#jesuischarlie

"Jeg er ikke enig i det, De siger, men jeg vil til min død forsvare Deres ret til at sige det." I en tid, hvor vi alle har glemt, hvad der skete i går, er det bemærkelsesværdigt, at det netop er disse mere end 200 år gamle ord, sagt af oplysningsfilosoffen m.m. Voltaire, der er blevet citeret flittigst på de sociale medier - fra Givenchys chefdesigner Riccardo Tisci til it-modellen Cara Delevingne. Men ikke uden grund, for Voltaire var med til at grundlægge det samfund, vi i disse dage oplever under angreb.

Jean Paul Gaultiers hovedkontor i Paris d. 8. januar 2015. Foto: Instagram @jpgaultierofficial

Onsdag den 7. januar 2015 vil gå over i den vestlige historie som et skæringspunkt. Dagen, hvor det franske satiretidsskrift Charlie Hebdo blev stormet og 12 personer dræbt. 12 personer, hvis mission det var at benytte sig af deres demokratiske ret til ytringsfrihed. At Charlie Hebdo endda gjorde det i en kreativ ånd med blyant og papir, gjorde kun kontrasten til terroristernes automatvåben så meget desto større. Det fik hele verden til at erklære sig som charlieister, og det satte tanker i gang om, hvad vestlige værdier egentlig er, og at vi ikke bare kan tage dem for givet.

Dansk ELLE har franske rødder. Rødder, der netop blev til i kølvandet på krig, nød og elendighed. I 1945 kom den fransk-russiske jødinde Hélène Gordon-Lazareff hjem til Paris fra eksil i USA, hvor hun havde oplevet, hvor skøn og levende verden kunne være. Det ville hun give videre til alle andre kvinder, og hun skabte ELLE, der blev en øjeblikkelig succes. En øjeblikkelig succes ved ikke blot at have blik for moden, men også for samfundet. Således var fransk ELLE f.eks. de første til at vise en burkaklædt kvinde på forsiden.

Den dag i dag er Paris omdrejningspunktet ikke bare for mode generelt, men for alle ELLE-lande, og det er da heller ikke tilfældigt, at dansk ELLE i denne måned (ELLE februar 2015, red.) har skabt et helt hyldestnummer til alt det skønne franske. For franske kvinder repræsenterer en helt særlig fandenivoldskhed og frisindethed, altid pakket ind i ulastelig stil, der kan få enhver anden til at føle, at man lige er kommet ind med firetoget.

ELLE februar 2015 - en hyldest til Frankrig. Læs mere om magasinet her.

Dette tilhørsforhold til Frankrig betød da også, at da Danmark fik ny fransk ambassadør i november 2013, var ELLE blandt de første til at byde ham og hans familie velkomne, og vi bragte et længere interview med ambassadør Francois Zimeray i april 2014. Han kom til posten i København direkte fra stillingen som menneskerettighedsambassadør for Frankrig. Og i løbet af de godt fem et halvt år (i øvrigt under hele to franske præsidenter fra hver sin politiske fløj, Sarkozy og Hollande, hvilket han med rette er stolt af) var han på i alt 127 missioner til verdens brændpunkter, svarende til en ny hver anden uge. Alt det, vi andre kun hører om hjemme i sofaen: Gaza, Israel, Libanon, Jordan, Ukraine, Rusland, Uganda, Congo, Burundi, Algeriet, Egypten, Rwanda, Darfur etc. etc. så han med sine egne øjne. Som Zimeray fortalte ELLE om de knap seks år: ”Der har ikke været en måned, uden at jeg har været i en slum, i en flygtningelejr, i en massegrav eller i et fængsel. Min mission i disse år var at legemliggøre, at forbedre, at udvikle menneskerettighedsdimensionen i det franske udenrigsministerium. Og jeg blev ved med at sige, at alle vores ambassader over hele verden skulle være menneskerettighedernes huse. Lidet vidste jeg, at jeg selv skulle blive en ’normal’ ambassadør. Og nu er jeg fanget af mine egne ord ...” Også i den grad. Og derfor var det da også helt naturligt ikke bare for alle herboende franskmænd og fransksindede at opsøge ambassaden på Kongens Nytorv og sætte lys, lægge kuglepenne og blomster langs husmurene, men også at skrive en hilsen om støtte til det franske folk i en bog på ambassaden.

