bogprofil: sophie van der stap

Sophie Van Der Stap

(f. 11. juni 1983), hollandsk forfatter og medstifter af
og international ambassadør for Orange Ribbon Foundation International (2007), hvis mål er at bekæmpe alle former for børnecancer. Har udgivet Pigen med de ni parykker (2006, da. 2010) baseret på den blog, hun skrev under sin cancersygdom, samt en roman mere (En blå sommerfugl siger goddag, 2008, ikke oversat til dansk). Hun er i dag kureret for kræften og bor i Paris, hvor hun skriver på sin tredje bog samt et filmmanus til Pigen med de ni parykker.
Læs mere:
Orange Ribbon og Sophie Van Der Stap

26-årige Sophie van der Stap bor i dag i Paris og lever som forfatter på fuldtid. Da hun fik konstateret kræft som bare 21-årig, var hun egentlig i gang med at studere, men sygdommen satte hende kniven for struben. Pludselig handlede livet ikke kun om muligheder, men om død. Hun valgte at sætte livet på fast forward, tog orlov fra universitetet og skrev i stedet om sygdomsforløbet på nettet; en tekst, der senere blev til en hel bog (Pigen med de ni parykker). Bogen viser, hvordan hun ihærdigt forsøger at sammensmelte de to liv, hun pludselig skal leve, som ung, livsglad, romantisk kvinde og som dødssyg kræftpatient.

Derfor ligger det lige for at spørge, om sygdommen bare trickede noget, hun måske i virkeligheden altid havde haft lyst til at blive, nemlig forfatter? Eller, parykkerne taget i betragtning, skuespiller?
For at være helt ærlig var jeg i sin tid bare ligesom de fleste andre 18-årige, der lige er gået ud af skolen. Ingen ide om, hvad jeg skulle, bare en længsel efter frihed. Jeg har altid elsket bøger, men dog aldrig reflekteret over muligheden for selv at skrive. Men jeg har altid vidst, at jeg gerne ville udnytte tiden godt; den bevidsthed var der allerede før min sygdom. Jeg besluttede mig for at læse Statskundskab for at blive i stand til bedre at forstå de sociale og økonomiske forskelle, jeg havde set på mine rejser. Skuespil? Det tænkte jeg aldrig seriøst over, kun for at kysse smukke mænd. (griner)

Du fik en meget alvorlig sygdom i en meget ung alder, og du forholdt dig til det ved at skrive en blog gennem hele forløbet. Hvad betød det for din ungdom? Modnedes du før tid ved at fokusere så meget på liv og død?
Desværre er jeg nødt til at besvare dit spørgsmål positivt. Oui, jeg er blevet meget ældre. Jeg tror, man kan sige, jeg havde en 21-22-årig krop med meget ældre øjne; øjne, der ikke helt forstod, hvad der skete, men som havde set meget mere, end min krop havde erfaret. Det meste af tiden betragter jeg denne oplevelse som en gave; jeg synes, jeg har vundet en masse tid ved ikke at behøve at søge så meget mere. Her er jeg nu, 26, lever et økonomisk uafhængigt forfatterliv, den drøm, jeg kan se i manges øjne omkring mig, jeg har set en hel del sider af tilværelsen i forhold til liv, karriere etc. Alt omkring mit liv er ret seriøst og voksent, og nogen gange får det mig til at føle mig som en gammel tante, især når jeg ser unge piger omkring min alder, der fjoller rundt, og jeg så føler en distance. Men for det meste er jeg meget taknemmelig for de rejser, livet gav mig.

At bruge ni forskellige parykker og skabe ni forskellige identiteter synes 'eksotisk' for de fleste, men for dig var det en del af din sygdom. Hvordan var reaktionen fra andre?
Du siger det på en god måde. Selvfølgelig var alle reaktionerne positive, alle var glade for at se, jeg havde fundet en måde at komme videre med mit liv på. Men jeg tror ikke, jeg selv opfattede den eksotiske side af det. For at være ærlig har jeg aldrig følt mig så fri fra andre menneskers meninger og tanker og usikkerhed som i denne periode af mit liv. For mig betød mine parykker liv, og derfor kunne jeg ikke få nok af dem.

Hvilken en af de roller, du spillede med dine parykker, makeup og tøj, var mest dig? Hvilken en har du holdt fast ved?
Åh altså, jeg finder det stadig svært at svare på, og hvis jeg læser tilbage (på bloggen, red.) har jeg spurgt mig selv om det på mange forskellige måder (griner). Jeg tror, de alle sammen lignede mig ret så meget, hvis du betragter dem som et redskab til at udtrykke min trang til liv. Jeg har altid været nysgerrig og tiltrukket af mange typer, aldrig været tilfreds med lidt … Men f.eks. fik Uma og Platina mig til at føle mig stærkere, end jeg egentlig er. De lærte mig bare at være ligeglad! Mens Pam fik mig til at føle mig som naboens datter, den søde. Og jeg tror, jeg fungerer bedst som Pam. Jeg kan godt lide at være sød over for folk. Jeg er den type pige, der godt kan lide at gøre folk glade.

Sophie van der Stap: Pigen med de ni parykker (Gads Forlag, 18. marts)

City Singler

Wolfman-aktuelle Emily Blunt eksklusivt for ELLE.dk