter. Hun har samtidig fået særdeles hård kritik og været igennem flere prøvelser. Det har gjort hende stærk. Meget mere stærk end hun var klar over.

Hun hedder rent faktisk Erika. Ikke med C som den lige så berømte amerikanske forfatterinde Erica Jong. Men Erika med K som den stedsegrønne busk med farvestrålende blomster. Hendes efternavn er Leonard, og dermed kom hun på forkortelsen E.L. og tilføjede derefter James. Så var et af de mest berømte forfatternavne skabt, og E.L. James var klar til at erobre verden og blive en af de mest succesrige forfattere i vor tid. En tid, hvor bogen er anset for at være en død sild.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

”Det var slet ikke min hensigt at jeg skulle være forfatter som sådan: Jeg var bare inspireret og var fuldkommen vild med selve skriveprocessen,” siger E.L James, hvis skrivelyst blev motiveret af Twilight-sagaen, som hun havde fået af sin mand i julegave. ”Jeg låste mig inde på et værelse for at færdiglæse alle bøgerne i løbet af få dage, og omkring nytårsaften havde jeg allerede en tom følelse indeni. Jeg læste bøgerne igen, og sidst i januar måned besluttede jeg mig for selv at begynde at skrive.”

Det var ikke meningen, at hun ville udgive dem og blive en kæmpe succes ligesom forfatterinden bag ungdomsbøgerne med Twilight-universet. Meningen var at hygge sig gevaldigt og udleve flere drømme og fantasier. Både om at have sex og om at skrive.

”Jeg skrev dem for mig selv. Jeg havde ingen intentioner med dem og de blev til for min egen skyld, fordi jeg nød at skrive kærlighedshistorien.”

E.L. James begyndte først at videreskrive på kærlighedshistorien mellem karakterne Edward og Bella på et fansite (fanfiction.net), hvor hun gjorde historien noget med saftig i seksuel forstand. Da dette blev en stor succes i 2009 besluttede hun sig for at skabe sine egne karakterer og lave sit eget handlingsforløb. Resultatet blev udgivet som e-bøger på nettet og da der lige pludselig var flere millioner, der havde købt dem, kom der et stort anerkendt forlag på, bøgerne blev oversat til 52 sprog – og så var Fifty Shades of Grey blevet et succesrigt – om end omdiskuteret - fænomen. Men faktum er, at E.L. James er en anerkendt forfatter af læserne. Hun har en kæmpe fanskare, der elsker hendes bøger – og mere end 2500 har digtet videre på bøgerne på fansites præcist som E.L. James gjorde, da hun startede.

E.L. James selv overdriver dog ikke vigtigheden af sin litteratur eller den form for litteratur, der kommer ud af fansites. Det er folk, der nyder at skrive og gør det for egen vindings skyld – og ikke for at skabe ’stor’ litteratur. Men i en tid, hvor forlagene begræder bogens salgsevner, så har E.L. James slået fast, at man godt kan sælge bøger. E.L. James var i 2016 60 millioner dollars værd, der dog tæller filmindtægterne fra filmatiseringen af den første bog.

”Jeg tror ikke, at man kan lære noget synderligt af mine bøger. Det er ren underholdning. Der er nogen, der prøver at overanalysere dem, men de er ikke en form for polemik for, hvordan man gebærder sig i det 21. århundrede. Hvis man skal udlede noget budskab i dem, så er det, at kærlighed kan overleve alle mulige udfordringer – og så selvfølgelig at folk gerne læser en god kærlighedshistorie. Længere er den ikke.”

E.L. James var sidst i 40erne, da hun begyndte at få succes i 2011. I dag sidder den britiske forfatter foran mig på en sofa placeret midt i en af Universal Studios enorme soundstages i Los Angeles. Den står der til lejligheden og der er ikke meget andet i det store lokale med særdeles højt til loftet. Efter bøgernes succes i 2011 begyndte Hollywood at ringe til hendes hjem i Ealing i London, og det kom der en filmatisering af den første bog ud af. Også denne var en publikumssucces – men vagte ikke begejstring hos kritikerne. Årsagen til vores møde i dag er filmatiseringen af hendes anden roman ”Fifty Shades Darker”. Derfor sidder vi i et af Hollywoods store historiske studier, som netop står bag filmen.

