Anne-Dorthe Larsen og Margrete Berri: "Jeg hører hele tiden dig sige; Kom nu, vær lidt modig"

Anne-Dorthe Larsen: Da jeg så din praktikansøgning, tænkte jeg straks på dine søstre, som kom i butikken på Gammel Kongevej. Der har altid været noget særligt over din familie – I har sindssygt god stil.

Margrete Berri: Jeg er den yngste af syv, og i min familie går vi me- get op i, hvordan vi klæder os. Vi elsker vintage og at gå på opdagelse i kvaliteter og håndværkstraditioner. Min mor, som er fra Libanon, har altid syet sit tøj selv og mikset og matchet. I Libanon klæder man sig anderledes end i Europa, og det har nok også smittet af på mig.

ADL: Jeres måde at gå i genbrug på, fascinerede mig virkelig.

MB: Jeg blev også taget godt i mod. Og fik plads til at vise, hvem jeg var. Jeg var typen, der gik ind i prøverummet med kunderne, og fortalte dem min ærlige mening om, hvorvidt tøjet sad godt eller ej.

ADL: Jeg kan godt lide at skabe jobs, hvor der er frihed til at medarbejderen kan udfolde sig og finde frem til sin passion.

MB: Det var heldigt for mig, at Lovechilds designkontor lå inde i butikkens baglokale. Du sagde ret tidligt til mig, at jeg ville komme til at kede mig, hvis jeg skulle stå i butikken for altid.

ADL: At du startede på gulvet i butikken, føler jeg, har været med til at skabe den designer, du er i dag.

MB: Det bruger jeg stadig i dag. Hvis jeg har tegnet for meget hurlumhej, så ved jeg bare, at kunderne vil sige: ‘Ej, det er for avanceret til mig’.

ADL: Jeg er købmand, så der skal altid være et aspekt af, at vi skal tjene penge på det, vi laver.

MB: Jeg ved også, at for hver detalje, jeg putter på, så bliver produktet bare dyrere og dyrere. Altså, vi ville jo alle sammen gerne lave noget, som koster 20.000.

ADL: Jeg har ofte den hæmsko, at jeg gerne vil have at tøjet, vi laver, skal passe ned i en særlig boks. Og det har du slet ikke. Du blander det hele, hvilket giver en personlig stil. Og det har skubbet meget til mig. Da du ville lave nylonshorts, tænkte jeg: ‘Ej, det er for sporty for os’. Men du pressede på, og det endte med at blive ‘the shit’, og det bedst sælgende produkt. Eller da du ringede og sagde, at du ville brodere emojis på T-shirts. Jeg var bare sådan: ‘Det gider jeg ikke have!’ Men til sidst gav jeg efter: ‘Okay, fuck, vi gør det bare’. Og de blev udsolgt sådan her.

MB: Jeg har da haft nogle vilde fashion-kiksere en gang i mellem, men det er jo bare tøj. Jeg elsker at kigge på andre mennesker – jeg bruger helt klart for meget tid på Instagram på at lure andres stil. Men det har betydet, at jeg nogle gange var lidt foran moden og ram- te plet.

ADL: Til sidst kunne vi fuldføre hinandens sætninger. Vi vidste lige præcis, hvad den anden tænkte, når der skulle sættes farver på et print, ikke?

MB: Jeg savner at læse dine tanker. Jeg satte også meget pris på, at de fleste idéer fik lov til at leve. Alt blev selvfølgelig ikke til noget, men så affødte det måske en ny og bedre idé.

ADL: Hvorfor var det lige du skulle et andet sted hen og arbejde?

MH: Det var mega en megasvær beslutning at sige op. Det var 10 år, som sluttede. Jeg har virkelig fortrudt, at jeg ikke fik sagt op direkte til dig, fordi du sad til prismøde. Men du kunne se på mig, at der var noget galt.

ADL: Jeg løb efter dig ude på gangen. Men jeg forstår det godt. Jeg tror, at firmaet holdt op med at se dine kvaliteter. Efter jeg solgte Lovechild og Nué Notes, har vi skulle definere vores DNA, og det har gjort designarbejdet lidt mere forudbestemt. Vi er ikke længere impulsive, som jo kan være det, der skaber det interessante. Men du tog et lille stykke af mig med ud ad døren den dag.

MB: Du var den anden, jeg ringede til, da jeg fik tilbudt mit nuvæ- rende job hos Baum und Pferdgarten. Det var vildt fedt, at jeg kunne spare med dig, og da jeg sad til den anden samtale, følte jeg mig rolig, fordi jeg var blevet peppet op af dig.

ADL: Jeg elsker jo, når nogle af mine medarbejdere får vinger og flyvere videre på et tidspunkt, fordi min virksomhed måske kommer til kort. Du blev sat fri.

MB: Der er nogle numre, som jeg ofte lytter til for at komme til- bage til stemningen på kontoret og få fornemmelsen af den lækre æstetik, som herskede her. Når jeg hører Frank Oceans ’Lost’ er jeg direkte tilbage i butikken på Gammel Kongevej, og det der Agnes Obel-nummer gør, at jeg kan dufte kontoret på Vesterbrogade.

ADL: Ja, jeg havde en periode med Agnes Obel. Hendes musik gav mig en følelse af at være groundet. Der er kollektioner, der er skabt på glæde, men der er også dem, som er funderet mere på fordybelse og melankoli. Jeg hører hele tiden dig sige: ‘Kom nu, vær lidt modig. Hvad er det værste, der kan ske? Live a little’.