Anne-Sophia Hermansen: "Jeg synes overhovedet ikke, at der er nok kvinder i debatten"

Anne-Sophia Hermansen: "Hvis vi vil have flere kvinder i debatten, så skal vi måske også tænke på at lave debatten om"
Foto: Asger Mortensen

Anne-Sophia Hermansen er en af Danmarks dygtigste og mest anerkendte kvindelige debattører. Hun er ikke bleg for at skrive om sine holdninger, og så ønsker hun, at flere kvinder kommer ind i debatten. ELLE har mødt debatredaktøren til en snak om hendes karriere...

Fredag, 17. februar 2017 - 9:13 - af Rebecca Laudrup

Mag.art. Anne-Sophia Hermansen blev landskendt med en kronik om nutidens mand i 2009 og fungerede herefter bl.a. on/off som debattør og blogger, indtil hun i 2016 blev debatredaktør på Berlingske. ASH er en af de kvinder, som har haft størst indflydelse på vores samfundsdebat de senere år, og i 2013 udnævnte ELLE hende til en af de 10 vigtigste kvinder de seneste fem år.

Hvor får du inspiration til dine indlæg?

Jeg syntes egentlig, at det er meget nemt at få inspiration og finde emner; jeg samler det tit op fra min egen erfaringsverden. For eksempel var jeg for nyligt på en date med en mand, der var i gang med at træne sig op til en Ironman. Han var på sådan en 2:5-kur, eller hvad det nu hedder. Jeg kan ikke date en mand, der er så fanatisk med sin mad. Jeg tror heller ikke, at sådan en mand er et særlig godt knald. Så nu har jeg selvfølgelig skrevet en klumme, der handler om Ironman, og at man burde se på, om virksomhedens CEO og flere af de ledende medarbejder har løbet en Ironman, for så ved man godt, hvor fokus er, og det er ikke på forretningen. De er jo fuldstændigt smadrede, efter at de har løbet i cirkler hele weekenden og svømmet som idioter. Så inspirationen kommer delvis fra, hvad der kører af debatter, hvad der har været i medierne, og hvad jeg jeg selv har erfaret. Jeg er jo ikke bange for at lægge mig ud med folk – men den kommer nok ikke til at skaffe mig mange dates, den Ironmanklumme.

Du har haft mange forskellige stillinger de sidste otte år, hvordan kan det være?

Jeg var syv år som pressechef (hos Alm. Brand.), og parallelt med det var jeg tilknyttet Berlingske – så det har egentlig været to lange forløb, men efter syv år som pressechef havde jeg lyst til at lave noget andet. Så jeg blev først ansat hos News og kort efter på DR, hvor jeg så lavede ting, som læner sig op ad det at være meningsdanner, da det var debatprogrammer. Så selv om det ser ud, som om jeg har lavet mange forskellige ting, så har det egentlig handlet meget om det samme, nemlig debat. Men jeg synes ikke, det er en dårlig ting at have et cv, der stikker af i alle mulige retninger. Jeg vil faktisk helst betakke mig for at have det modsatte; jeg har jo selv skullet sidde og ansætte folk, og dem som kommer med et helt banalt cv, dem ansætter jeg ikke, for det er som regel de kedeligste mennesker. Det klæder en at være f…. up, at søge forskellige udfordringer. Og de folk, der bliver ved med at lave det samme, tænker ofte også de samme tanker, bor med de samme mennesker og lever det samme kedelige liv ... Jeg synes faktisk ikke, at de er særligt interessante.

Var debatredaktør dit drømmejob?

Ja, det har det været. Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde en debat på højrefløjen, som ikke kun handler om friværdier og penge, men også handler om værdier. I stedet for at diskuterer så meget topskat, så kunne vi måske også prøve at diskutere de åndelige emner mere, og jeg har savnet, at der også var en større grad af løsninger. Når man følger debatten, så handler det altid om, at der er nogen, der kommer fra én planet, der mener én ting, og der er nogen, som kommer fra en anden planet, der mener en anden ting. Så skal de så gå i flæsket på hinanden. Det er en debatform, der keder mig enormt meget. Jeg sidder så nu som debatredaktør og har muligheden for at skrotte alle de indlæg, hvor folk bare sidder og sviner andre mennesker til uden nogensinde at tænke en selvstændig tanke og forsøge at komme med en løsning.

