Supercool syregrønne møbler i Riad 72s åbne gårdhave med udsigt til Pashaens palads og medinaen
Marrakech: Magisk og moderne
mandag 14.6.10
- Af Nathalie Veil Foto Svend Dyrvig, Nathalie Veil, Zahed Sultan (portrætfoto)
Bag den rosafarvede bymur lokker kongebyen Marrakech, der er præcis lige så magisk og mystisk, som navnet lyder. Men den er også en moderne by, hvor internationalt design og traditionelt kunsthåndværk går hånd i hånd
For foden af de mægtige Atlasbjerge, mellem palmelunde og bag en lang, rosafarvet bymur gemmer en af Marokkos smukkeste byer sig. Bymuren er 14 kilometer lang og har 12 porte til forskellige kvarterer og verdener med hver sin charme, for den traditionelt anlagte medina er stadig omdrejningspunktet for det moderne Marrakech.
 |
| Husk at smage myntete, som ganske enkelt er Marokkos nationaldrik. |
Myntete og gamle filmplakater Taxaen dytter og kører os ad snævre, støvede stræder forbi markedspladsen Djeema El- Fna, hvor slangetæmmere, gadesælgere og appelsinsælgere lokker med ”dagens tilbud”. Taxaen sætter os kort efter af foran en massiv og hemmelighedsfuld træport.
Det ligner slet ikke en gade, og husene gemmer sig bag lukkede, rosafarvede mure, ingen vinduer eller døre giver tegn på liv. Men inde bag riad’ens mure er stemningen som i en arabisk filmscene fyldt med eksotiske farver, dufte og blomster.
Hvor er det lige, vi er landet …? En sød duft af myntete, rosenblade og krydderier fra en tagine, der har stået og simret i flere timer, slår os i møde. Maven rumler, og sulten melder sin ankomst, for det traditionelle marokkanske køkken er både smagfuldt, grønt og velkrydret.
Medinaen
I medinaen bliver synet mættet af farver og varer, og der skal sorteres godt i indtrykkene. Men gode køb er den lækre Argan-olie, rosenvand, krydderier, lædervarer, tæpper, puder, tunge antikke berbersmykker, og de enkle lædertøfler, ”babouche”. Keramikfade, kakler og smukke taginer i alle størrelser finder man også her.
 |
| Riad el Fenn er superdeluxe, ingen over, ingen under. Som mange andre riad’er er denne også på udenlandske hænder, her amerikanske. Tjek Riadelfenn.com |
Imellem slangetæmmere, tandsælgere og appelsinsælgere på Djamaa el-Fna-pladsen er der et mylder af små gader til souken, markedsgaderne, hvor hvert håndværk har sin gade. Her betyder powerhopping, at du skal lægge alle kræfter i at handle prisen godt ned eller antallet af varer op. Derefter er det tid til et cafe-besøg.
Café des épices
På en lille stemningsfyldt plads midt i souken ligger den charmerende Café des épices, der er indrettet med lange bænke og tykke puder, lige til at læne sig godt tilbage i. Fra tagterrassen er der udsigt over medinaen og byens tage. Nyd en klassisk sød myntete og et par sprøde kager. Priserne er meget overkommelige.
Riad 72
Bare fire suiter og eget hammam gør Riad 72 (72 Rabha Lakdima, medinaen, Riad72.com) til det ultimative sted at opholde sig. 1001 Nats luksus og rigtig god service døgnet rundt. Prøv hammamet med dampbad og massage, nyd den åbne gårdhave med banantræer, og hæng ud på terrassen med udsigt til Pashaens palads og medinaen.
PSST ...
Glem ikke seværdigheder som Ménara-haven, Jardin Majorelle-parken og alle de mange moskeer, bl.a. Ben Youssef-koranskolen, der giver et fint indblik i arabisk kunst og kultur.
Andre relevante artikler: