Månedens bog: Zero K

Amerikanske Don DeLillo er en af de forfattere, man læser for at få sat ord og tanker på sin samtid på den barske, øjenåbnende måde. Han slog igennem med Hvid støj i 1985 om angsten for døden og teknologien, der dominerer alt, hvad vi tænker, føler og gør, og gennemsyrer os med rædsel.

Siden har han stået bag et væld af romaner, bl.a. Mao II (1991) om en moderne vestlig civilisation, hvor billeder tæller mere end ord, og hvor masserne drukner den enkelte. Hovedværket regnes for at være Underverdenen (1998) – en gigantisk roman om den moderne amerikanske identitet fra 1950’erne til 1990’erne inkluderende alt fra Cuba-krisen til graffiti. Med Zero K har den snart 80-årige forfatter igen skabt overskrifter.

Læs også: Se film under åben himmel i Kongens Have

34-årige Jeff er taget til Konvergent, et utopisk sted ved den russisk-kinesiske grænse, der befolkes af karismatiske, veltalende typer, som har styr på alt fra finansiering og branding til et helt nyt sprog. Her er ingen vinduer, døre er kun udsmykning, og lydløse tv-skærme sænkes ned fra loftet for at vise verdens dommedagslignende tilstand: naturkatastrofer, masseflugt, munke, der sætter ild til sig selv.

I dette sci-fi-lignende dødekults-retreat venter hans stedmor, den poetiske Artis, på at blive frosset ned, så hun kan blive genoplivet, når verden igen er til at leve i. Jeffs far, milliardæren Ross, både støtter stedet og overvejer kraftigt at følge med hende ned i ’underverdenen’. Får du associationer til såvel græske myter som bibelske temaer, er det ikke helt galt, for dette er i høj grad et sted, der påkalder sig dybe referencer og eksistentielle overvejelser.

Læs også: Månedens film: Nerve

Kontrasten til de tyste, knugende dommedagsoplevelser i Konvergent er Jeffs hverdag i larmende, kaotiske New York. Et liv defineret af, at faderen forlod ham og moderen, da Jeff var 13 år og selv burde have været den, der rejste. I stedet blev han en evigt vandrende sjæl, en Ahasverus. Men også en Adam, der den dag i dag navngiver det og dem, han møder på sin vej, for at få styr på verden. I den forstand står Zero K ikke for nul kelvin (frysepunktet for de mennesker, der skal genopstå), men for en tidsregning, der begynder forfra. Jeff selv er havnet i en ikke-tid. En væren, ikke en eksistens, som den sten, han betragter på et galleri sammen med den kvinde, han ikke kan give sig fuldt ud til. Zero K er en tankevækkende skildring af det liv, vi lever her og nu. Vil vi fryse det, vente på katastrofen – eller gøre noget?