Synes du, tonen er blevet værre eller bedre inden for de seneste par år?

Tonen har altid været grim. Det er en af de store myter i debatten, at tonen er blevet meget værre, men det passer faktisk overhovedet ikke. Hvis man går 100 eller 50 år tilbage i tiden, så vil man se, hvordan folk råsvinede hinanden til i spalterne. Det, der er sket i mellemtiden, er jo, at vi har fået de sociale medier. Det betyder, at den dårlige tone bare er blevet demokratisk... Det er blevet demokratiseret, at der er flere, der taler grimt om hinanden. Jeg har ikke brug for flere meningsdannere, der mener noget om andres meninger. Jeg har brug for folk, der kan komme med nogle løsninger – som: Hvordan griber vi det kultursammenstød, som vi er midt i, mellem kristne og muslimer an? Og: Hvad vil det sige at være dansk? Skal vi have kønsopdelt svømmeundervisning, have juletræ osv. Jeg vil mægtig gerne diskutere alle de ting, men jeg er mere interesseret i at diskutere det ud fra: Hvordan finder vi en måde, hvor alle føler sig danske og godt tilpas, og hvornår skal man sætte foden ned og sige ’sådan gør vi altså i Danmark, vi serverer svinekød i institutioner, og hvis dit barn ikke kan lide det, fordi du er muslim eller jøde, så må I tage en madpakke med’.

Tror du, der er nogen, der bliver stødt over det?

Der er altid nogen, der bliver stødt, og så er der nogen, der bliver stødt over dem, der bliver stødt, og så er der nogen, der skriver et indlæg om, hvordan de er blevet stødt. Der vil jeg bare sige: Skriv til Politiken i stedet.

Synes du, der er nok kvinder i debatten?

Jeg synes overhovedet ikke, at der er nok kvinder i debatten. Jeg sidder dagligt og kigger efter kvinder i indbakken, og jeg kan sige, at ni ud af 10 indlæg er skrevet af mænd. Vi hører altid om, at det er hårdere at være kvindelig meningsdanner end mandlig. Jeg har jo selv været en markant kvindelig meningsdanner i mange år, så jeg har da også fået døds- og voldstrusler. Men jeg synes, at vi har for meget fokus på, at det er hårdt at være kvindelig meningsdanner, for mændene får det samme – de får også døds- og voldstrusler, de taler bare ikke så meget om det. Jeg tror, at det, at vi taler så meget om det, for kvinders vedkommende også kan skræmme dem væk fra at deltage. Men der er altså også goder forbundet med at være meningsdanner: Man får en regelmæssig indflydelse, hvis man har nogle ting på dagsordnen, og den mulighed synes jeg, at der er flere kvinder, der skal gribe. Jeg har nogle holdninger på ligestillingsområdet, når det kommer til sundhed, og når det kommer til kulturen, til skoleområdet ... Og der har man altså en enestående chance for at præge samfundets dagsorden, hvis man ikke vil gå ind i politik – og det er jeg ikke selv interesseret i.

Hvad skal der til for at få flere kvinder til at deltage?

Hvis vi vil have flere kvinder i debatten, så skal vi måske også tænke på at lave debatten om, så den ikke er så krigerisk. Så debatten ikke handler om at skulle sidde og tvære den anden ud, men hvor det måske også skal handle lidt om at lytte, eller bare i det mindste have et eller andet grundlag, hvor man er enig om noget. Hvornår har du sidst hørt en sige: ’Nå, det havde jeg ikke tænkt på før’? Eller en, der står i debatten på DR2 og siger: ’Det var en god pointe, det der!’ Der står aldrig nogensinde en fra Venstre og anerkender, at Enhedslisten faktisk har fat i noget. Det er tabu. Men sådan er vi jo ikke i det private liv; man ville jo være idiot, hvis det altid handlede om at få ret og at se, om man ikke kunne tvære sine venner ud og lytte så lidt til dem som muligt. Det gør vi jo ikke, så hvorfor skal vi gøre det i de politiske debatter? Jeg tror, at det er en af årsagerne til, at kvinder holder sig ude af det; de synes, det er for skingert.

ELLEs nyhedsbrev