”Jeg var hunderæd,” siger E.L. James om at skulle være en del af filmatiseringen. ”Jeg har faktisk været hunderæd lige siden jeg udgav bogen. Jeg havde slet ikke forventet at få succes, så det hele har været meget overvældende. Jeg var ikke sikker på, at jeg ville sælge rettighederne, men hvornår pokker ville en kvinde på min alder få den mulighed igen? Så sprang jeg ud i det.”

Hun sidder afslappet og tilbagelænet i sofaen. Hendes øjne er venlige, imødekommende og en smule nysgerrige, og hun virker umiddelbart som en ganske almindelig britisk mor til to unge voksne sønner og kone til den irske manuskriptforfatter Niall Leonard – til hvem den første bog var dedikeret: "For Niall, master of my universe."

Hovedrolleindehaveren i hendes film, Jamie Dornan, giver interview i en skuespiller-trailer udenfor, hvor den californiske sol når at trænge ind gennem vinduerne. Men E.L. James sidder næsten dækket af mørke i bidende kulde pga. heftigt brug af air condition – en stemning, der måske passer bedre til det univers hun skabte omkring sine karakterer langt oppe nord for Los Angeles i den regnfulde og dystre by Seattle.

”Man skal være ret sej,” siger E.L. James om at være blevet en del af Hollywood i forbindelse med filmatiseringen af hendes bøger. ”Man skal være i stand til at gå med ret ryg og kæmpe for det man tror på. Jeg har sikkert altid været stærk, men jeg har ikke altid været opmærksom på hvor stærk. Man er nødt til at være sej og stærk. Især i denne by.”

E.L. James er efter eget udsagn lidt af en control freak. Så da hun som medproducer på den første film sad på sidelinjen og observerede instruktøren Sam Taylor-Johnson på arbejde var hun meget skeptisk og de to britiske kvinder fik sig nogle voldsomme skænderier – især om udførelsen af sexscenerne mellem hovedpersonerne Christian Grey og Anastasia Steele. De blev altid gode igen, men det var alligevel en anden instruktør, der blev hyret til at stå bag kameraet i anden omgang, og det var E.L. James godt tilfreds med. Nu var den 62-årige amerikaner James Foley, der skulle dirigere rundt med Jamie Dornan og Dakota Johnson i diverse sensuelle positioner.

”Den anden instruktør er meget mere engageret i historien,” forklarer E.L. James. ”Han har virkelig taget den til sig og ønsker virkelig at fortælle den. Hans formål er at gøre fanskaren tilfreds. Han er meget lidenskabelig omkring det, og det smitter af på alt han foretager sig. Det er en ren fornøjelse at betragte ham arbejde.”

E.L. James’ bøger blev en kæmpe succes og har en stor fanskare, som hun for alt i verden vil tilfredsstille – ellers skal de nok lade hende det vide. Der er mange kvindelige læsere verden over, der har modtaget de mange BDMS scener med åbne arme. Men de fleste litteraturkritikere havde en anden mening om bøgerne. De danske anmeldere brugte f.eks. ord som jammerligt, pinligt og stupidt til at beskrive bøgerne og E.L. James blev mere personligt beskyldt for at skildre billige fantasier og have et sygt kvindeideal, der var både kvindefjendsk og kvindeundertrykkende. I England fik bøgerne den måske nedsættende karakteristik som ’mommy porn’ og især i USA reagerede man mod karakteren Christians Greys seksuelle dominans over Anastasia Steele, som de anså som seksuel mishandling. Her var man direkte vrede, hvilket en åben twitterdebat for et års tid siden ‪#AskELJames‪ viste meget tydeligt.

”Jeg har lært, at jeg er særdeles stærk,” siger E.L. James om sine erfaringer med berømthed, kritik og succes. ”Det lærte jeg både af at skrive bøgerne og udgive dem og så at skulle håndtere den succes og kritik jeg fik efterfølgende. Jeg er blevet meget stærk af at skulle håndtere det. Jeg har ikke lært så meget fra selve bøgerne, for det var aldrig meningen at jeg ville lære noget. Men jeg lærte da, at jeg kunne skrive en historie, som folk gerne vil læse. Jeg lærte, at jeg kan placere to mennesker i et lokale og fortælle hvad de tænker og føler. Jeg har virkelig i den grad nydt den proces, og jeg ser meget frem til at komme i gang med at skrive igen.”