Den franske ambassadør, Francois Zimeray, i ELLE maj 2014. Foto: Asger Mortensen

Francois Zimeray står nemlig for den åbne dørs politik. Og i løbet af det år, han har repræsenteret Frankrig i Danmark, har han bl.a. inviteret intellektuelle og samfundsdebattører som Bernard-Henri Levy og Alain Finkielkraut, ligesom han var med til at skabe en udstilling på Det Kongelige Bibliotek med Le Monde-satiretegneren og legenden Plantu, der - ligesom Charlie Hebdo-tegnerne - tør, hvor andre tier. Jo, François Zimeray er virkelig sit lands ambassadør. Men i hjertet er han først og fremmest menneskehedens ambassadør. Som han fortalte til ELLE: ”Jeg må erkende, at jeg også har en skjult agenda med at være her: At blive ved med at agitere for disse værdier, disse ideer om menneskets universalitet og at opmuntre alle dem – og der er mange i Danmark – som kæmper for det, bl.a. ved at åbne huset her for dem. Lad mig i øvrigt lige understrege, at jeg ikke er her for at lære Danmark noget, slet ikke, men jeg mener, at den egentlige mission for franske ambassader over hele verden burde være at være åben for aktivister. Kvinder, der kæmper for deres rettigheder. Børn, der kæmper for ret til uddannelse. Mænd, der kæmper for ytringsfrihed. De burde vide, at de er velkomne på franske ambassader.”

François Zimeray er en mand, der kan tale engageret og vidende om alt fra religionsfrihed til ytringsfrihed. Og som igen og igen må konkludere, at alt hænger sammen med forståelsen af, at intet nogensinde er givet, og at vi af samme årsag pinedød må tage vores demokrati alvorligt. I interviewet talte ELLE med ham om, hvordan de vestlige demokratiers eliter før i tiden gik politikkens vej, men i dag søger til finansverdenen. Hvordan han var til stede under oligarken Khodorkovskys retssag i Moskva (fængslet af Putin i 2003, løsladt i december 2013, red.). Han fortalte om børn, der kidnappes og holdes som slavearbejdere på fiskerbåde i det Sydkinesiske hav, hvorefter de smides i vandet og drukner. Om resultaterne af borgerkrigen i Rwanda, hvor voldtægt blev brugt som et våben, og hvor Zimeray mødte børn navngivet Uønsket eller FDLR (forkortelsen for Rwandas frihedsstyrker, red.). Om at han som advokat ved den internationale strafferet i Haag bl.a. har skullet forsvare en tidligere børnesoldat fra Congo under anklage for masseforbrydelser – kompleksiteten ved at personen både var offer og gerningsmand. Om FN’s verdenskonference mod racisme i 2009, Durban 2, i Geneve, hvor Zimeray og andre repræsentanter fra Vesten måtte kæmpe hårdnakket imod, at der blev tilføjet krav om blasfemiforbud i de internationale regelsæt ud fra tanken om religionsfrihed. Om at den universelle menneskerettighedserklæring fra 1948 er under pres fra bl.a. islamisters kvindesyn og Asiens særlige opfattelse af politisk frihed.

Det førte samtalen over på det sarte lag af social fernis, der holder sammen på et land – senest i Europa set i Bosnien og lige nu i Ukraine – og ambassadøren citerede antropologen Claude Lévi-Strauss, der i sit værk Tristes tropiques fra 1955 skrev: ’Civilisationen er en skrøbelig blomst, der skal bevares’. Zimeray konkluderede i interviewet med ELLE på baggrund af alle sine dystre erfaringer: ”Jeg tror, efter at have bevidnet utallige konfliktzoner, steder mærket af tragedie, at man ikke har den fjerneste ide om, hvor skrøbelige vores samfund er. Det er noget, man burde give videre til de næste generationer som en gave: Fortælle dem, at det ikke er givet til evig tid. At Europa ikke er givet til evig tid. At demokrati ikke er givet til evig tid.”

Og ambassadør Francois Zimeray sluttede i interviewet med ELLE af med ord, som måske er vigtigere at huske end nogensinde i denne verden efter 7. januar 2015: "Jeg har altid ment, at der var en snæver grænse mellem uvidenhed og ligegyldighed, og ligegyldighed og medskyldighed. Og hvis vi ikke ønsker at blive medskyldige, burde vi ikke acceptere at være ignoranter.”

Den franske ambassadør så det længe før os andre. Nu har vi også lært det: Civilisationen er en skrøbelig blomst. Hvis vi vil blive ved at nyde den, må vi ikke glemme at vande den og beskytte den mod vind og vejr. Hvad end vi vil bruge den til at klæde os, som vi vil, eller tegne, som vi vil. Vi er alle Charlie.