E.L. James holder fast i at hun skrev bøger for sig selv. For sin egen nydelses skyld. Hun var fascineret af det seksuelle miljø, der handler om dominans og sadomasochisme, og indrømmer gerne, at det hører til hendes egne seksuelle fantasier, men ellers virker hun næsten lidt genert, når man kommer ind på emnet. Hun afslører bestemt ikke noget om sit eget sexliv. Hun blev dog hurtigt klar over, at hendes bøger måtte have ramt plet og at der var et behov hos læserne, der ikke blev dækket.

”Jeg synes, at kvinder skal have mulighed for at udtrykke sig seksuelt præcist som det behager dem – bare det er sikkert, med omtanke og samtykkende,” siger E.L. James. ”Jeg tror, at ”Fifty Shades of Grey” tiltrækker kvinder, fordi der er et handlingsforløb og man har et forhold til karaktererne. Når man ser pornografi er man ligeglad med hvem der gør hvad med hvem. Man er ikke klar over hvorfor de gør, som de gør. Men i disse bøger har de sex, fordi de forelsker sig og så vidt jeg husker, så har man masser af sex, når man forelsker sig – og det er det, de gør. Det er meget direkte beskrevet, men det bruger ikke erotiske ord som kvinder bliver forargede over. Det er en af grundene til, at de har fået succes.”

Da E.L. James begyndte at skrive sine bøger var hendes drenge stadig teenagere. Det var i de år, hvor de absolut ikke gider at tale med deres mor, så derfor havde hun masser af tid til at sætte sig ind og skrive, siger hun smilende. Hun havde sagt sit job op som tv producer, så mon ikke hun havde en drøm om at bøgerne skulle udgives og at hun kunne få en professionel skrivekarriere ligesom sin mand? Det afslår hun. Hun ville simpelthen bare skrive, og hun nød det så meget, at hun ikke ville holde op. Hun satte sig ganske enkelt til rette med udvalgt musik på højtaleren – mange gange John Martyns Man at the Station og så levede hun sig ellers ind i universet i Seattle i staten Washington i USA, hvor den unge, uskyldige studerende Anastasia Steele kommer til den rige forretningsmand Christian Grey for at interviewe ham i hans storslåede virksomhed og den efterfølgende sexrige romance, der begynder mellem dem. Jeg undrer mig lidt over, at en moden kvinde sidst i 40erne – som beskriver denne periode i sit liv som en mindre midtlivskrise-situation - lod sig inspirere af Twilight-bøgerne, som var et ungdomsfænomen.

”Det er en fantastisk, romantisk fortælling og det er jeg ikke den eneste, der synes,” siger E.L. James om den 43-årige Stephenie Meyers bøger, og afviser, at hun hellere ville skrive om kvinder og mænd på sin egen alder. ”Nej! Det er jeg ikke interesseret i. Jeg er en gammel person. Jeg vil gerne huske, hvordan det er at være ung, og især i vores kultur, hvor det i den grad handler om at være ung.”

Fifty Shades Darker får premiere i biografen den 9. februar 2017, og nedenfor kan du komme med bagom filmen og få E.L. James tanker om filmen:

Sponsoreret indhold

ELLE anbefaler

Redaktionens favoritter

/2023-10-12/dagmar.png

Frakke, House Of Dagmar, 6.310 kr.

Køb her
/2023-10-12/the-garment.png

Kjole, The Garment, 2.530 kr.

Køb her
/2023-10-12/manu.png

Stiletter, Manu Atalier, 3.020 kr.

Køb her
/2023-10-12/lie.png

Øreringe, Lie Studio, 1.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/second-female.png

Frakke, Second Female, 2.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/opera-sport.png

Top, Opéra Sport, 1.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/agolde.png

Jeans, Agolde, 2.450 kr.

Køb her
/2023-10-12/rotate.png

Nederdel, Rotate, 1.600kr.

Køb her
/2023-10-12/saint-laurent.png

Taske, Saint Laurent, 14.090 kr.

Køb her
/2023-10-12/atp.png

Støvler, Atp Atelier, 5.900 kr.

Køb her
/2023-10-12/corali.png

Halskæde, Corali, 6.000 kr.

Køb her
/2023-10-12/cnd.png

Neglelak, CND, 130 kr.

Køb her